Menu

Middelalderens stenhuse i Viborg

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 130

 

Af Maria Lauridsen, arkæolog, Museum Odense

Bogen om stenhusene i Viborg er skrevet af lektor emeritus ved Aarhus Universitet, Hans Krongaard Kristensen. Han har i en menneskealder beskæftiget sig med middelalderens Viborg, hvilket tydeligt fremgår, når man læser bogen.

Bogen indleder med at sætte nogle klare og velafgrænsede rammer for sit emne. Læseren introduceres til senmiddelalderens Viborg og får en forklaring på, hvorfor netop denne by har bevaret så mange stenhuse. Der er dokumenteret 14 sikre eksempler, og derudover findes der usikre oplysninger om mindst lige så mange. Det er bemærkelsesværdigt – især når man tager i betragtning, at byen gentagne gange blev ramt af voldsomme brande i 1500-, 1600- og 1700-tallet. Samtidig understreges det, at Viborg – ligesom andre danske middelalderbyer – ikke var domineret af stenhuse. Tværtimod var bindingsværk og træ de mest udbredte byggematerialer. Det særlige ved Viborg er dog den usædvanligt høje koncentration af stenhuse, hvilket kan tilskrives byens centrale rolle med landsting, markeder og et aktivt kirkeliv.

Der gives en grundig introduktion til det kildemateriale, bogen bygger på. Her præciseres det også, at betegnelsen stenhus i denne sammenhæng ikke henviser til bygninger opført i natursten som granit, men derimod til grundmurede huse bygget i tegl. Begrebet stammer fra middelalderen, hvor det blev brugt til at skelne mellem murede huse og de mere almindelige bindingsværkshuse.

Selve fremstillingen er struktureret efter bygningernes ejere og funktioner. Først behandles aristokratiets huse, derefter købmandsgårde og stenboder, og til sidst offentlige bygninger. Hvert hus gennemgås grundigt – nogle med righoldigt kildemateriale, andre med mere sparsomme oplysninger. Der lægges vægt på både arkitektoniske træk, bygningernes udvikling over tid og ikke mindst de mennesker, der har boet og arbejdet i dem. Det giver et nuanceret billede af husenes mangfoldighed – både hvad angår udformning, funktion og beboere.

Bogen afsluttes med en opsamling af fællestræk blandt Viborgs stenhuse og sætter dem i perspektiv ved at sammenligne med andre danske middelalderbyer. Det er altid spændende, når lokale forhold sættes ind i en større sammenhæng. Her bliver det tydeligt, at selv om Viborg har mange stenhuse, er antallet beskedent sammenlignet med byer som Malmø og Lund, der i middelalderen også var danske. I Malmø kendes der til omkring 90 verdslige stenhuse, mens Lund har op mod 40.

Som læser værdsætter jeg klassiske, velproducerede bøger, der formidler deres emne ærligt og uden omsvøb – og netop dette lykkes Hans Krongaard Kristensen med til fulde. Der bruges dejligt mange velvalgte billeder, kort og illustrationer, hvilket understøtter forståelsen.
At bogen bygger på solid faglig viden og samtidig er skrevet i et lettilgængeligt sprog, gør, at den henvender sig til alle historieinteresserede, der ønsker at lære mere om bygninger, byens gader og livet i middelalderens Viborg.

[Historie-online.dk, den 29. juli 2025]

Se relaterede artikler
Det sidste kongemord
Århusundersøgelsen
Magt og guld - Vikinger i øst