Menu
Forrige artikel

K.K. Steincke - Historiens Aktører nr. 59

Kategori: Temaer
Visninger: 1863

 

Coronakrisen i 2020 har åbenbaret store forskelle landene imellem. Herhjemme har man fra Christiansborg manet til samfundssind og sammenhold, og befolkningen har stort set fulgt myndighedernes anbefalinger og de indførte restriktioner. Anderledes er det gået i andre lande, hvor der har vist sig betydelig modstand mod statens foranstaltninger. Ja, der er endda folk, som hævder, at de er blevet frataget deres frihed. Men friheden har sociale dimensioner og er ikke et spørgsmål om blot at gøre, som man selv har lyst til. Vi er alle forpligtede overfor hinanden i den danske samfundsmodel, og den har fungeret til fælles bedste i hundrede år. 

Denne samfundsbygning er bygget op sten for sten, generation efter generation. Nogle har lagt store sten i bygningsværket, andre mindre sten, og atter andre har søgte at fjerne byggesten. En af dem, som lagde en rigtig stor sten, var Karl Kristian Steincke. Han blev født i 1880 i landsbyen Viskinge, et jernbane- og vejknudepunkt lidt øst for Kalundborg, søn af Carl Steincke og Josefine Hansen. Familien flyttede til Nykøbing Sjælland, hvor hans far blev en markant personlighed i byen. Han var overlærer på teknisk skole, leder af biblioteket, kordegn og grundlægger af Odsherred Folkemuseum. I mange år sad han i byrådet indvalgt for de konservative, og han var længe formand for fattigudvalget. Ansvaret for de fattige havde kommunerne såvel på landet som i byen, og både gårdmænd og borgere mente, at de var en byrde for samfundet, og at de dybest set var skyld i deres egen fattigdom. De fattigste blev anbragt i fattiggårde, for børns vedkommende i asyler. Her skulle fattiglemmerne arbejde for føden. Forholdene var usle for syge, alkoholikere, forældreløse og uarbejdsdygtige. I Karl Kristians barndomshjem mødte han de fattige. De kom til fattigudvalgsformanden med hatten i hånden, idet hans hjem fungerede som hans kontor.

Men der var et parti, som ikke ville acceptere den behandling, der skete af fattigfolk: Socialdemokratiet. Arbejderne på land og i by vidste, at de selv kunne blive udsat for begivenheder, sygdom og arbejdsløshed, som kunne betyde at de havnede i fattigdom. Deres solidaritet omfattede også de fattige. I 1890-erne begyndte en ny social bevidsthed at brede sig, og det resulterede i loven om alderdomsunderstøttelse og sygekasseloven. "Gør din pligt og kræv din ret" stod der på fagforeningernes røde faner.

Karl Kristian blev som fjortenårig sendt til Sorø Akademi, igennem flere generationer læreanstalt for samfundets overklasse. Han blev student i 1899. Allerede i gymnasiet valgte han sit politiske ståsted: socialismen. Han gik straks i gang med at studere jura på universitetet, og mens han studerede, deltog han i studenterforeningens sammenkomster og meldte sig ind i en socialdemokratisk diskussionsklub. Da flere klubber i 1903 gik sammen om at udgive et blad "Socialisten", kom K. K. i redaktionen. Det var starten på den unge mands opgør med samfundets gebrækkeligheder, og han kunne målbevidst og dygtigt argumentere for ændringer.

I 1906 afsluttede han sit studie og blev en tid sagførerfuldmægtig, men skiftede til ansættelse i Frederiksberg kommune, hvor han blev juridisk konsulent for fattigvæsnet. Han blev gift året efter med Marie Elisabeth Hansen. Sammen fik de fem børn.

Efter nogle år blev han, skønt ung, fattiginspektør, og igennem sit arbejde fik han stor indsigt i socialpolitik. I 1910 udgav han sin første bog "Offentlig Hjælp". Den udkom i en ny udgave i 1916 som "Haandbog i Forsørgelsesvæsen" og fik stor udbredelse i kommuner og forvaltninger. Han skrev artikler og arbejdede energisk for socialreformer.

Trængsel på et kommunekontor af arbejdsløse og andre som søgte hjælp under den økonomiske krise, foto danamarkshistorien.dk

I 1919 fik han af Ove Rode, daværende indenrigsminister i den radikale regering Zahle, til opgave at skrive en plan for forbedring af den offentlige forsorg. Det blev til to bind: "Fremtidens Forsørgelsesvæsen", og var et pionerværk, hvor han gjorde op med almissetankegangen. Samfundets svage og fattige havde ret til hjælp og støtte. De var lige som alle andre en del af samfundet og havde derfor rettigheder. Bogen fremsatte konkrete forslag til en samlet reform af den offentlige forsorg og hans arbejde vakte respekt. Men en ting var at skrive om reformer, noget andet at få dem gennemført.

I Socialdemokratiet havde man for længst fået øje på den dygtige jurist, og i 1918 blev Steincke valgt til landstinget for Socialdemokratiet. Da den første socialdemokratiske regering blev dannet efter valget i 1924 blev Steincke justitsminister. I den næste regering Stauning-Munch blev han socialminister og det var under denne regering, som sad fra 1929 til 1935, at det lykkedes ham at få planerne gennemført. Statsminister Stauning støttede Steinckes reformplan, og ved det såkaldte Kanslergadeforlig i 1933 mellem Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Venstre kom reformen med i aftalepakken. Regeringen ville støtte hjælp til de kriseramte landmænd mod at få sociale reformer gennemført. Socialreformen omfattede arbejdsanvisning, arbejdsløshedsforsikring, offentlig forsorg, sygekasser og arbejdsulykkeforsikring.

 K.K. Steincke fotograferet omkring 1920, danmarkshistorien dk.

Socialreformen fik sat system i den offentlige forsorg og kom til at betyde tryghed og sikkerhed for samfundspyramidens nederste lag. De fattige blev forvandlet til medborgere, som havde ret til hjælp, når de havde brug for det. Reformen blev populær i brede kredse og var en forklaring på Socialdemokratiets høje stemmetal. Hverken kommunister, anarkister eller højreorienterede og nazister fandt større støtte i den danske befolkning. Og frustrationerne i de grupper, som ønskede en samfundsomvæltning var stor, så stor at der to gange blev begået attentatforsøg mod K.K. Steincke, mens han stod på folketingets talerstol. Første gang var det en anarkist, som dukkede op og fra tilhørerpladserne i folketinget affyrede en pistol uden dog at ramme. Han blev hurtigt overmandet af folketingsbetjente og måske var der tale om en demonstration snarere end et attentatforsøg. Anden gang var det en nazist, som sammen med meningsfæller rejste sig og affyrede en pistol mod Steincke. Igen var formålet snarere at vække opmærksomhed end at slå Steincke ihjel. Men begivenhederne siger noget om den politisk højspændte situation i 30-ernes Danmark.

Fra 1935 til 1939 var Steincke justitsminister. Han var ingen typisk socialdemokrat, var i mangt og meget langt fra politikere, der som statsministeren kom fra fagbevægelsen. Han var en aristokratisk samfundsreformator og en intellektuel, som ikke undså sig for at kritisere egne partifæller, når han syntes de var forkert afmarcheret. Hans skarpe pen og retoriske evner gjorde ham respekteret og frygtet. Under besættelsen så Venstrefolkene deres snit til at skrue dele af socialreformerne tilbage, hvilket Steincke var utilfreds med. Men socialpolitik var kommet for at blive, og med folkepensionen i 1956 blev velfærdsstaten yderligere styrket.

I 1948 begyndte Steincke at skrive sine erindringer, som udkom i fem bind, og han lagde ikke fingrene imellem, når det kom til beskrivelsen af det politiske liv. I 1950 blev han justitsminister i regeringen Hedtoft, da modstandsmanden Busch-Jensen trådte tilbage pga den såkaldte edderkoppesag om organiseret sortbørshandel. 

Steinckes kritiske og ironiske sans fandt afløb i en række aforismer, som han udgav i årene fra 1938. Alene titlerne siger hvad det drejer sig om: "Tegnestifter", "Svovlstikker", "Myggestik" og "Brændenælder". Enhver som holder af denne litterære genre kan dykke ned i disse aforismer og godte sig. Her et par af hans bitre stikpiller:

Et gammelt ord siger: Kærlighed avler kærlighed. Det er egentlig ikke det indtryk, justitsministeriets akter bibringer en.

En pensionist er et menneske, der ærgrer sig over at have mistet den stilling, han har været utilfreds med hele sit liv.

K.K. Steincke døde i april 1963 på Frederiksberg og blev begravet på Vestre Kirkegård. Som politiker og som menneske var han en ener, en mand som må berømmes for sit store arbejde for et velfungerende og socialt dansk samfund.

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien ”Historiens Aktører” her

[Historie-online.dk, den 23. februar 2022]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Vilhelm Knudsen - Historiens Aktører nr. 29
Florence Nightingale - Historiens Aktører nr. 66
Anna Jensen - Historiens Aktører nr. 42