Nedbrydning af fortidsminder

Et nyligt publiceret studie viser, hvor hurtigt udtørring nedbryder arkæologiske fund i danske moser. Genstande af træ kan ligge bevaret i moser i flere tusinde af år, men når tørken rammer, kan de blive ødelagt på 2-3 måneder.

Træ kan bevares i vådområder i tusinder af år. Men hvis området tørrer ud, kan træet på få måneder kollapse fuldstændig, som det ses her. Foto: Jørgen Hollesen/Nationalmuseet

Et nyt studie fra Nationalmuseet dokumenterer, hvordan en længerevarende tørke i foråret og forsommeren førte til alvorlige skader på arkæologiske levn i Åmosen på Vestsjælland. Forskningen viser, at blot én tørkeperiode kan medføre uoprettelige skader – især på trægenstande.

”Med klimaforandringerne vil vi opleve flere og længere tørkeperioder om sommeren. Det er et stort problem for vores arkæologiske kulturarv, især i de mange områder, der i forvejen er påvirket af landbrugets dræning", siger Jørgen Hollesen, seniorforsker ved Nationalmuseet og hovedforfatter til studiet.

”Når en mose tørrer ud, starter en række nedbrydningsprocesser, som får organiske materialer som træ til at deformere og i værste fald forsvinde. Samtidig ændrer tørken jordens fysiske egenskaber – der opstår bl.a. sprækker, som fortsætter med at skade de sårbare genstande, selv efter tørken er ovre”, siger han.

Studiet er for kort tid siden publiceret i tidsskriftet Arheometry.

Nedbrydning begynder efter kun 5 uger

Forskerne har målt, hvordan jordens fugtighed ændrede sig under den to måneder lange tørke, og hvordan tørken påvirkede nedgravede trægenstande. Efter omkring fem uger begyndte træet i de øvre jordlag at tage skade, og efter ni uger var de fleste prøver så nedbrudte, at de mistede deres arkæologiske værdi. Studiet viser også, at selv små variationer i terræn og fugtighed har stor betydning for, hvor hurtigt nedbrydningen sker.

Resultaterne peger på et akut behov for at kortlægge og overvåge danske moser og vådområder, før det er for sent. Mange af de arkæologiske lag i Åmosen er allerede stærkt nedbrudte, men nye metoder – herunder brug af satellitdata og hydrologiske modeller – kan bruges til at forudsige, hvornår andre, bedre bevarede lokaliteter kommer i fare.

Løsningen ligger i den grønne omstilling

”Vi står ved en skillevej,” siger Jørgen Hollesen og uddyber: ”Det er for sent at redde alt, men vi kan stadig beskytte arkæologien ved at stoppe dræningen i de nærliggende områder. Det vil ikke forhindre tørke, men gøre jorden mere modstandsdygtig over for udtørring. Planen om at udtage og vådgøre 170.000 hektar kulstofrige landbrugsjorder som en del af Den Grønne Trepart, giver os en enestående mulighed for at tænke kulturarven ind i natur- og klimaforvaltningen. Så forhåbentlig kan der opstå en situation, hvor grøn omstilling og kulturarvsbevaring går hånd i hånd – så vi også får fortiden med ind i fremtiden.”

Studiet er et vigtigt bidrag til den voksende erkendelse af, at klimaændringer ikke kun handler om natur og miljø – men også om tabet af vores fælles historie og identitet.

[HIstorie-online.dk, den 3. december 2025]