Menu
Forrige artikel

Udstilling om slaveri

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 9668


Arbejdermuseet åbner stor udstilling om slaveri på Transfer Day

I forbindelse med 100-års dagen for salget af Dansk Vestindien åbner Arbejdermuseet en aktuel særudstilling, der sætter fokus på slaveri i fortiden, men i høj grad også i nutiden.

Vidnesbyrd fra en mørk fortid
Jeg blev hurtigt anbragt under dæk, og dernede mødte der mig den værste stank, jeg havde oplevet i hele mit liv. Gråden og den væmmelige stank var så voldsom, at jeg kastede op. Jeg blev så nedstemt, at jeg ikke kunne spise noget og jeg havde slet ikke lyst til noget som helst. Det eneste jeg ønskede var, at min sidste ven Døden skulle komme og hente mig.
 
Sådan skrev Olaudah Equiano i 1789 i sine livserindringer. Om at blive bortført fra sit hjem i Vestafrika for at blive fragtet over Atlanten og solgt som slave i Vestindien. Om at få nedbrudt sin identitet, og om hvordan hans gentagne forsøg på modstand mod slavegørelsen medførte voldsom afstraffelse, indtil det lykkedes ham at købe sig fri og blive en markant stemme i kampen mod slaveri. En kamp, der først mange år senere, i midten af 1800-tallet, førte til ophævelse af slaveriet i de europæiske kolonibesiddelser, herunder i Dansk Vestindien. Herefter kunne slaveriet fortone sig som noget fjernt og afsluttet, og med Danmarks salg af Dansk Vestindien i 1917, blev slaveriet noget lige så utænkeligt og fremmed for os danskere som eksotiske palmestrande.
 
Stop slaveri i dag
Men slaveri er hverken fjernt eller fortidigt. Ifølge ILO, FN’s agentur for arbejdsmarkedsspørgsmål lever 21 millioner mennesker som slaver i dag. Det er det største antal nogensinde, og slavegørelsen af mennesker finder sted over hele jorden – alle steder – også helt tæt på os. Nutidens slaver arbejder i sexindustrien, i husholdninger og indgår i kriminelle sammenhænge som fx narkohandel. Men nu som tidligere er langt de fleste nutidige slaver, over 60 procent, at finde inden for landbrug, råstofudvinding og produktion. Center mod Menneskehandel har i perioden 2007 til 2015 identificeret over 500 ofre for nutidigt slaveri i Danmark.

Der er ingen grund til at tro, at problemet vil blive mindre af sig selv. Tværtimod. Arbejdermuseet mener, at vi som samfund skal bruge historien til at ændre problemstillinger i nutiden.

”Fortid er fortid og står ikke til at ændre. Men hvis vi skal bruge historien om den danske slavehandel til andet end at skamme os, skal vi som stat, samfund og individer være åbne for nye måder at kæmpe imod slavegørelsen af mennesker og for menneskers ligeværd og frihed”, siger direktør for Arbejdermuseet, Søren Bak-Jensen.

Slaveri skaber profit
Hvad har så ændret sig? Ikke meget tilsyneladende, for ligesom under 1700-tallets sukkerrus, udnyttes slavegjorte mænd, kvinder og børn i slaveri til i dag at skabe højere profit, at presse markedspriserne og forvride konkurrencevilkårene arbejdsmarkedet. Som den første ud af fire aktører, er organisationen Fairtrade inviteret med på Arbejdermuseets Stop slaveri! De ønsker her at rette fokus på, at man som almindelig forbruger kan gøre en forskel ved at være opmærksom på, hvor varerne komme fra.

”Millioner af bønder lever reelt i moderne slaveri. Som dansker kan man føle sig handlingslammet over denne virkelighed. Men man kan faktisk gøre en forskel for disse mennesker. Ved at vælge Fairtrade-mærkede varer kan man forbedre levevilkårene i nogle af verdens fattigste lande – et indkøb ad gangen”, siger Jonas Giersing, direktør i Fairtrade.

Arbejdermuseet.dk

Historie-online.dk, den 29. marts 2017

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Julestemning på Fattiggården
Atombomben - ven eller fjende?
Valdemar Sejr og Dannebrog