Menu
Forrige artikel

TV-tips, uge 16, 2024

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 655

 

Ugens flow-tv indledes med to stærke kvinder, hhv. Anne Marie Carl-Nielsen og Nicole Kidman. Men vi skal også stifte et ubehageligt bekendtskab med en dræberkult, prøve at forstå gåden om Oden for slet ikke at tale om fortidens fantastiske ingeniørkunst. Desuden dokumentar om venskabet mellem Reagan og Thatcher – og så skal vi bl.a. opleve de bilfri søndage i 1973. Og en dansk politiserie fra 1988. God fornøjelse!

 

Store danske kunstnere: Anne Marie Carl-Nielsen

DR2, 17. april, kl. 18:15

Som billedhugger fik hun de største opgaver og blev verdens første kvinde til at udføre en rytterstatue. Alligevel blev hun glemt af eftertiden. Hun kæmpede for sin kunst og i ægteskabet med komponisten Carl Nielsen.

 

Nicole Kidman - Australier i Hollywood

DR2, 18. april, kl. 19:05

Fransk dokumentar fra 2023. (Nicole Kidman - Eyes Wide Open) Hun er kompleks, dramatisk og talentfuld. I 1990'erne bliver australske Nicole Kidman et ikon. Hun er smuk og alsidig og et oplagt valg til store Hollywoodfilm. Alligevel vælger hun tit auteur-film, hvor hun har mulighed for at spille myndige, selvrådige og stridbare kvinder. Her dykker vi ned i den oscar-vindende skuespillerindes liv og 40 år lange succefulde filmkarriere med kvinderoller i alle genre.

 

Kulten, der dræbte 74 (1:4)

DR2, 18. april, kl. 22:40

Fransk dokumentarserie fra 2022. (Inside the Order of the Solar Temple) I midten af 1970'erne bliver en lille spirituel gruppe grundlagt i Schweiz. Et pacifistisk og økologisk fællesskab, der prædiker kærlighed og broderskab. Men gradvist udvikler gruppen sig til at blive mere og mere sekterisk og ender med, at 74 mennesker dør. Her 25 år efter den tragiske begivenhed dykker vi ned i historien. Gik de alle frivilligt i døden, eller blev de myrdet? Og hvem stod bag denne massive forbrydelse?

 

Station 13 (1:8)

DR2, 19. april, kl. 18:10

Dansk politiserie fra 1988. Vicepolitikommissær Erik Terkildsen bliver glædeligt overrasket, da han præsenteres for stationens nye kvindelige vagthavende politiassistent. Medvirkende: Ole Ernst, Kirsten Cenius, Peter Schrøder, Thomas Eje, Henrik Koefoed, Henning Moritzen m.fl. Ide og manuskript: Stig & Peter Thorsboe. Instruktion: Edward Fleming. Anden del umiddelbart efter.

 

Husker du... 1973

DR2, 20. april, kl. 13:00

Året er 1973. Jordskredsvalg, Watergate og bilfri søndage er nøgleord i et år, hvor de sure miner dominerer. I 1973 tager man tilværelsen alvorligt, og det er der god grund til. Nyhedsværten Paula Larrain fortæller desuden om, hvordan hun som lille pige oplevede General Pinochets blodige kup i Chile. I USA bliver Nixon - som den første amerikanske præsident nogensinde - tvunget til at forlade sin post i utide, og herhjemme bliver Mogens Glistrup en af vores mest populære politikere. Men der ER grænser for alvoren. David Bowie spekulerer på, om der er liv på Mars, og Danmarks jetset-par nummer et, Margit og Erik Brandt, viser at der - også i 1973 - er andet i livet end bekymringer og politik.

 

Gåden om Odin: Krigeren fra Øst

DR2, 21. april, kl. 21:30

Historiker Cecilie Nielsen tager på jagt efter en helt særlig type guld, der måske fortæller historien om, hvornår Odin og den nordiske mytologi opstod i Danmark. Men der dukker uventede spor op, og de spor forbinder Odin til et krigerisk folk fra øst og selve hunnerkongen Attila. Mytologi og virkelighed bliver sværere og sværere at skille ad.

 

Fortidens fantastiske ingeniørkunst II (8:10) Skjulte vidundere

DR2, 22. april, kl. 19:05

Britisk dokumentarserie fra 2022. (Ancient Engineering) En stor del af oldtidens ingeniørkunst er blevet overset. En innovativ brønd bygget af træ for over 7.000 år siden, terrasselandbrug, avancerede vandingssystemer og persiske islagre i ørkenen er blot nogle eksempler. Fortidens ingeniører har sørget for rent drikkevand, bygget imponerende helligdomme og sørget for at mad kunne holde sig længere. Disse ukendte gennembrud danner grundlaget for vores moderne verden.

 

Thatcher og Reagan - et særligt venskab (1:2) Jernladyen og filmstjernen

DR2, 23. april, kl. 19:15

Britisk dokumentarserie fra 2022. (Thatcher & Reagan: A Special Relationship) Hun betragter sit øgenavn som et adelsmærke og han er Hollywoodfilmstjerne. I 1980'erne opbygger den britiske premierminister Margaret Thatcher og USA's præsident Ronald Reagan et helt særligt politisk og personligt forhold. Selvom de ikke altid kommer overens, er de med til at afslutte Den kolde Krig på fredelig vis og ændre forholdet mellem Øst og Vest. Hvilke roller spiller de i det historiske vendepunkt?

[Historie-online.dk, den 16. april 2024]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
TV-tips, uge 35, 2024
TV-tips, uge 37, 2023
TV-tips, uge 41, 2023