Menu
Forrige artikel

TV-tips, uge 43, 2023

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 1087

 

Satanisme i Canada og poltergejst i London – jo der er sandelig gruopvækkende ting i denne uges flow-tv. Stalins Gulag-lejre bidrager jo heller ikke rigtig til hyggen. Det gør derimod Liv Thomsens gode serie om Danmarkshistorien på vrangen – og højdepunkter fra 1970’erne – dengang folk var slanke og talte tydeligt! I den biografiske afdeling skal vi møde både designeren Nanna Ditzel, mediemogulen Rupert Murdoch og sangeren Rasmus Lyberth. Endelig et tv-spil af Jess Ørnsbo, som huskes som utroligt syret og utroligt morsomt!  God fornøjelse!

 

Nanna Ditzel - Den legesyge designer

DR2, 25. oktober, kl, 21:00

Nanna Ditzel udfordrede dansk design med vilde former, klare farver og møbler uden ben. Hun blev én af Danmarks mest anerkendte designere med organiske møbler og smykker. I år ville hun være fyldt 100 år.

 

Mediemogulen Murdoch: (1:3) Familie, penge og magt

DR2, 25. oktober, kl. 23:10

Dokumentarserie fra BBC fra 2020. (The Rise of the Murdoch Dynasty) Ejer af The Sun, The Wall Street Journal, Fox News. En australsk erhvervsmand, der erobrer verden. En udlænding, der blander sig i national politik. En cancer, der forurener britisk presse og britisk politik. Meningerne om ham er mange. I årtier har mediemogulen Rupert Murdoch haft markant politisk indflydelse. Serien følger Murdochs storhed og fald - og ny storhed. I første afsnit skal han vælge en arving, samtidig med at en skandale truer hele hans imperium. Kan han overvinde truslerne?

 

Grønlands Stemme

DR2 , 26. oktober, kl. 21:00

Grønlands stemme er en dansk dokumentarfilm om Rasmus Lyberths liv og karriere, produceret i 2022 i anledning af Rasmus Lyberths 70-års fødselsdag. Filmen er et retrospektivt portræt af Rasmus Lyberth som sanger, sangskriver, performer og repræsentant for den grønlandske kultur og identitet. Filmens omdrejningspunkt er et interview med Rasmus Lyberth, hvor han fortæller om sin barndom, sin tidlige debut som sanger og sit liv i Grønland. Filmen viser klip fra 1970erne, hvor bl.a. DR bliver opmærksom på den grønlandske folkemusiks særlige betydning og Rasmus Lyberths unikke og originale udtryk. Filmen tager afsæt i den grønlandske natur og i Rasmus Lyberths tidlige beslutning om at blive sanger, da han som sømand besøger Nordfinland. I filmen medvirker bl.a. Julie Berthelsen, Lars Lilholt, Teitur, Niels Hausgaard, Jørgen de Mylius og Frederik Elsner. Grønlands Stemme er instrueret af Warny Mandrup.

 

Husker du... - Highlights fra 70'erne

DR2, 27. oktober, kl. 19:15

1970'erne var et turbulent politisk årti. Jordskredsvalg, mindretalsregeringer, statsministre som går i utide og umage regeringssammensætninger er dagligdagskost for danskerne. Vi er dog forskånet for et fænomen som præger andre europæiske lande - den politiske terror. De røde brigader, Rote Armé Fraktion og sorte september kommer på alles læber i de år for deres brutale gidseltagninger og henrettelser af prominente politikere. Det politiske årti forplanter sig også i Danmarks Radios udsendelser, og diskussioner er en fast bestanddel i og om udsendelserne.

 

Danmarkshistorien på vrangen (1:6) - Vold gennem tiderne

DR2, 28. oktober, kl. 18:30

Vold har eksisteret siden tidernes morgen, og vi har altid kommunikeret med kærtegn OG klø. Den man elsker, tugter man, og vold er blevet udført i guds navn eller i bedste mening Liv Thomsen fortæller om 1800tallets barbariske opdragelsesmetoder og om Jens Nielsen, hvis skæbne er et tragisk eksempel på, hvordan vold avler vold. Og hun tager på en tidsrejse sammen med historikere og arkæologer - fra stenalderen og opefter - for at undersøge, hvilken rolle vold har spillet i danmarkshistorien. Tilrettelæggelse: Liv Thomsen Medvirkende: Jeanette Varberg, Kurt Villads Jensen, Ulrik Langen, Poul Duedahl. Anden del – om sex – følger umiddelbart efter.

 

Hashtræet

DR2, 29. oktober, kl. 16:30

TV-spil af Jess Ørnsbo Medvirkende: Jørgen Ryg; Charlotte Vøhtz; Jytte Abildstrøm; Ulrich Krenchel; Paul Møller; Stig Hoffmeyer; Birger Jensen; Søren Steen; Holger Vistisen; Jan Hovgaard; Gotha Andersen; Stig Ramsing Fra 1973.

 

Hjælp! Satan kommer

DR2, 29. oktober, kl. 22:15

Canadisk dokumentar fra 2023. (Satan Wants You) Sataniske ritualer, blod og panik. I 1980 skriver psykiateren Lawrence Pazder og hans patient Michelle Smith bestselleren 'Michelle Remembers'. Via kontroversiel terapi husker Michelle fortrængte barndomsminder om at være blevet bortført af satanister i Canada. Men i kølvandet følger massehysteri, uretmæssige domme og ødelagte familier. Hvad er sandhed, og hvad er løgn? Og hvordan kan konspirationsteorier om en satanisk kult sprede sig så nemt?

 

Hjemsøgt (1:4) Poltergejst i Enfield

DR2, 30. oktober, kl. 22:40

Britisk dokumentarserie fra 2022. (Hauntings) I 1977 tog politiet ud til et hus i Enfield, London, til et rapporteret indbrud - møbler var blevet flyttet, og der havde været høje bankelyde. De to betjente kunne nu ikke finde tegn på indbrud, men de så bl.a. en stol glide flere meter hen ad gulvet af sig selv. Det var blot den første af mange ekstraordinære hændelser, der kulminerede med spøgelsesagtige stemmer og levitation. Den dag i dag er de mystiske aktiviteter i huset svære at forklare.

 

Stalins berygtede Gulag (2:3)

DR2, 31. oktober, kl. 18:55

Fransk dokumentarserie fra 2019. (Goulag, une histoire soviétique) Stalin etablerer flere Gulag-lejre. Efterhånden fungerer de som et fængselssystem, der i 1935 huser over en million fanger. Hensigten med lejrene er at eliminere medlemmer af det kommunistiske parti og andre, der truer Stalins enevælde. Massehenrettelser og anholdelser stiger, og folket lever i frygt. Da Tyskland angriber Sovjetunionen i 1941, bliver forholdene i lejrene værre end nogensinde før.

[Historie-online.dk, den 24. oktober 2023]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
TV-tips, uge 44, 2023
TV-tips, uge 39, 2023
TV-tips, uge 48, 2023