Menu
Forrige artikel

Museumsnumre 71 - Dykkerdragt og dykkerhjelm

Kategori: Temaer
Visninger: 488

 

SVITZER! Navnet lyder sikkert mange ældre læsere bekendt, og nogle vil straks tilføje ordet bjergningsentreprise. Går man tur i det gamle København, så møder man på ejendommen ved hjørnet af Nyhavn og Kvæsthusgade en mindetavle. Tavlen bærer teksten: Em. Z Svitzers Bjergnings-Entreprise stiftet 1833. Over tavlen er anbragt en buste af en dykker med dykkerhjelm og dykkerdragt. Bygningen, som blev opført i 1884-1886, fungerede som hovedkontor for bjergningsentreprisen. Emil Zeuthen Svitzer var tømmerhandler og havde sin tømmerplads i Tømmergraven i Sydhavnen. Han boede i 1833 i Strandgade 41 på Christianshavn. Sammen med styrmand H.C. Larsen startede han bjærgningsentreprisen, den første i Danmark. Sagen var den, at søfarten i Danmark i 1833 var for opadgående efter det store tilbageslag under krigen med England. Der var voksende skibstrafik af sejlskibe og nu også de første dampskibe. De mange sejlskibe medførte strandinger og havarier, og dampskibene havde kostbare dampmaskiner, som var værd at bjerge i tilfælde af søulykker.

Mindetavle for Svitzers Bjerningsentreprise, kbh. biblioteker

Emil Svitzers udgangspunkt var egne erfaringer. Han var som tømmerhandler involveret i befragtning af trælast fra svenske og norske havne, og det var ikke altid havets svaner, som blev lastet med træ. Tværtimod kunne det være gamle skuder som lækkede fælt og hvor pumpen gik den meste tid. Om galt var kunne en gammel skude holde sig flydende på trælasten. Lasten led ofte skade og gik sommetider tabt, hvis skibet ikke blev bjerget. Den sagkyndige sømand i den nye bjergningsentreprise var styrmand Larsen. Starten var beskeden, en sejljagt, der var bjergningsfartøj med pumper og losse- og løftegrej, en sejljolle samt en skibsbåd, der blev roet frem og i flovt vejr kunne skabe kontakt til havaristen. Disse fartøjer lå klar i Kastrup til indsats på Øresund. Rundt omkring på kysten fandtes bjergelav, som regel lokale fiskere, f.eks. i Dragør, og det gjaldt om at komme først frem til en havarist i Sundet og få bjergningsopgaven.  

Foto i ramme af Emil Svitzer. Læg mærke til den udskårne ramme med dykkerhjelm, Museum for Søfart.

Svitsers Bjergningsentreprise udviklede sig gradvist til en større forretning. Det var et veldrevet firma til rette tid. Bugsering, bjergning og dykkerarbejde var firmaets arbejdsopgaver. I 1870 var man nået så vidt, at en bjergningsdamper blev indkøbt. To år senere blev Svitzer et aktieselskab med C.F. Tietgen som bestyrelsesformand, og flere bjergningsdampere blev bygget. De fik stationer ved skibsfartens knudepunkter rundt om i de danske farvande, så de hurtigt kunne gribe ind og hjælpe skibe som var i nød eller var gået på grund. Selskabet valgte klogt at samarbejde med lokale bjergningslav, som stillede folk, mens Svitzer havde skibe, dvs. bjergningsdampere, bjergningslægtere og dykkerbåde, samt alt nødvendigt materiel. Det handlede om hurtig assistance, så værdifulde ladninger og skibe kunne reddes. Efterhånden sås skorstensmærket, det hvide bånd med det blå malteserkors, overalt i de trafikerede nordeuropæiske farvande, ja også i Middelhavet.

 Foto af Em. Svitzers opstilling på Den Nordiske Udstilling i København 1888, Kbh Teknisk Kulturarv. Dykning hørte til Svitzers Entreprises arbejdsområde, som det ses her. Bag dykkeren hænger på væggen halvmodeller af bjergningsdampere

Museernes samlinger har et materiale, som også omfatter dykning, dykkerdragter og dykkerudstyr. Den første danske dykkerdragt med hjelm blev patenteret i 1837. Det var en lærredsdragt med gummi samt dykkerhjelm i kobber. Opfinderen var Jens Christian Møller i København og hans tvillingebror Johan Peter Møller. De søgte forgæves kongens støtte til at videreudvikle deres opfindelse. Dragt og hjelm blev afprøvet, og ”dykkerapparatet” virkede bl.a. under prøvedykning ved Langebro. En blæsebælg sørgede for lufttilførslen til dykkeren. H.C. Ørsted anbefalede sagen. Men opfindelsen løb ud i sandet, som meget andet under enevælden. I England udvikledes en tilsvarende dykkerdragt med hjelm. Den fik bl.a. den engelske flådes støtte og viste sig funktionsdygtig, og med tiden blev det en standardmodel, der med visse forbedringer holdt sig i 100 år.

 Brødrene Møllers dykkerdragt med hjelm, tegning i Rigsarkivet.  

 Portræt af Jens Christian Møller, Ernst Samling, Assens Museum

Den gængse dykkerdragt bestod af en hjelm af kobber med front- og sideglas. Hjelmen havde luftventiler og en bryst- og rygplade, så den hvilede på dykkerens skuldre. Den var fastgjort til dragten med bolte. Dykkerdragten var en tørdragt og fremstillet af gummi forstærket med lærred udvendig og indvendig. Til dragten hørte dykkersko med bly. Den samlede vægt for denne dragt var ca. 75 kg. Forbindelse mellem dykker og dykkerskib foregik med livline, idet bestemte ryk i linen var signaler til folkene på dækket.

Fra starten var der ingen dykkeruddannelse. Man lærte af de ældre erfarne dykkere, men fra 1936 blev der krævet dykkernæringsbevis. Uddannelsen til tungdykker skulle foregå på en godkendt dykkerskole. Det blev i praksis især Søværnets dykkerskole. Søværnets dykkere havde i årene før og under første verdenskrig mange opgaver, bl.a. bjergningen af Danmarks første undervandsbåd ”Dykkeren”, som i 1916 blev påsejlet og sank ud for Københavns havn. En anden stor opgave var de omfattende minespærringer i Storebælt og Øresund udlagt i 1914.

Dykning efter orlogsskibes metalkanoner var blandt de fristende dykkeropgaver og blev foretaget før dykkerdragt og dykkerhjem blev opfundet. Med den nye opfindelse blev den slags lettere. Et fotografi i Sønderborg Museum dokumenterer en dykning i 1898. Det drejer sig om bjergningen af en kanon ud for Stevning Nor, hvor en prøjsisk kanonbåd under krigen i 1848 lod en kanon gå over bord. Kanonen blev hentet op fra havbunden af galeasen ”Christine” af Egernsund, og deltagerne i dykningen blev fotograferet samlet omkring kanonen.

Vragdykning var en opgave, som Svitzers og andre civile dykkere ofte påtog sig. Det drejede sig om at fastgøre kabler under og på vraget, så man mellem to pontonskibe kunne løfte vraget op og bugsere det i havn mellem pontonerne eller måske få det til at flyde. En anden sag var, at det af hensyn til skibstrafikken kunne være nødvendigt hurtigt at fjerne et skibsvrag. Kunne vraget ikke hæves anbragte en dykker sprængstoffer, og det blev bortsprængt. Større tabte ankre repræsenterede en værdi, som det kunne betale sig at bjerge. Fyr- og Vagervæsnet benyttede dykkere og ikke mindst brugte diverse havnemyndigheder dykkere til det bolværksarbejde, som fandt sted under de store udvidelser af de eksisterende havne. Dampskibene og jernbanerne krævede mere kajplads.

I forbindelse med vandbygningsarbejde var der brug for mange sten, og omkring 1910 blev stenfiskeri en levevej for småskibe. De blev forsynet med et nummer og Stf og fik motorspil og i lasten tømret en stenkasse af træ. Med en svær lossebom og en stensaks gik man på stenfiskeri. Visse steder lå stenrev på havbunden, og man havde en dykker om bord, som blev sendt ned og sørgede for at stensaksen fik fat i de sten, som kunne hejses om bord.

 En dykker på arbejde på stenfiskeren ”Emanuel”, foto fra foreningen ”Emanuel”

Det siger sig selv, at livet som tungdykker var farligt, selv om de fleste dykninger ikke fandt sted på store vanddybder. Mistede man luftforbindelsen pga fejl i pumpen, eller slangen kom i klemme, så var dykkeren nærmest fortabt. At få manden op i live lod sig sjældent gøre. Da den unge dykker Ole Larsen omkom ved dykning på et vrag ud for Grenå i 1885 og efterlod sig kone og tre børn, blev begivenheden brugt i en skillingsvise, datidens organ for død og ulykke.

Flere museer har dykkerudstyr. Bornholms Museum har en samling dykkerudstyr med pumpe, flasker, luftslanger, men ingen dragt. Museet for Søfart har en samling dykkerudstyr herunder en tungdykkerdragt af svensk fabrikat. Fiskeri- og Søfartsmuseet har bl.a. et par dykkerhjelme i sine samlinger.

 Dykkerdragt og -hjelm fra Københavns Brandvæsen, Teknisk Museum

Danmarks Tekniske Museum fik fra Københavns Brandvæsen et komplet tungdykkerudstyr. Efter krigen oprettede brandvæsnet en dykkertjeneste, som løste mange forskellige opgaver. I 1966 begyndte brandvæsnet at uddanne sine dykkere som svømmedykkere, og efter nogle år blev tungdykkerudstyret helt opgivet. Det nye udstyr bestod af dykkerdragt fremstillet af Schønning og Arvé, hjelm, støvler, Draeger flasker med komprimeret ilt, samtaleanlæg med kabler og ekstra flasker.

I dag har svømmedykkere overtaget det meste dykning. Svømmedykkeren har iltflaske med sig og er langt mere bevægelig. Dykkerklubber for amatører findes i hele landet. Det er forbudt at dykke på vrag, der er over 100 år gamle. Det kulturhistoriske arbejde på havbunden påhviler museerne, som har arkæologer, der er uddannet i dykning. Dykkerklubberne bliver inviteret til samarbejde om videnskabelige dykninger, hvilket er en god og konstruktiv løsning, som modvirker ulovlig skattejagt. Mange spændende fund og opdagelse af videnskabelig betydning er gjort i de sidste 30- 40 år, lige fra dykninger på stenalderbopladser til dykning på kendte og ukendte historiske vrag.

Mht Svitzer så eksisterer navnet og virksomheden stadig. Selskabet er opkøbt af rederiet Mærsk-Møller. Svitzer er koncernens ældste rederidel, og verdens ældste bjergningsentreprise, og har aktiviteter ”world wide”. Det er en dansk succes som nok fortjener at blive bemærket og husket.

 

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien ”Museumsnumre” her

[Historie-online.dk, den 13. marts 2024]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Museumsnumre 23: Ligkister
Museumsnumre 51 - Tobakspibe
Museumsnumre 29: Brudekjolen