Vejle Ådal - historie, natur, mennesker, kultur
Menu
Forrige artikel

Vejle Ådal - historie, natur, mennesker, kultur

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 2094

”Vejle Ådal er en fascinerende , frydefuld fortælling om et af de smukkeste  områder i Danmark. Fotografier og fortællinger fortryller læseren fra først til sidst. Og så er det en fornem fortsættelse af bogen om ”Vejle Fjord”.

Af Erik Ingemann Sørensen

Oehlenschlægers ode om Danmark er på en måde et generelt billede af nationalromantikerens fædrelandsopfattelse. Smukt som det er. Et billede der svæver videre til Christian Winther, der i ”Hjortens flugt” skildrer den drømmende lund, stolte bøge, skovsøens rand. Disse æteriske ord der synger om noget, der måske er et tabt paradis?

Der er hverken tale om et tabt paradis eller for den sags skyld om utopi.

Anslaget fik vi med bogen ”Vejle Fjord”, der udkom i 2015. (Se anmeldelsen her) Ligeledes udgivet af Byhistorisk Forlag, Vejle. Det findes, det ligger der, det er. Her fik man syn for sagn.

 Kærbølling Bakker. Fotograf: Anders Grosen

Hjemstavnsdigterne har igen og igen fremstillet deres elskede sted, delt det med andre. Pudsigt nok er de fleste hjemstavnsdigtere jyder. Men efter læsningen af denne underfulde bog forstår man det nok endnu mere.

Og om noget så er Vejle Ådal født ud af isens brølende vandmasser og skuren gennem landskaberne. I Johannes V Jensensk vælde. ”De store linjer..” der går igen bogen igennem. Som det nu må være, når Ådalen skal beskrives. Fra Engelsholm Sø til Vejle – 40 både dramatiske og idylliske kilometer.

”De store linjer i dette landskab er skabt gennem millioner af år under meget omskiftelige og dramatiske naturkræfter…” – og videre hedder det: ”Vejle Ådal og Fjord er skåret dybt ned i dette højtliggende landskab, og det giver tilsammen et sjældent dramatisk landskab målt efter dansk målestok…” Det er tunneldalenes fødsel, der her fortælles.

Tiden løb som smeltevandet, og de små, hårdføre plantevækster tittede frem. For 9.000 år siden kom de første egentlige skovtræer – siden skovfælderne, da mennesket begyndte at rydde skoven, så de kunne få marker. Broncealderbøndernes grave rundt om taler i dag deres tavse sprog om de forsvundne tider.

Kæltringehøj. Fotograf: Gert Hougaard Rasmussen

Fortiden dukker frem flere gange, da bogen i sig selv er en rejse fra sted til sted. På denne måde får man faktisk en stærkere fornemmelse af, hvor mange spor denne fortid har sat sig i landskaberne. Højfolkets markante tegn i landskaberne får en til at erindre museumsinspektør Jørgen Jensens poetiske beskrivelse i ”Danmarks oldtid”, hvor han i bindet om bronzealderen skriver: ”Hvem har ikke prøvet det? En sommerdag på vandring derude i landskabet at komme frem til en gravhøj. Måske en af dem, der står med en milevid udsigt over havet. Eller en af dem, der rejser sig med lyngklædte sider inde midt i det jyske højland. Man lægger sig i læ af højen og omsluttes snart af stilheden og den krydrede duft af de tørre småurter i lyngbunden, som sommervarmen lokker frem. Det varer ikke længe, før man fornemmer den evighed, der er i landskabet…” (s. 143)

Naturligvis er Egtvedpigen med. ”Et af Europas mest berømte fund fra oldtiden…”, hedder det. Og et fund der kan sætte gang i fantasien. At hun så ikke er dansk, men fra det sydtyske, ændrer ikke ved fornemmelsen af at stå ved noget af det mest danske, vi kender.

Bogen har også fortællingen om tandlægen William Einar Berthelsen – også initiativtageren til fredningen af Randbøl Hede – der sammen med Julius Jensen – ”dedikerede flere år af deres liv til at vandre langs Vejles vande med blikket rettet mod jorden…” På denne måde fandt de spor fra de første rensdyrjægere i området. En rigtig spændende fortælling. Ganske som den om den utrolige bro – Ravningbroen – der med sine 760 meters længde og fem meter i bredden – opført af vikingerne 979-980 – førte over Ådalen. En imponerende magtdemonstration.

Rekonstruktion af Ravningbroen. Fotograf: Britta Egebjerg

Yngre spor i landskaberne

Vejle Ådal rummer masser af spor af menneskelig aktivitet gennem århundreder. Et af de mere skræmmende skyldes Hedeselskabet, der blev oprettet i 1866 for at ”fremme frugtbargørelsen af de jyske heder…”, som det så ”smukt” hedder om selskabets formål. Havde der ikke været visionære folk, ja så kunne vi i dag have været uden disse store lyngsletter. ”Københavnerplantagerne” åd sig ind i landskaberne. Navnet refererer til, at det oftest var pengestærke mænd fra hovedstaden, der opkøbte og plantede. Således købte bankdirektøren Axel Heide 942 tdl. land. Husmændene måtte klare sig for flere hundrede gange mindre land.

Netop Randbøl Hede rummer en spændende historie om ”kartoffeltyskerne”, der begyndte at opdyrke heden. ”Frederikshåbkolonien” var et af de steder, de kom til. Her tager bogen dog fejl, når det antydes, at med dem kom kartoflerne til Danmark. Her skal vi til et andet sted i Trekantsområdet: Fredericia, hvortil huguenotterne medbragte den allerede i 1720.

Men tak og lov, at ildsjæle sikrede, at storkapitalen ikke fik det sidste ord – fint beskrevet i kapitlet ”Randbøl Hede”. Suppleret af kapitlet om hedemalerne.

 "Hærvejen". C.P. Hedelaien

Industrielle spor er der flere af i Ådalen. ”I et smukt landskab, hvor vejen mellem Egtved og Billund krydser Egtved Å, ligger Nybjerg Mølle. Møllen står flot med røde mure og stråtag, og ved siden af ligger den hvidkalkede møllerbolig…” Man har her som så mange andre steder i landet udnyttet vandkraften industrielt. Nybjerg Mølle kendes allerede fra 1548, da den er nævnt i forbindelse med et mageskifte. Senere tider udnyttede søen her til et turbineværk. Bogen har flere fine eksempler på disse møllebyggerier.

H.C.Andersen opfordrede til at besøge heden, inden den kom til at stå som en kornmark. Men så også et andet billede for sig: ”Mellem rige bøndergårde snart dampdragen flyve vil…” Og ganske rigtigt. I kapitlet ”Banen og vejene i dalen” fortælles historien om Vandelbanen, der åbnede i 1897. Nu kunne man køre tog fra Vejle til Vandel – en strækning på 28 km. I 1914 udvidede man, så man med de tillagte godt 19 km. kunne køre helt til Grindsted. Men som de fleste af de små baner løb udviklingen hurtigere, og i 1957 var det slut.

De knejsende herregårde

”Smukt placeret ved den sydlige bred af Engelsholm Sø ligger en imponerende hvid bygning med 4 tårne, der er forsynet med iøjnefaldende løgkupler..” Det er Engelsholm Slot med dets bygninger, der stammer fra 1593. Det er en af Danmarks smukke renæssancebygninger opført af slægten Brahe. Slottets historie fortæller både om hoveri, udstykninger og forfald – tyske troppers ophold under besættelsen, en forfærdelig brand i januar 1952 og endelig slottes redning, da højskolefolk gjorde det levedygtigt.

Engelsholm med Nørup Kirke i baggrunden. Fotograf: Johs Rahbek

Vi hører også om Kjeldkær og Haraldskær – 2 andre herregårde i Vejle Ådal. Smukke eksempler fra en tid hvor stormænd og adel prægede landbruget. Typisk for udviklingen er ingen af herregårdene længere i slægtseje, men overtaget af andre. Til helt andre formål.

Ved åens udløb

Der er mængder af andre strålende oplevelser og fortællinger i bogen, der naturligt slutter ved åens udløb i Vejle Fjord. Selvfølgelig med historiske og nutidige kig på byen ved fjorden. En fjord der i øvrigt er truet af nyt hærværk fra ”Togfonden”. Da det ikke kan gå hurtigt nok med at komme fra sted til sted, vil man opføre en jernbanebro over Vejle Fjord. For flere milliarder kan man så nå nogle minutter hurtigere til Aarhus. Og så må naturens skønhed pakke sammen. Ak ja.

Som nævnt tidligere blev denne vidunderlige del af Danmark præsenteret umådelig flot i bogen: ”Vejle Fjord”. Med ”Vejle Ådal” lever man fuldt ud op til forgængeren – ligger måske endda et hanefjed foran. Så smuk og kundskabsgivende er den, at den bør finde sin plads i reolen hos alle, der holder af Danmarks natur.

Bogen har også fysisk tyngde, så det er ikke umiddelbart en, man har med i tasken. Men efter endt læsning kan man søge støtte i Vejle Kommunes fine folder om ”Vejle og Egtved Ådale”.

 Der skal lyde en stor tak til Byhistorisk Forlag i Vejle for denne herlige udgivelse. Anmelderen ved godt, hvor forårsturene skal gå hen.

Historie-online.dk, den 15. november 2017

 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Fjends Kommune 1970 - 2006
Købstadens metamorfose
Fra gas til el - gas i Kolding 1861-2005