Menu
Forrige artikel Næste artikel

Arup

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 620

 

Af Jeppe Nevers, Syddansk Universitet

Fredag d. 6. oktober 2006 forsvarer Thyge Svenstrup sin disputats om Erik Arup ved Københavns Universitet. Afhandlingen, der præsenteres som en forskerbiografi, er kronologisk disponeret og henter sin videnskabelige raison d´être i inddragelsen af et hidtil uudnyttet privatarkiv, som afhandlingens forfatter har ordnet og registreret for Det kongelige Bibliotek. Det kan derfor heller ikke overraske, at det mere end 800 sider store værk bidrager med en række hidtil ukendte detaljer om Arups virke i dansk historievidenskab - detaljer, som overordnet set skrives ind i en allerede eksisterende fortolkningsramme, idet Arup beskrives som en radikal historiker, der så sit livsværk i opgøret med de sidste rester af det 19. århundredes konservative tradition. Værket portrætterer en stædig og ærekær mand, der i sin både politiske og videnskabelige mission lod person og værk flyde sammen med talrige konfrontationer til følge.

Trods inddragelsen af det utrykte materiale, er afhandlingens vigtigste kildegrundlag utvivlsomt Arups publicerede forfatterskab, der indledtes med en prisopgave om Arild Huitfeldt - en opgave, som var udskrevet af Kr. Erslev og blev besvaret af den unge student helt i mesterens ånd. Efter den handelshistoriske disputats satsede Arup på sit hovedværk om Danmarks historie. Det er en kendt sag, at første bind af dette værk blev udsat for en massiv kritik, som forfatteren aldrig kom sig over. Arup mente selv, at hans store syntese var baseret på videnskabelige granskninger, men allerede samtidige skribenter kritiserede den ideologiske basis i værket. Svenstrup beskriver også de stridigheder, den modne Arup kastede sig ud i - ikke mindst krigen mod kollegaen Aage Friis. Også opvæksten i Slangerup, studieårene på Bispetorvet, forholdet til Erslev, årene som topembedsmand, kampen om Historisk Tidsskrift, retssagen i Helsingør og Arups politiske kontakter behandles med stor empirisk præcision. 

Det er værkets sigte at aktualisere Arup i dansk historievidenskab, da der "ikke [er] grund til at møde Arups almindelige videnskabsteori med det overbærende smil, positivismen siden 1968 kun alt for ofte er blevet hilst med. Man skal være glad for den stærke tradition for empirisme og positivisme i dansk historievidenskab. Kendsgerninger består, fortolkninger forgår." (s. 674) Hvis man skal sammenfatte en videnskabsteoretisk position for dette digre værk, må den altså være, at historikere skal sammenfatte så mange kendsgerninger som overhovedet muligt. Hvis man er enig med Svenstrup - altså i at kendsgerninger er vigtigere end fortolkninger, fordi sidstnævnte er mere skrøbelige - så er denne disputats et forbilledligt eksempel på historisk videnskab. 

Værket lever til fulde op til det krav, som øjensynligt er disputatsens: at dens forfatter har læst alle relevante kilder og derfor er den i hele verden, som ved mest om det valgte emne. Det er et fuldt legitimt syn på videnskabens væsen, og vi bør alle være glade for, at der findes forskere, som arbejder på det grundlag. Dog skal det også nævnes, at værket ikke har meget at bidrage med, hvis man mener, at det netop er det farlige ved fortolkninger, som gør dem spændende - hvis man mener, at det interessante ved Arups værk netop er, at han om nogen kæmpede for at gøre sine egne fortolkninger gældende - hvis man synes, at selve grunden til at beskæftige sig med Arup ligger i det simple forhold, at hans værk og reaktionerne på hans virke så klart vidner om de uhyrlige vanskeligheder, som følger, hvis man ønsker at kombinere empirisk-videnskabelig granskning med en syntese, som peger ind i både nutid og fremtid. 

Svenstrups løsning består i, at han (de facto) fjerner kravet om det store vingesus, samtidig med at han hylder Arup for, at han ønskede det modsatte. Uanset hvor stor respekt, man bør have for en arbejdsindsats som den foreliggende, så er der altså noget paradoksalt ved denne udgang.

 

 

 

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Thomas Bartholin
Min krønike 1932 - 1979 (Knud Heinesen)
FDR - Franklin D. Roosevelt