Menu
Forrige artikel

Museumsnumre 67 - Harpun

Kategori: Temaer
Visninger: 796

 

Harpunen er et vigtigt fangstredskab og findes blandt fundene fra forhistorisk tid. I dag forbinder vi den ofte med den fangstkultur, som eksisterede i Grønland og andre arktiske områder. Det er en fangstkultur som Knud Rasmussen og Peter Freuchen har beskrevet, og en fangst de også selv drev under deres lange rejser på diverse Thuleekspeditioner. Inuitters jagt på sæl foregik fra kajak, hvor jægeren roede sig hen til sælen dækket af en hvid skærm og slyngede harpunen mod dyret. Var sælen harpuneret, gjaldt det om ikke at miste den, og når den var slået ihjel at få den bugseret hjem til bopladsen. Man kunne også gå ud på isen og finde de åndehuller som sælerne brugte. Almindeligvis havde hver sæl sit åndehul. Når sælen dukkede op for at få luft, kunne man støde sin harpun i sælen. Harpunen var lavet sådan at spidsen havde modhage, og den havde en lang line, så man kunne hale sælen op på isen. Som andre naturfolk ærede inuitter naturen og de dyr, de jagede. Man takkede sælen, fordi den lod sig dræbe og gav føde til menneskene og skind til fodtøj og beklædning.

Da man i 1700-tallet koloniserede Grønland, kom to grønlændere med skib til Danmark. Poq og Qiperoq hed de to mænd, og de havde deres kajakker og harpuner med sig. Det var i året 1724. De fik foretræde for kongen, og der blev foranstaltet en stor kajakopvisning i Slotsholmskanalen. Man satte nogle stækkede gråænder ud i kanalen. Poq og Qiperoq gjorde jagt på ænderne. Den halve by var mødt frem for at se den spektakulære kajakopvisning.

 Poq og Qiperoq. Den første med bue og pil den anden med fuglespyd, malet 1724 af Bendix Grodtschilling, Nationalmuseet. Qiperoq døde i Danmark, mens Poq vendte tilbage til Grønland, men tog på ny til Danmark, hvor han døde. De to var ikke de første inuitter i Danmark. I 1634 blev fire grønlænder, en mand og tre kvinder, bortført og bragt til Bergen, hvor de blev afbildet af Salomon van Haven. Manden døde på den videre rejse til København, mens kvinderne overlevede og blev præsenteret for Frederik d.3.

Men sælfangst er også blevet drevet herhjemme. Og danske skibe deltog i den såkaldte robbefangst. Det handlede om at man i 1800-tallet sejlede nordover og opsøgte de ynglekolonier af sæler, som fandtes især ved Grønland, Jan Mayen og i Hvidehavet. Jagten foregik ikke med harpuner, nej man landsatte besætningsmedlemmer, som løb ind i kolonien med skydevåben og køller, hvor de slog så mange sæler og sælunger ihjel, de kunne. Det var en brutal jagt, som fandt sted i marts-april og maj. Der kogtes tran af sælernes spæk, og sælskindene kunne sælges for gode penge, når man returnerede hjem. Det var især fartøjer fra Bornholm og Fanø, som en periode deltog i robbefangsten mod nord. Fangsten gik tilbage efter nogle lukrative år og ophørte helt. Det betalte sig ikke længere at udruste skibe og sende dem på robbefangst. Sælfangsten foregik også fra Nordamerika og blev i 1890-erne stordrift med brug af dampskibe. Dette medførte en nedgang i den arktiske sælbestand til skade for den lokale befolkning, som levede af sælfangst.

 Harpun til sæljagt. Denne type harpun har en bevægelig modhage, som sætter sig på tværs, når der trækkes i fanglinen. Løgstør Museum

Om bord i de sejlskibe, der sejlede over oceanerne, havde man også harpuner. De blev brugt til jagt på springere, dvs. delfiner. Disse livlige og selskabelige dyr jager i flokke, og de ynder at svømme om kap med et sejlende skib og gerne helt hen for boven af skibe, hvor de springer op af vandet. Det benyttede søfolkene sig af, når de var på lange rejser og var godt trætte af mugne beskøjter og saltmad. En mand lagde sig ud på bovsprydet med en harpun, og så gjaldt det om at ramme en af de delfiner, der boltrede sig ved stævnen. Når én var harpuneret, blev den halet om bord og slået ihjel, og så stod der springerbøf på menukortet. Søfolkene fangede også hajer. Det foregik nogle gange med harpun. Sønderborg Museum har en harpun som har været brugt til hajfiskeri. Men oftest brugte man en kraftig jernkrog, hvor man havde sat noget madding på krogen, f.eks. et stykke fordærvet kød. Hajen kunne også spises, men tit slog man den bare ihjel, betragtede hajfiskeriet som en slags sport og en hævn mod en fisk, som lurede i skibenes kølvand, og som alle sømænd frygtede.

Harpuner til fangst af springer og haj brugt om bord i sejlskibe, Marstal Søfartsmuseum

Harpunens største bytte var hvalerne, og i Lillebælt blev i mange hundrede år drevet jagt på den lille danske hval, marsvinet. Flokke af marsvin blev med både drevet ind i Gamborg Fjord, hvor man kunne harpunere snesevis af dem. Kødet fra marsvinet kunne spises, men det drejede sig nok så meget om at koge tran af de marsvin, man fangede. Tran havde mange anvendelsesmuligheder, blev sat på tønder og solgt.

Harpun til marsvinefangst fra Ålsgårde, Nordsjællands Museum

Engang drev man også hvalfangst langt fra hjemlige kyster. Det var især folk fra Vadehavet, fra Fanø, Manø, Rømø og de sydligere øer Sild, Føhr og Amrum som deltog i hvalfangst. Med sejlskibe stod man nordover, og i Nordatlanten og Ishavet kunne man finde hvalflokke. En hvalfanger, der målte 200 brt. havde omkring 55 mand om bord. Der blev holdt udkig efter hvalerne, og når råbet ”Blåst” lød, skyndte man sig at få hvalbådene på vandet, roede væk og med en mand i stævnen med harpun gik jagten i gang. Det var udmattende og tillige farligt at få en hval dræbt, men de store pattedyr gav meget fra sig i form af kød, spæk og barder. Hvalen blev flænset, og om bord havde man et trankogeri, hvis man da ikke søgte mod land f.eks. til Svalbard, hvor der lå hvalstationer med trankogerier. Det berettes, at stanken af råddenskab, harsk olie og mange uvaskede mænd om bord var slem. Et hvalfangerskib kunne lugtes på lang afstand. 

Hvalharpun, typen er den klassiske ankerformede, som også fandtes i Kgl. Grønlandske Handels flag. Denne harpun er til afskydning i kanon. Fiskeri- og Søfartsmuseet

Lille harpunkanon, glatløbet forlader. Den blev anbragt i hvalbådens stævn. Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg

Hvalfangst med sejlskibe og både blev afløst af dampskibe, som i stævnen blev forsynet med en harpunkanon. Når et antal hvaler var blevet dræbt blev de ført til et moderskib, et flydende hvalkogeri, hvor hvalerne blev trukket om bord gennem en port i agterenden og på dækket flænset og forarbejdet. Fileter blev udskåret og nedfrosset og blev en yndet spise i f.eks. Norge. Denne industrialiserede hvalfangst var meget effektiv, og i løbet af et par generationer blev hvalbestanden mange steder stærkt reduceret. I 1900-årene måtte man regulere hvalfiskeriet, og i 1986 blev kommercielt hvalfiskeri helt forbudt af det internationale samfund. To nationer undlod dog at følge forbuddet, nemlig Norge og Japan.

Harpunkanon af den seneste type i stævnen af færøsk hvalfanger, foto wikipedia

Harpungeværer blev en overgang brugt i jagten på tunfisk. Dette stammer fra kutteren E 57. Fiskeri og Søfartsmuseet

Takket være jagtforbuddet har man forhindret at hvalerne blev udryddet, men visse arter er blevet meget sjældne, og truslen mod hvalernes fortsatte eksistens kommer nu fra helt andre sider end harpunkanoner. Det er klimaforandringer, havforurening og manglende føde, som gør livet vanskeligt for havets kæmper. Harpunen er som fangstredskab stort set ud af billedet. Svømmedykkere jager dog fisk med harpuner, men denne aktivitet er en fritidsinteresse.

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien ”Museumsnumre” her

[Historie-online.dk, den 13. februar 2024]

 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Museumsnumre 23: Ligkister
Museumsnumre 83 - fiskekrog
Museumsnumre 59 - Lysestager