Menu
Forrige artikel

Jacques-Yves Cousteau - Historiens Aktører nr. 48

Kategori: Artikler
Visninger: 2623

 

Der er noget paradoksalt, næsten uhyggeligt i antallet af smukke naturfilm, som ruller over fladskærmene i disse år. Filmbranchen ved, hvad folk elsker, og det er bl.a. natur- og dyrefilm. Det uhyggelige opstår ved, at mange af de dyr, som vises, systematisk udryddes, idet deres habitater, skove, floder, moser, stepper ødelægges ved forurening, klimaforandringer og inddragelse til landbrug, veje og bebyggelse.

 Jaques-Yves Cousteau, foto unifrance

En af de personer som først bragte naturen ind i folks stuer var manden med den røde tophue, Jacques-Yves Cousteau, der fra 1968 og en årrække frem hver lørdag tonede frem på tv-skærmen i serien ”Havets hemmeligheder”. Cousteau var født i 1910 i en lille landsby nord for Bordeaux. 20 år gammel blev han optaget på det franske flådeakademi i Brest. Han var artilleriofficer, men begyndte i forbindelse med rekreation efter et biluheld at dykke i Middelhavet med undervandsbriller og blev her fascineret af den verden, han så. I 30-erne blev han sendt til Shanghai af flådens efterretningstjeneste for at rapportere om japanernes krig mod Kina. I 1940 kom han hjem til Frankrig og gjorde tjeneste i Vichy-Frankrig i Toulon. Her begyndte han sammen med en ingeniør at dykke og udvikle nyt dykkerudstyr, en såkaldt lungeautomat, som han kaldte "aqua – lung". Efter krigen arbejdede han for flåden med minerydning og fjernelse af de mange skibsvrag langs kysterne og i havnene. Samtidig dyrkede han en ny interesse nemlig filmoptagelser, og han vandt en pris for en dokumentarfilm med titlen: Vrag.

I 1950 startede han den virksomhed, som skulle gøre ham berømt. Han fik en ven, en engelsk mæcen, til at købe en udfaset minestryger, som i nogle år var i brug som færge mellem Malta og Sicilien. Cousteau gav skibet navnet ”Calypso” og fik fartøjet ombygget til havundersøgelsesskib. Den første større rejse gik til det Røde Hav for at studere koraller. I 1957 tog han sin afsked fra flåden og brugte herefter al sin tid til rejser kloden rundt med ”Calypso”. Hvordan skulle han finansiere disse rejser? Han fandt ud af, at film var vejen. Akkurat som for andre eventyrere før ham viste det sig, at den store offentlighed hellere end gerne ville deltage i hans eventyrlige rejser. Filmkameraer, som kunne optage under vand, var udviklet, og han havde videreudviklet teknikken i sit eget kamera, som han kaldte Calypso-Photo. Forsynet med kamera dykkede Cousteau og hans folk ned under havet og lavede de første filmreportager i farver af livet under havets overflade. Det var en verden af skønhed og drama, som åbnede sig for tilskuerne, og da tv i 1960-erne efterhånden blev hver mands eje, viste sig uanede muligheder for afsætning af film om livet under havoverfladen.

Cousteau var klar over underholdningsværdien af sine film, men han forstod også, at den verden han så og værdsatte under havet var truet af det såkaldte moderne samfund. Han involverede marinbiologer og andre videnskabsmænd og – kvinder i sit arbejde ud fra det synspunkt, at mennesker kun beskytter og bevarer det, som de kender til og holder af. Og han bekendtgjorde kort og klart, at det er vigtigere at oplyse end at underholde! Et motto flere af nutidens naturfilmproducenter heldigvis også hylder.

Det blev til over hundrede togter med ”Calypso”, en række fremragende film og tv-serien, som gik verden rundt. Tre film vandt priser, nemlig ”Den tavse verden”, som han producerede sammen med Louis Malle i 1953, vandt 1956 de gyldne palmer i Cannes og en Oscar samt filmene ”Den gyldne fisk” fra 1958 og ”Verden uden sol” fra 1964. Begge modtog en Oscar i Hollywood.

 Commandant Cousteau sammen med sin søn Jean-Michel på Amazonas floden. I baggrunden "Calypso" opankret, foto Malta Maritime Museum.

Commandant Cousteau var ikke bleg for at træde i aktion, når havet var truet. I 1960-erne arbejdede Frankrig under de Gaulle med atomvåbenforsøg, og da det blev bekendtgjort at radioaktivt affald ville blive dumpet på dybt vand mellem Antibes og Korsika organiserede Cousteau en kampagne imod dette. Han blev støttet af fyrst Rainer af Monaco og af en stor del af befolkningen langs kysten. De tog, som skulle transportere det radioaktive affald til kysten, blev konsekvent blokeret af kvinder og børn, som satte sig på skinnerne foran togene. Dumpningen blev opgivet på grund af den store folkelige modstand.

Cousteau fortsatte sin viksomhed støttet af sin ældste søn Philippe, som ulykkeligvis druknede i Portugal i 1979. En velgørende forening, Societé Cousteau, blev dannet med det formål at beskytte havlivet. I 1977 modtog han FNs miljøpris. I 1988 blev han medlem af Academie Francaise.  Sammen med Greenpeace kæmpede han imod planer om minedrift i Antarktis, og det lykkedes i Madrid-protokollen i 1990 at opnå en beskyttelse af Arktis i 50 år. I et interview til UNESCO Courir udtalte han samme år: ”Overbefolkning er klodens største problem. Af 5,7 milliarder mennesker lever mindre end 2 under gode forhold... befolkningstallet vil snart fordobles... Nogle folk tror, at havets ressourcer kan løse fødevareproblemet. Det er latterligt. Havets ressourcer formindskes og overfiskning ødelægger ressourcerne!”

Trods sin store succes og formue lykkedes det ikke Jean-Yves Cousteau som ønsket at føre sit arbejde videre i familiens regi. Denne blev nemlig splittet af hans hemmeligholdte forhold til en yngre kvinde, en stewardesse, som fødte ham børn. Efter hans kones død, blev de to gift, og dermed var scenen sat for et stort familieopgør. Ved hans død i 1997 brød fjendtlighederne for alvor ud og resulterede i langvarige retssager over filmrettigheder og ejendomsretten til ”Calypso”. Skibet lå stille i årevis og forfaldt. Fra Concarneau i Bretagne blev resterne af fartøjet i 2016 transporteret til Izmir, hvor skroget stadig står på land. En trist udgang for et verdensberømt skib og for "Commandant Cousteau". Heller ikke hans elskede hav har det for godt. Sidst er rapporteret mikroplastik i Marianergraven – livet i havet er døende mange steder. Trods advarsler fra videnskaben igennem 50 år har samfundets elite fortsat kursen mod øget vækst og ressourceforbrug i en verden med voksende befolkningstal.

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien ”Historiens Aktører” her

[Historie-online.dk, den 1. december 2021]

 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Hans Christian Kofoed - Historiens Aktører nr. 62
Niels Hoffmeyer - Historiens Aktører nr. 30
Buffalo Bill - Historiens Aktører nr. 47