Venskabet pris
Menu
Forrige artikel

Venskabet pris

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 622

Af Henning Lyngsbo

Bogen er på 445 sider og udgivet som nr.15 i Serien: Renæssancestudier. Oversætteren, professor dr. phil. Eric Jacobsen har sammen med sine medarbejdere, hvoraf især skal fremhæves lektor, lic. phil. Kirsten Grubb Jensen, frembragt et hovedværk, ja nærmest en encyklopædi af informationer om en af 1300 tallets mest betydelige forfattere i Italien, Francesco Petrarca.

Petrarca opfattedes dengang som nu på linje med Dante Alighieri (Kendt for sit episke værk: Den guddommelige komedie, udgivet på dansk 2004 af Ole Meyer.) og  Giovanni Boccaccio (Kendt for de 100 fortællinger i Decameron).

Petrarca levede 1304-1374. Dante 1265-1321. Boccaccio 1313-1375. Tre store italienske digtere, der satte deres præg på middelalderens europæiske litteratur. De satte også gang i litteraturens anvendelse af folkesproget, italiensk, til dels på bekostning af latin, idet mange af de tre forfatteres store værker blev skrevet på italiensk. Det gav en større udbredelse af eller rettere et større kendskab til deres værker og deraf følgende berømmelse. Bogtrykkunsten var endnu ikke til rådighed, og et bogværk bestod derfor af håndskrevne ark, som regel afskrifter af de originale sider, omhyggeligt beskyttet af bogbinderens mere eller mindre kunstfærdige omslag, evt. med spænder af sølv. Så oplagstallene har været små. Bøgerne var som udgangspunkt for de elitære. Men den ændrede sproganvendelse fra latin til italiensk gav en større efterspørgsel. Især fra de såkaldte plebejere, der ikke kunne latin. Det medførte, at forfatterne måtte ansætte en større eller mindre stab af skrivere og sekretærer, for at oplagstallet kunne øges. Forfattervirksomheden var – med moderne sprogbrug – ordreproducerende. Ikke lagerproducerende. Man skrev først, når der blev fremsat ønske.

Men at skrive, endsige digte på italiensk medførte også nedrige bemærkninger fra den etablerede lærde skare. Skolastikernes sprog var latinen og deres ikon var Aristoteles. Især efter at hans værker var blevet oversat til latin. Dermed var Platon røget ud som inspirator. Men ikke for Petrarca. Han var fortsat optaget af den åndelige søgen efter tingenes væsen, i sidste ende gud. Derved forkastede han – i hvert fald delvist - livets materielle sider og skolastikernes interesse for naturvidenskaben.

Kirsten Grubb Jensen, der er ansvarlig for bogens omfattende noteapparat og fyldige biografiske oplysninger om de i bogen omtalte personer, omtaler p 374 en af de pennefejder denne uenighed kunne medføre. Nogle aristotelikere, blandt dem Zaccaria Contrini, angreb på et vist tidspunkt Petrarca for at være en ”brav mand, men ulærd”, hvilket førte Petrarca til i 1367 at svare igen med skriftet ”De sui ipsius et multorum ignorantia” (Om egen og andres uvidenhed).

Jeg har ikke læst nævnte skrift. Men jeg er ikke i tvivl om, at aristotelikerne var taberne i den dyst.

Efter at have læst alle brevene i professor Eric Jacobsens oversættelse, må jeg opfatte Francesco Petrarca som en frygtindgydende pennefejder, der spillede på alle de oratoriske tangenter. Jeg bruger ordet oratorisk, selv om der er tale om skrifter. For i den tids daglige trummerum, var det lidt af en begivenhed, når en budbringer hamrede på døren og meldte, at nu var der brev. Nok kunne der være lønlige breve for de få. Men når der var brev fra en berømt person, især en digter, så skulle der læses højt for alle i husstanden. Senere for naboerne. Og til sidst for hele byen.

Petrarcas breve var værd at læse.

Samtidig var Petrarca en digter, der blev mere og mere berømt for sin lyrik, der spændte vidt. En lyrik for folket, men så sandelig også for de elitære. Morsomt er det at læse om Petrarcas stigende irritation over den situation successen bragte ham i. Jo flere læsere, jo flere kritikere. Gnavere kaldte han dem. For de sled jo på ham med alt deres vrøvl.

Samtidig er han meget påpasselig med at fremstille sig som den ydmyge person, der gerne vil vedkende sig sine svagheder. Men i næste øjeblik skruer han op for en beskrivelse af hvilke fornemme egenskaber, han besidder udi det åndelige. Der skal jo være balance i tingene. Det er især i brevsamlingen ”Familiares”(fortrolige breve), Petrarca fremfører sig som en sand vendekåbe. Men det er i virkeligheden en dybtgående selvransagelse med pro et contra´s, Petrarca blotlægger. Han demonstrerer stor bevidsthed om egne svagheder, men samtidig fremstiller han uden blusel sine stærke sider. Og dermed mener han, at det kan alle mennesker gøre. Altså finde og fremhæve de gode  sider hos sig selv og hos andre. Set i forhold til middelalderens kollektive krav om bekendelser og atter bekendelser, var Petrarcas budskab et krav om medmenneskelighed og selvrespekt. Ikke sært, at han betragtes som én af humanismens fædre.

Bogen indeholder også en samling breve under titlen ”Seniles”(alderdomsbreve) og en samling under titlen ”Disperse”(breve udgivet af andre end Petrarca selv).

Modtagerne af brevene var høj og lav. Pave, Kejser, Konge, adel, gejstlig, familie og venner. En fantastisk bredde. Selv om ”krukkeriet” steg, jo højere rang modtageren af brevet havde, fik det tilsyneladende ingen indflydelse på brevets formål. Her var ingen vaklen. Men ordvalget er dog forskelligt. Det oplever man let, når man læser Petrarcas breve til sin far. Som far ville jeg betakke mig, hvis mine sønner skulle finde på at bringe slige vendinger i anvendelse. Overfor de højeste lag, er tonen i sagens natur anderledes. Petrarca brillerer med viden og sin ekvilibristiske brug af ord.   

Han færdes derfor helt naturligt i de forskellige hoffer. Ja, han anvendes sågar som diplomat. Han er også kendt for sine 2 epistler i 1336 til Pave Benedict XII i Avignon med den hensigt at få pavestolen tilbage til Rom. Petrarca boede selv i Avignon, men rejste derfra i 1337, da han ikke kunne udholde pavehoffets støj og larm. Petrarca foretrak roen i landlige omgivelser, og det er her i vekslende lokaliteter, resten af hans liv foregår.

I 1338-39 påbegyndte Petrarca sit arbejde med det episke digt ”Africa”, centreret om figuren Scipio.

Et værk som ikke er oversat til dansk og som efter sigende næppe bliver det - foreløbigt.

Et af Petrarcas livs absolutte højdepunkter var modtagelsen af digterkronen i Rom i 1341. Kun 37 år gammel. Det var netop digtet ”Africa”, der blev den egentlige årsag til kroningen.

Et andet og i Danmark mere kendt værk er ”Canzoniere” eller ”Sangenes bog”, der blev påbegyndt i 1342, ifølge myten, måske skabt af Petrarca selv, på grund af en kvinde ved navn Laura, som han traf i Skt. Klaras Kirke i Avignon i 1327. Da var han kun 13 år. Hun blev hans muse for livet. Hun døde under Pesten i 1348. Men værket blev Petrarca ved med at arbejde på. Det blev gennem årene til en 9. version(1374).  I øvrigt blev Canzoniere for første gang oversat til dansk af Søren Sørensen og udgivet i 2004 på Gyldendals Forlag.

Det var i 1349, Petrarca besluttede sig for at ordne sine breve. Det blev til 24 bøger i 1366 under navnet ”Familiares”. Professor Eric Jacobsen og lektor Kirsten Grubb Jensen har oversat og behandlet et mindre udvalg af dette brevmateriale. Men resultatet er imponerende. ”Venskabets pris” er en stor præstation og af blivende værdi og må derfor være et must for enhver dansker, der interesserer sig for den tidlige italienske renæssance. Breve rangerer jo højt, når man vægter kildematerialers lødighed, og denne bog er fyldt med breve.

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Luther og Danmark i 500 år
På sporet af staten
Tycho Brahes verden - Danmark i Europa 1550-1600