Menu
Forrige artikel

Betonvejen

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 830

 

Af Vigand Rasmussen

”Bogen er en anderledes fortælling.”

Sådan skriver forfatterne til bogen ’Betonvejen’, de kyndige militærhistorikere Frank Jensen og Jens Henning Jensen, om en tysk bog, som udgør ca. halvdelen af deres egen bog. Men betegnelsen ’anderledes’ kan også bruges om 2 x Jensens værk.

Den handler trods titlen ikke om tyskernes anlæg af betonveje langs den jyske vestkyst under besættelsen, men om noget helt andet, og det til trods for, at undertitlen lover vejens historie fortalt af danske og tyske marinesoldater.

Det er langt mere raffineret. I bogens indledning skriver de to forfattere om, at de i 1960’erne undrede sig over en betonvej i et sommerhusområde ved Vejers Strand. Og den betonvej fører Jensen og Jensen ind i en historie, der er så spændende, at den skal fortælles.

Betonvejen i Vejers førte hen til fru Raaschou, og hvem denne vigtige person i historiens udvikling er, får vi intet at vide om. Fruen burde anstændigvis være præsenteret ordentligt, for hun er nemlig ejer af en unik hjemmelavet bog, som hun havde fået af en af hendes sommerhusgæster. Han hed Walter Tölke, og han havde været tysk marinesoldat under 2. verdenskrig. De to forfattere får overladt bogen, og efter accept fra Tölkes søn i Tyskland kunne bogens indhold nu offentliggøres. Det sker først i indledningsafsnittet, hvor bogens hovedhistorie lige skitseres op, inden Tölke selv får ordet.

Men her havde det været på sin plads at komme med en egentlig præsentation af Tölke. Vi skal frem til s. 9, før vi får en kort faktaboks om hans indtræden i den tyske marine, og derefter skal vi bladre op på s. 104, hvor Tölkes liv efter krigen omtales kort i en anden faktaboks.

Og her mangler der noget. Vi får ikke at vide, hvornår han er født og hvornår han dør. Vi oplyses om, at tvillingbroderen dør i 2005, men ikke Walter Tölkes dødsår.

Det havde også været interessant at vide, hvad der menes med en ’hjemmelavet’ bog. Hvordan var den opstået? Havde Tölke ført dagbog eller taget notater, og så skrevet den samlede fortælling efter krigen ?

Hvorfor havde fru Raaschou fået den? og var det det eneste eksemplar? Hvor er den nu ?

Det havde klædt bogen, om man havde brugt en side på disse forhold i stedet for at give S/S Bremen en hel side, bare fordi en af Tölkes kammerater havde været besætningsmedlem på det skib.

Når det er sagt, så er det en fornøjelse at læse Tölkes tekst. Den er meget velskrevet, og manden har virkelig en historie at fortælle, nemlig om hans virke i den tyske marine fra 1943 til 1945. Han kom knap 18 år gammel ombord på en minestryger, M-27, der havde base i Frankrig og arbejdsfelt i Den biscayiske Bugt. Her gik det hårdt for sig, og Tölkes skib nåede at blive minesprængt, men han og en del andre af besætningen blev reddet efter at have været i vandet en rum tid.

Efter den oplevelse kom Tölke på skole i Kiel, hvor han blev uddannet til minemekaniker. Så gik turen til Sønderborg, hvor han blev en del af Marine-Sonderkommando Gillert under ledelse af Hans-Gustav Gillert. Kort efter oprettelsen af denne enhed blev man sendt til Normandiet i januar 1944, hvor man arbejdede med miner og bl.a. Rommelasparges. Sidstnævnte var træpæle, som stak op af sandet og ofte havde en pansermine på toppen. De skulle gøre livet surt for landgangsbåde. Ud over mineringen af stranden skulle afdelingen også tage sig af ilanddrevne miner, som skulle gøres ukampdýgtige. Kommando Gillert lærte således på den hårde måde at have med miner at gøre, og fire dage efter den allierede invasion af Normandiet, blev Tölkes gruppe flyttet nordpå, til Danmark, hvor de fik base ved Vejers Strand. Her fortsatte så det samme arbejde som i Frankrig, og man arbejdede helt op til Thyborøn og Agger. Det var i høj grad med livet som indsats, at dette arbejde foregik, og enkelte gange gik det også galt, men Tölke overlevede, og hans beretning om minørernes farefulde arbejde er skrevet så godt, at man næsten selv føler, at man er med ude ved minen.

Ind i mellem minearbejdet beretter Tölke også levende om dagligdagen i lejrene, som da han sættes til at skulle aflive et slagtesvin. Det endte med, at han måtte skyde det med en maskinpistol, for kræet ville ikke dø som følge af anvendelse af de mere gængse aflivningsmetoder.

Hvis man vil vide noget om, hvordan minørerne arbejdede under 2. verdenskrig, kan Tölkes beretning anbefales.

Men hans historie er anderledes på et punkt. Ordet ’nazisme’ bruges ikke noget steds. Tölke bliver rystet, da han får meldingen om Førerens død, også fordi han nu er klar over, at krigen er tabt. Og uden at nævne dem direkte, får nazisterne en salve fra den garvede soldat med ordene ”en forbryderbande, der ikke bare har bedraget os, men også taget vores ungdoms bedste år.” En bitter mands dom over Det 3. Rige.

Efter befrielsen blev Tölke og hans folk i Danmark og hjalp med at fjerne de miner, som de havde lagt ud. Først i november 1945 satte han kursen hjemover.

Bogens anden halvdel fortæller om tiden langs Vestkysten efter 5. maj 1945, og om de danske marineres minerydningsarbejde. Den historie er bl.a. baseret på beretninger fra de marinere, som deltog i oprydningen, og det er også interessant læsning, om end der er en del gentagelser.

Hvis man vil vide noget om det livsfarlige arbejde, som de dansk og tyske minører udførte under og efter krigen, kan bogen anbefales på det bedste, også fordi der er en række helt utrolige fotografier fra arbejdet i strandkanten.

[Historie-online.dk, den 8. september 2020]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Bunkers
Spion i Nazityskland
Sort Jord