TV-tips, uge 50, 2025
Ugens flow-tv bringer mange interessante udsendelser, fx dokumentar om Eiffeltårnet, dokumentar om James Dean og en svensk dokumentar om Israel-Palæstina konflikten . Desuden skal vi på snackbar på Roskildevej, jage det ukendte ved Tticaca-søen og analysere forskellige symboler og deres brug. Vi har også et autentisk drama fra slavetiden i USA og en filmperle om en pub i et lille minesamfund i England instrueret af Ken Loach. God fornøjelse!
Israel-Palæstina på svensk tv 1959-1989 (1:2)
DR2, 10. december, kl. 23:10
Svensk dokumentar fra 2025. (Israel - Palestine seen on Swedish TV 1959 - 1989) Det er en af verdens værste konflikter. I årene 1958 til 1989 var svensk tv's dækning fra Israel og Palæstina unik. Svenske journalister var konstant til stede i den krigsramte region og dokumenterede alt fra hverdagsliv til internationale kriser. Her fortælles historien om, hvordan den smertefulde konflikt blev præsenteret for svenskerne.
James Dean - Vildt blod, ømt hjerte
DR2, 11. december, kl. 18:55
Fransk dokumentar fra 2025. (James Dean - The Emotional Man) Han er ungdommens evige ikon. Den amerikanske skuespiller James Dean døde som 24-årig i 1955. Selvom han kun nåede at medvirke i tre film, skrev han historie og ændrede datidens opfattelse af maskulinitet ved at vise sin sårbarhed. Gennem sine roller i 'Vildt blod', 'Øst for Paradis' og 'Giganten' gav han en hel generation modet til at føle, drømme og gøre oprør. En tidløs legende og et symbol på frihed, hvis liv fortsætter med at inspirere.
Harriet
DR1, 12. december, kl. 21:50
Amerikansk autentisk drama fra 2019. I 1849 er Minty slave i sydstaten Maryland. Da hendes slaveholder dør, lykkes det hende at flygte til friheden i staten Pennsylvania. Minty skifter navn til Harriet, men hun kan ikke affinde sig med at være fri, når der stadig er så mange slaver. Med livet som indsats begiver hun sig gang på gang til sydstaterne for at hjælpe sorte slaver på flugt - ikke mindst hendes egen familie. Medvirkende: Cynthia Erivo, Leslie Odom Jr., Janelle Monáe m.fl. Instruktion: Kasi Lemmons.
Jagten på det ukendte
DK4, 13. december, kl. 17:15
Forfatter og globetrotter Klaus Aarsleff tager os med på en rejse til fortidsgåder og uforklarlige fænomener. I dette afsnit ser vi bl.a. på ældgamle og gådefulde tempelsten ved Titicaca-søen og vi kikker på mysterier i mayaernes og olmekernes land.
Eiffeltårnet
DR2, 14. december, kl. 18:55
Fransk dokumentar 2023. (Eiffel Tower - Building the Impossible) Siden 1889 har det raget 300 meter op i den parisiske himmel. Eiffeltårnet er et symbol på fremskridt og nytænkning og et ikon, der tiltrækker 6.000.000 besøgende hvert år. Her følger vi i ingeniøren og arkitekten Gustave Eiffels fodspor for at forstå tankerne bag konstruktionen. Hvordan kunne man rejse tårnet på bare to år? Og hvilke menneskelige og tekniske udfordringer mødte Eiffel og hans folk?
Amerika på Roskildevej
DK4, 14. december, kl. 19:15
Danmarks ældste motel ligger i Albertslund, nærmere betegnet på Roskildevej. Det blev skabt på et stort stykke landbrugsjord i 1950 af amerikanske Sallie Zimmerhackel i samarbejde med danske Oscar Wittrup. Udover motellet blev det også til en snackbar med hendes navn som titel – for Sallie, som var udstationeret på amerikanske ambassader i Europa, ønskede – af hensyn til sine to børn, Sandra og "Skip", at få en mere stabil periode i stedet for at skulle videre rundt i Europa. Over 70 år efter er det stadig de amerikanske traditioner, der præger både produktion af burgere, milkshakes og andre kendte retter. Alt lavet fra bunden af råvare fra lokale producenter. I to udsendelser får vi historien om de mange år, hvor stedet stadig holder på traditionerne, trods udfordringer undervejs, ikke mindst under pandemien. Sallie’s Restaurant & Snack Bar er i stadig udvikling med gæster fra tre generationer, og vi møder de to ejere Henrik og Claus Hansen, der fortæller historien om de 70 års udvikling og fremtid, og som gæster til 70-års jubilæet møder vi desuden søn og datter af Sallie, som fortæller om deres oplevelser af at komme tilbage til stedet, hvor de var og arbejdede som unge. Herudover taler vi med ansatte og gæster, og hører om deres valg af den originale amerikanske burgerrestaurant på Roskildevej.
Filmperler: The Old Oak
DR2, 15. december, kl. 20:00
Britisk drama fra 2023. The Old Oak er den sidste pub i et økonomisk trængt tidligere kulminesamfund. Ejeren TJ holder fast i sin pub med det yderste af neglene. Da nogle syriske flygtninge bliver placeret i landsbyen, får de langt fra en venlig modtagelse. Samtidig bliver det starten på et usædvanligt venskab mellem TJ og den unge kvinde Yara. Kan de finde en vej til at få de to samfundsgrupper - landsbybeboere og flygtninge - til at forstå hinanden? Medvirkende: Dave Turner, Ebla Mari, Claire Rodgerson m.fl. Instruktion: Ken Loach.
Ondskabens symboler
DR2, 16. december, kl. 20:05
Tysk dokumentar fra 2024. (Symbols of Evil) Harmløse symboler er gang på gang blevet til dødbringende våben og bliver stadig misbrugt. Nogle gange med fatale konsekvenser. Her undersøges fem symboler: Hitler-hilsenen, hagekorset, 'Z' fra Ruslands krig mod Ukraine, 'Q' fra QAnon og Davidsstjernen. Hvorfor har enkle symboler stadig så megen magt over os, hvor stammer de fra, og hvordan fik de deres nuværende betydning?
[Historie-online.dk, den 9. december 2025]