Menu
Forrige artikel Næste artikel

Vejle Fjord – Historie, natur, mennesker, kultur

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 988

Fortryllende fortællinger og fascinerende fotografier

Af Erik Ingemann Sørensen

Længe tror man, at man befinder sig i en flyver, der lader den smukke fjord komme til syne gennem cockpittet. Indtil det langt henne i bogen går op for læseren, at der er tale om udsigten fra Træskohage Fyr på nordsiden af fjorden – en markering af grunden med samme navn.

Det er et ganske finurligt forsidebillede, der er bragt. Fordi man undres – og overraskes. Et træk der er karakteristisk for hele værket. Netop det med at undre sig og blive overrasket er en af de bedste måder at opleve natur og bebyggelse på. Og når det så sker gennem vidunderlige tekster og disse helt igennem fremragende fotografier – fra både før og nu – ja, så kan man vel egentlig ikke forlange mere.

 Stilhed ved Ulbæk. Fotografi fra bogen af Mads Hansen
Stilhed ved Ulbæk. Fotografi fra bogen af Mads Hansen

Netop det at gå på opdagelse og finde fortællingerne er hele formålet med denne bog. I forordet hedder det således: ”Når vi har sat os for at skrive en bog om Vejle Fjord, er det naturligvis af interesse for lokalhistorien og opfattelsen af at have et stykke vand med omgivende land, som på mange måder er med til at definere vores egn. Det gør i sig selv projektet spændende…”

Land og vand. De to karakteristika for menneskets første indvandring til landet. Helt naturligt starter bogen derfor også med tilblivelsen af Vejle Fjord – født som den er af isens gigantiske kræfter, der har leget med og formet de dramatiske landskaber, hvor åen i dag løber ud i bæltets bølgende blå. ”Pejling fjernt af Kysten, Skoven – et med Bølgen, Blæsten, Skummet, Solen, Saltet, Dybet, Rummet…”, hedder det hos Johannes V. Jensen, som man næsten fornemmer, er med som en rejsekammerat hele turen igennem. Selv om forfatterne henviser til inspirationen fra Hans Edvard Nørregaard-Nielsens imponerende værk om Limfjorden.

Juelsminde og egnen omkring
Hvorefter den egentlige rejse starter. Mod nordøst. I Juelsminde. Oprindeligt et færgested – senere kom jernbanestationen med. Den første stationsforstander var Marius Olsen (oprindelig sømand fra Kerteminde) – gift med Sophie Storm. Efter mandens død sørgede myndighederne for, at hun faktisk blev landets første kvindelige postmester. I øvrigt besad hun en meget smuk poetisk åre.

En færgehavn uden kro – og endda med jernbaneforbindelse fra by til hav – ja det måtte resultere i et egentligt hotel, hvor bedsteborgerne kunne ”tage på landet”.

Senere blev Juelsminde et centralt trafikpunkt, da færgefarten mellem Juelsminde og Kalundborg fungerede helt frem til 1996. Da denne sluttede, var det også forbi med denne driftige nerve i byens pulsslag.

Fra Juelsminde peger kompasset mod vest. Med underen og fortællinger om blandt andet ”Fiskestine” fra Breth, der boede lidt inde i landet. Men den fortælling må ganske enkelt med. Kvinden, der ”…i anden halvdel af 1800-tallet og begyndelsen af 1900 tallet traskede til fjorden for at hente fisk, som hun gik omkring og solgte. ”Fiskestine” vandrede fx til Geerts Strand – en tur på 13 km og hjem – eller Rosenvold Strand, og det var naturligvis endnu længere, nemlig 18 km.”

Så mens der var høj cigarføring i Juelsminde sled kvinden ”fra dybet” for føden – også som klog kone.


”Fiskestine” klar til dagens dont. Ukendt fotograf. Vejle Stadsarkiv.

Vejlefjord Sanatorium
Som ved flere af vores kyster finder vi også på nordsiden et hospitalsbyggeri – et lungesanatorium. Lyset, den friske havluft og skoven, mente man, var helsebringende for folk, der led af en af tidens mest frygtede sygdomme: tuberkulosen. Både fysisk og psykisk skulle naturen være med til at bringe lindring.

Omkring 1900 var Vejlefjord Sanatorium en imponerende bygning – ”med tårne og spir”. Ideen kom til dels fra udlandet, men danske læger og videnskabsmænd gjorde også deres til, at fremme denne form for institutioner.

Blandt de mest prominente patienter var den færøske forfatter: Jørgen-Frantz Jacobsen, kendt for blandt andet romanen ”Barbara”, som han kæmpede med at gøre færdig før sin alt for tidlige død i 1938. Man får næsten ondt over, at en af den nordiske litteraturs stærkeste kærlighedsdramaer er skrevet af en døende færøsk forfatter ved Vejle Fjord.

Forfatterne besøger naturligvis også Den Kellerske Anstalt på sydsiden af fjorden. Her var det imidlertid ikke en tuberkuloseanstalt, men et asyl for ”uhelbredelige Aandsvage”. Eller som det hed i ”Vejle Social-Demokrat” – fra en tid, hvor man stadig havde store, lokale aviser: ”De Kellerske Abnormanstalter”. Tankegangen var imidlertid den samme som bag Vejlefjord sanatoriet: ”De skovklædte Banker og den blaagrønne Fjord” skulle være en del af forsøget på at lindre tilværelsen for patienterne.

Af samme grund ligger for eksempel Sankt Hans (ved Roskilde) og Oringe (ved Vordingborg) i lignende omgivelser.

For en Fredericiadreng (som denne anmelder) var skovene ved Munkebjerg også noget, der tiltrak. Særlig uhyggeligt var det, når plejerne kom trækkende med ”patienterne”, der var bundet sammen med reb. Uhyggeligt syntes vi, det var. Og alligevel var vi drenge draget mod stedet.


Serpentinervejen fra fjorden til Munkebjerg. Fotografi af Mette Mørk fra bogen 

Vejle – trængslernes by
Med til barndomserindringerne hører også bilturene gennem Vejle, når vi skulle nordpå. De var en regulær lidelse. Kilometerlange køer – biler der gik i stå. Det var dengang motorer blev overophedede, når man skulle kravle op mod bakketoppene i slæbegear.

Derfor var det en særlig oplevelse, at Vejlebroen blev åbnet 21. juni 1980. Med sommerhus på Mols blev det nu nærmest en fornøjelse at suse over broen. Og netop det sus går på fornem måde igen i det billede, Mette Mørk har taget fra broen ind mod Vejle.


Udsigt mod Vejle set fra Vejlefjord broen 

Vejle havn
Kapitlet om Vejle havn er et ypperligt eksempel på søfartens betydning for provinsbyerne. Efter 1700-tallets generelle nedgangsperiode kom der langsomt gang i skibstrafikken. I Vejle steg læstetallet i perioden 1832 – 1857 således fra 135 til 527. Takket være især den nye havn fra 1826.

Det ses også i erhvervsfordelingen, hvor antallet af købmænd tidobledes i årene 1787 til 1845.

Som det fremgår af Louise Bonfils’ maleri af havnen fra 1903 er det stadig sejlskibene – galeaser – der er det markante træk. Men den nye tid markeres af det lille dampskib lige bag duc d’alberne. Svajepælene.


Maleriet tilhører Vejle Museerne – Kunstmuseet 

Og så får de skønne fjordbåde, der bragte borgerne ud på vandet – med forskellige landstigninger undervejs, så folk kunne sidde i naturen med medbragt mad – eller indtage denne på et af de mange såkaldte traktørsteder.

Også en af barndomslandets store oplevelser.

Munkebjerg
I ”gamle dage” afventede man altid med spænding, hvornår Pressens Radioavis kunne meddele, at bøgen nu var sprunget ud. Og altid var det Munkebjerg, der kom først. Så var det forår, sagde man. Op på cyklerne og af sted.

Men Munkebjerg var og er langt mere end nyudsprungne bøgegrene. Det er også historien om badehotellet – og rulletrappen, der blev opstillet i 1934. I dag er skovene et utroligt smukt attraktivt rekreationsområde. Og Hotel Munkebjerg er i dag et supermoderne hotel med casino – og indendørs (sic!) wellness-områder. (Stiletter og natur er nu engang ikke den bedste kombination – undskyld).

Her hviler Caroline trygt i mulde
Turen rundt om Vejle Fjord slutter ved Trelde næs, hvor Vejle Fjord går over i Lillebælt. Nu kommer valkeleret – de dramatiske landskaber, troldenes skove. ”Hele den ydre del af næsset er dækket af gammel løvskov, og skovområdet ud mod Lillebælt er udlagt som urørt skov, hvilket vil sige, at naturen får lov at passe sig selv uden indgriben og kystsikring. Dette sted er – om noget – et af de allermest spændende områder i Danmarks lange kystlinje. Målet for mangen en drengeleg – pubertetens drømmerier – gymnasietidens skriven digte. Og voksenlivets mere historiske blik. Når morgentågen langsomt løfter landskabet frem til beskuerens stille glæde, når lydene fra barndommens ekspeditionsfarvande under sejl finder vej til erindringens ører – ja. Så stemmes sindet til intet andet end ydmyghed.

Det er det helt rigtige sted at sidde og læse Johannes V. Jensens myter.

Eller til at mindes Sigfred Pedersens åh så sørgmodige vise om Caroline og Carlo, Carlo Victor Møller, der forførte Caroline i cykellygtens skær – faldt i et vandhul – fik influenza og døde samme nat.

Den ak så ulykkelige Caroline druknede sig efter sin forsmåen i samme vandhul. Nu ligger hun trygt i mulde under ”To hvide liljer og en knækket søjle.”

Om end her er meget smukt, så er det efter endt læsning næsten trist – ja – det er trist at være nået til sidste side. Efter en helt vidunderlig rejse sammen med ypperlige ciceroner.


Kysten ved Trelde Næs. Fotografi af Mette Mørk

Bogen er på alle måder stor. Så den kan være svær at transportere med rundt. Men. En god rygsæk gør sjældent skade. Ellers må det være smartphonen eller en tablet, hvorpå man har installeret www.historiskatlas.dk. Så får man både oversigt, gamle kort og søkort. En god suppleren.

De mange ciceroner: Nina Damsgaard, Anders Grosen, Steen Hedrup, Poul Ulrich Jensen, Vibeke Kruse, Poul Porskær Poulsen, Vigand Rasmussen, Karsten Merrald Sørensen og Tore Teglbjærg har sammen med fotograferne Mette Mørk og Mads Hansen - under redaktion Poul Porskær Poulsen - skabt et formfuldendt værk. En storslået oplevelse – fuld af lyde.

Men helt og aldeles lydefri. Smuk er den. Smuk.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Forladt – fortællinger fra 20 ubeboede øer
Gudenåens kulturhistorie
Ingen undskyldning