Menu
Forrige artikel Næste artikel

København i Flammer

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 794

Af Poul Ulrich Jensen, Arkivar, Vejle Byhistoriske Arkiv & Stadsarkiv

Den 2. september 1807 klokken halv otte om aftenen indledte engelske tropper, landsat på Sjælland, et bombardement af København.  Gennem yderligere to nætter spredte fjendens mortérer, haubitsere og kanoner død og ødelæggelse over byens bygninger og civilbefolkning. København fik endda den tvivlsomme ære at være prøveklud for et nyt ødelæggelsesvåben – ”de congreveske raketter”. Disse brandprojektiler med sprænghoveder, der hagede sig fast, når de havde ramt målet, var en milepæl i rakethistorien. De havde været anvendt en enkelt gang tidligere under et engelsk angreb på Boulogne i 1806 uden synderlig virkning, men i september 1807 beviste de deres effektivitet. Københavns kommandant, den 70årige Heinrich Ernst Peymann, indså da også allerede om morgenen den 5. september, at byens forsvar var håbløst utilstrækkeligt og kapitulation den eneste mulighed for at standse ødelæggelserne.

Beskrivelsen af Københavns bombardement fylder kun få sider i Thomas Munch-Petersens bog ”København i flammer”, så undertitlen ”Hvordan England bombarderede København og ranede den danske flåde i 1807” er måske lidt misvisende. Forfatterens ærinde er i langt højere grad at afdække, hvorfor englænderne handlede, som de gjorde. Som senior lecturer i skandinavisk historie på University College i London med en omfattende forskning i Englands forhold til Skandinavien i Napoleonstiden bag sig, har Thomas Munch-Petersen et indgående kendskab til de storpolitiske overvejelser og den hektiske diplomatiske aktivitet, der gik forud for det for Danmark fatale angreb. Meget nyt materiale bliver her bragt frem til belysning af et emne, som engelske historikere ikke har haft den store lyst til at beskæftige sig med. Bombardementet af København var ikke noget glorværdigt kapitel i krigen mod Napoleon.

Men var det nødvendigt? Sådan blev det i hvert fald udlagt af den engelske regering, men forud for beslutningen lå et kompliceret politisk og diplomatisk spil – sat i gang af freden i Tilsit. Den 25. juni 1807 mødtes kejser Napoleon med den russiske zar Alexander 1. på en flåde placeret midt i Njemenfloden ved byen Tilsit, og resultatet af forhandlingerne blev lige så spektakulært som de omgivelser, de foregik i. Krigshandlingerne mellem Rusland og Frankrig blev afløst af en fredstraktat, der dels isolerede England fra det europæiske fastland, dels gjorde situationen særdeles vanskelig for mindre lande som Portugal og Danmark, der ønskede at opretholde deres neutralitet. Danmark skulle efter freden i Tilsit tvinges til at lukke sine havne for engelsk handel og erklære landet krig. I Danmark kom det som et chok, at stormagten Rusland, som man hidtil havde betragtet som beskytter og garant mod direkte involvering i Napoleonskrigen, nu éntydigt havde valgt side.

På regeringsplan var man dårligt rustet til at håndtere den vanskelige situation. Magten lå reelt hos kronprins Frederik, og selv om han var at foretrække frem for faderen, den sindssyge Christian 7., får han i bogen følgende skudsmål – noget af et kedeligt drog uden bare tilløb til karisma. Den lidet smigrende karakteristisk kunne dog suppleres med egenskaber som stærk pligtfølelse og hård arbejdsdisciplin. Der er dog ingen tvivl om, at kronprins Frederik manglede format til at matche de øvrige deltagere i det storpolitiske spil - og det skulle vise sig at blive fatalt. De sporadiske politiske og diplomatiske kontakter blev stort set overladt til brødrene Christian og Joachim Bernstorff, henholdsvis udenrigsminister og direktør i Udenrigsministeriet, men deres råderum var stærkt indskrænket, idet kronprinsen traf selv alle vigtige beslutninger.

I England steg bekymringen for, hvilken rolle den danske flåde ville spille, når Frankrig og Rusland fik gjort en ende på neutralitetspolitikken. Udenrigsminister George Canning var derfor særdeles lydhør over for efterretninger fra de engelske gesandter i København. Thomas Munch-Petersen har gravet dybt i arkiverne og fremdraget det væv af forkerte efterretninger, misforståelser, personlige ambitioner og antipatier, der resulterede i et forebyggende engelsk angreb på Sjælland og Københavns bombardement. Den militære aktion var næsten en formssag, hvor den sjællandske landmilits rolle nærmede sig det farceagtige – mest markant i ”Træskoslaget ved Køge”, hvor danskerne efterlod fodtøjet under en hovedkulds flugt. De engelske besættelsesstyrker udskibede sig fra Sjælland i oktober efter en veludført mission, og på slæb havde man den danske flåde i form af 16 linieskibe, ni fregatter, 14 slupper og brigger samt 31 mindre fartøjer. Nederlagets konsekvenser for Danmark rakte imidlertid videre end til tabet af flåden. Der var for en regent med kronprins Frederiks æresbegreber ingen vej uden om at gøre fælles sag med Napoleon, og det førte som bekendt til endnu flere ulykker, bl.a. tabet af Norge.

Efter angrebet på Sjælland var der bitre opgør både i England og Danmark. Bølgerne gik højt under de engelske parlamentsdebatter helt frem til begyndelsen af april 1808, men regeringen klarede i sidste ende frisag. Et solidt flertal gjorde alle oppositionens beskyldninger om en ubesindig og forhastet militæraktion virkningsløse. Helt så nemt gik det ikke i Danmark. Under Enevælden var der ikke plads til offentlige debatter; så efterspillet drejede sig især om retsforfølgelse af de militærpersoner, der havde stået for kapitulationsforhandlingerne. Den temmelig sagesløse hovedperson, Peymann, fik en dødsdom for sin indsats som hovedstadens kommandør – den blev dog senere ændret til en mindre dramatisk afskedigelse uden pension. Da begivenhederne var kommet tilstrækkeligt på afstand i 1816, fik han både pension og retten til at bære uniform tilbage.

Som Thomas Ulrich-Petersen skriver i sit forord, er begivenhederne omkring det engelske bombardement af København en fortælling fyldt med drama, tragedier og bemærkelsesværdige personskæbner. Men der er også plads til anekdoter, så bogen har appel til både almindelige læsere og faghistorikere. Det er lykkedes forfatteren at holde denne svære balance og formidle fortællingen på fornemste vis. Læseren bliver med sikker hånd ført gennem det komplicerede begivenhedsforløb og kan efterfølgende selv konkludere om et præventivt militært angreb, som det England foretog mod Danmark i 1807, var rimeligt og moralsk acceptabelt. Det principielle i problemstillingen har jo også, som forfatteren bemærker, aktualitet i det 21. århundrede.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Scavenius-affæren
Sophus Waldemar Rasmussen
Konflikt og konsensus i kommunen