J.C. Christensen - Dagbøger 1900 - 1909
Af Erik Helmer Pedersen
Jens Christian Christensen (1856-1930), i sit jyske hjemland kendt som ”I. C.”, tilhører indiskutabelt den eksklusive kreds af danske politikere, som i folkestyrets tidsalder har præget Danmark afgørende. Den opvakte søn af en hedebonde fik lærereksamen fra Gedved seminarium i 1877 og var derefter landsbylærer forskellige steder, sidst i Stadil ved Ringkøbing 1886 - 1901. Dér blev han hurtigt sognerådsformand og dannede et lokalt netværk, som i 1890 sikrede hans valg til Folketinget som repræsentant for Ringkøbing-kredsen, senere Ringkøbing amtskreds. Dette tillidshverv varetog han i 34 år.
Da venstreføreren C. Berg pludselig døde i november 1891, blev den unge Christensen-Stadil leder af dennes gruppe af venstrepolitikere og blev det følgende år medlem af Folketingets finansudvalg, fra 1895 dets formand. Samme år fik han nok en formandspost som leder af en ny gruppering af venstrepolitikere, Venstrereformpartiet. På kun fem år havde han dermed skabt sig en karriere som Venstres dominerende skikkelse, en position han trods modgang i alle tænkelige former og afskygninger beholdt de næste 25 år.
Der er naturligvis skrevet meget om hans politiske karriere og om de store resultater, han opnåede i de forskellige tidsafsnit. Hundredvis af spalter i Rigsdagstidende og lige så mange indlæg fra hans hånd i datidens aviser og pamfletlitteratur dokumenterer JCCs stillingtagen til dagens politik. Som en yderst kapabel, resultatsøgende politiker dækkede han sig imidlertid så meget ind rent taktisk, at det kan være svært for ikke at sige umuligt at nå ind til den inderste kerne i hans politiske udsyn. Det gælder også de mange breve, han skrev til folk. Da han ikke har efterladt sig et privatarkiv, har det hidtil været forbundet med store vanskeligheder at komme JCC tæt ind på livet som politiker og som privatperson. Hans samtid vidste heller ikke bedre; det fremgår tydeligt af de trykte mindeord efter hans død. Som den populære opfattelse vil have det, ”arkiverede” han sine personlige papirer i sin kakkelovn. Det skulle senere vise sig, at hans hus i Hee ikke blev opvarmet ved hjælp af kakkelovne, men ved varm luft.
Og så står vi snart 80 år efter hans død pludselig med et strengt personligt kildemateriale fra JCCs hånd, publiceret i denne bog. Udgiverne kalder det hans ”dagbøger 1900-1909”, men det er nu ret misvisende, hvis man med begrebet tænker på daglige indførsler. Snarere er der tale om optegnelser, i bedste fald nedfældet med dages mellemrum og formet som en usystematisk blanding af stort og småt. Desuden er der huller i dokumentationen. Forgæves vil man søge notater fra tiden november 1900 til 8. august 1901, og dermed er det såkaldte ”Systemskifte” eller overgangen til faktisk folketingsparlamentarisme 23. juli 1901 ikke omtalt direkte. Desuden leder man forgæves efter notater fra perioderne februar – juli 1904, januar – ult. august s.å. og april – november 1909, selv om der i et tillæg gives en del supplerende oplysninger fra høsten og efteråret 1909.
De såkaldte ”dagbøger” eller med JCCs egne ord ”bøger” består af 20 håndskrevne lommebøger. Udgiverne bemærker hertil, at der formodentlig har eksisteret 7 lommebøger af tidligere dato, eftersom JCC på indersiden af den ældst bevarede, her betegnet som ”Dagbog I” og som indledes 10. juli 1900, har skrevet ”No. 8”. Lommebøgerne 1-7 og dermed JCCs notater fra hans politiske modningsperiode i 1890’erne må dermed anses for tabtgået. Den sidste af de nu udgivne lommebøger slutter 12. november 1909, og det rejser det spørgsmål, om der har eksisteret lommebøger af senere dato. Det problem tager udgiverne ikke stilling til.
Som baggrund for selve tekstudgaven har udgiverne bragt en 20 sider lang sammenfatning af JCCs indflydelse på den politiske udvikling i 1890’erne. Dens korte, knappe form ville JCC nok have sat pris på, men dens tilegnelse forudsætter i virkeligheden et ganske godt kendskab til årtiets historie. JCCs notitser er til en vis grad kommenteret gennem noter, anbragt på den pågældende side, og det letter i betydelig grad tilegnelsen. Det er altid et vanskeligt balancespørgsmål ved den slags udgivelser, hvor mange og hvor fyldige noter, man skal operere med. Udgiverne har ikke diskuteret dette kildne problem nøjere, men har valgt at indtage en restriktiv holdning. Det må indrømmes dem, at deres noter ofte bringer klarhed til veje, men i lidt for mange tilfælde lades læseren i stikken. Det ville dog have krævet en betydelig arbejdsindsats at få lommebøgernes indhold kommenteret i detaljen.
Kommet så langt rejser sig unægtelig det spørgsmål, om JCCs såkaldte ”dagbøger” da ikke indeholder historisk nyt af en karakter, der kræver en revision af den eksisterende litteratur om periodens historie? Et forsøg på et svar herpå vil forhåbentlig fremgå af det følgende, men generelt må det erkendes, at teksten ikke uden videre lader sig læse som en alm. historiebog. I almindelighed gælder, at den ikke rummer sensationelle nyheder og ikke sætter store spørgsmålstegn ved den allerede eksisterende viden af politisk natur. Derimod belyser den direkte som indirekte JCCs personlige opfattelse af grundvilkårene for politisk magtudøvelse i toppen af det danske samfund, og det er såre betydningsfuldt, ja skelsættende. I det omfang, en toppolitiker har mulighed for at eksistere som privatperson, tildeler notitserne os et nøje afmålt indblik i JCCs liv og færden uden for magtens labyrinter.
Politikken først: JCC kommenterer hen ad vejen et udsnit af tidens vigtigste spørgsmål af politisk og administrativ natur. Den afgørende betingelse for at løse den slags problemer er efter hans opfattelse, at de relevante vælgergrupper billiger den førte politik. Han ser gerne hele landbefolkningen uanset rang og stand slutte op om Venstre, og til den ende lægger han et betydeligt arbejde i at være formand for repræsentantskabet for Jysk Husmandskreditforening. Hensynet til de ikke-besiddende befolkningsgrupper må heller ikke glemmes. Den 27. november 1903 omtales nogle lovforslag, karakteriseret som ”heldige”, om statslån til fiskere og til opførelse af landarbejderboliger m.v. ”Jeg tænker at disse Forslag skulle gøre et godt Indtryk paa Rigsdagen”, skriver han.
Det påhviler derfor Rigsdagens medlemmer dels at sætte sig ordentlig ind i tingene, dels at holde en tæt kontakt med deres valgkredse. Hensigten er ikke så meget at få en dialog i gang som rent pædagogisk at forklare partiets politik, en opgave som Venstres redaktører efter JCCs mening ikke er alt for flinke til at løse. Hans fortid som skolelærer fornægter sig ikke. Problemer skal løses, ikke diskuteres teoretisk i én uendelighed. Bybefolkningen og dermed arbejdernes store flertal har ikke rigtig en plads i hans politiske univers, men beklageligt er det efter hans opfattelse, at de vildføres af ”socialister”. Radikale ”rebeller” i hans eget parti går desværre ofte socialisternes ærinde, når de offentligt undsiger lederens politik.
Undervejs drøfter han en række store lovgivningsprojekter såsom en revision af skattelovgivningen, en demokratisering af kirkens styrelse gennem menighedsråd og en ny forsvarsordning. Debatten om skattelovene rakte helt tilbage til 1890’erne, hvor JCC efter eget udsagn søgte at trænere lovgivningsarbejdet for derigennem at arbejde de sidste landstingsbaserede Højre-regeringer ihjel. Nu efter Systemskiftet skulle skattereformen med dens den deri indeholdte lettelse af landbrugets beskatning vedtages så hurtigt som muligt. JCC måtte dog lide den tort, at Venstres ordfører i Landstinget, N.P. Madsen-Mygdal, JCCs modkandidat som fører for det Bergske venstre efter valget 1892, ikke uden videre ville være JCCs sendebud, men i stedet havde afsluttet en overenskomst herom med De Frikonservative, udskilt af Højre 1900. Det endelig kompromis 1903 var derfor ikke helt efter JCCs hoved, og JCC raser gang på gang over Madsen-Mygdals påståede træskhed, hans glubende appetit på diæter, hans barnagtighed o.s.v.
Bedre gik det med loven om menighedsråd fra samme år. Omtrent samtidig var han godt på vej til at få gennemført loven om Rigshospitalet; ”det er et ganske betydeligt Resultat, men de andre <Love> maa jeg ogsaa have..”, noteres det 19. januar 1903. Vigtigst blandt disse var uden tvivl forsvarssagen. Det er ikke her stedet at drøfte et så kompliceret problem, kun at understrege JCCs levende interesse herfor. Uden at være medlem af Forsvarskommissionen af 7. marts 1902 havde han ikke desto mindre nær føling med dens arbejde, idet den ene af hærens tilforordnede, general A. Kühnel via en mellemmand holdt JCC løbende underrettet.
Denne informator var kaptajn L.C.F. Lütken, senere JCCs departementschef i Forsvarsministeriet. Hans nære samarbejde med JCC er behandlet indgående af Troels Fink i bogen Spillet om dansk neutralitet 1905-1909 (1959), og selv om JCCs notitser om hans og Lütkens nære samarbejde nok vil kunne belyse visse ting klarere, ser det for en umiddelbar betragtning ud, som om Troels Finks fremstilling er korrekt. Der kan dog være grund til skarpere at understrege JCCs personlige interesse og engagement. En notits 19. februar 1906 viser, at JCC selv i sommeren 1905 under den tyske kejsers besøg i København har truffet den tyske generalstabschef, general H. v. Molkte. Generalen var Lütkens forhandlingspartner under dennes drøftelser i Berlin og København 1906-07 om afslutning af en tysk-dansk overenskomst om tysk anerkendelse af dansk neutralitet. Da JCCs notitser ikke dækker kejser Wilhelms besøg heroppe 31. juli – 2. august 1905, ved vi ikke, hvad han evt. har talt med Molkte om.
Derimod fremgår det tydeligt af notitserne, at JCC har mødt stærk modstand ved hoffet i sine forsøg på at få afsluttet en sådan overenskomst. Frederik VIII blev nok presset til at kontakte såvel kejser Wilhelm som den engelske kong Edvard VII om at få neutraliteten garanteret, men det skinner også igennem, at Frederik VIII her måtte forvente stærk modstand fra flere sider, ikke mindst fra sine tyskfjendtlige søstre, enkekejserinde Dagmar og Edvards VIIs dronning, Alexandra. I det hele taget får vi gennem det labile sam- og modspil mellem Frederik VIII og JCC et dybere indblik i forholdet mellem kongemagt og folkemagt i folketingsparlamentarismens spæde vår. Det er, set i et nutidigt perspektiv, ret frapperende, så stor en politisk indflydelse kongemagten stadig havde og påberåbte sig.
Midt på denne scene træffes en mystisk skikkelse, justitsminister P. A. Alberti. Han omtales hyppigt i optegnelserne, typisk ved at JCC opsøger ham, men påfaldende er det, at indholdet af deres samtale ikke refereres nærmere. De har åbenbart haft brug for hinanden, især JCC, der givet har støttet sig til juristens sagkundskab. Omvendt har de åbenbart rivaliseret lidt i spørgsmålet om kongehusets gunst. En notits 20. januar 1904 viser, at den daværende kronprins Frederik hidtil havde opfattet Alberti og ikke JCC som Rigsdagens ledende skikkelse. Med den allestedsnærværende kaptajn Lütken som JCCs fortaler blev kronprinsen imidlertid belært om sin fejltagelse.
Her hører man et ekko af de kvaler, man har haft i hofkredse med at skulle acceptere en konseilspræsident fra folkets brede lag, skolelærer eller ej. Det blev som bekendt en akademiker, juristen J. H. Deuntzer, der blev leder af det første venstreministerium i 1901 og ikke JCC. Det har givet skuffet JCC, og meget af den skarpe kritik af Deuntzer, der kommer til orde i optegnelserne, må vurderes i denne sammenhæng. I det hele taget er JCC kritisk indstillet over for de fleste af sine partifæller på højt niveau. Alene den moderate Frede Bojsen tildeles en ganske vist noget sparsom ros. I spørgsmålet om justitsministerens mulige kandidatur blev situationen imidlertid reddet ved, at Alberti den 23. juli 1904 kraftigt opfordrede JCC til at danne næste ministerium (og dermed vælte Deuntzer af pinden).
Det går som en rød tråd gennem optegnelserne, at det har beklikket JCCs ære at blive dømt ud som værende slet og ret skolelærer. Gang på gang stiver han sin selvtillid af med forsikringer om, at forsynet må have haft en bestemt plan, når den hentede en tidligere fårehyrde på heden ind til magtens centrum. Iflg. denne skulle JCC se at få gennemført noget væsentligt og ikke blot rende rundt med trekantet ministerhat og kårde for at klippe tråde over. Da han så endelig er blevet regeringschef, meddeler han 31. januar 1906 sig selv et godt skudsmål: ”Det var ikke en Skolelærer, som blev Konseilspræsident men en fhv. Kultusminister, en Kultusminister som i c. 3½ Aar havde lært meget, arbejdet meget og ført et stort Lovgivningsarbejde igennem paa Rigsdagen..”. Takken rettes som altid til Gud, som trofast har stået ham bi. Andetsteds er han dog mindre sikker på den Allerhøjestes gunst: ”thi min Kristendom er, Gud bedre det, ikke saa ekstra, at jeg kan trække Vexler paa den..” (3. december 1901).
Man får ved læsningen af hans optegnelser det indtryk, at han med sine ”bøger” mest af alt har villet skabe sig en identitet og dermed en slags selvbestaltet autorisation som landets politiske leder. Element for element rejses monumentet J. C. Christensen og dets store opgave for læserens øjne. Men hvem er optegnelserne da skrevet for? JCC er 21. juli 1900 inde på spørgsmålet og fastslår da, at ingen skal se disse optegnelser ”uden den, for hvem jeg skriver dem….”. Det er ikke godt at vide, hvem han dér tænker på. Måske hans elskede datter Karen? Er optegnelserne tænkt som strengt personlige vidnesbyrd, der aldrig skulle læses af ”uvedkommende”, og hvis egentlige formål er at tegne et mere eller mindre retoucheret billede af en elsket familiefar? Det er og forbliver ørkesløse spekulationer. Nu har offentligheden fået bøgerne i hænde, og så må de analyseres, som de er.
Privatpersonen JCC kommer hyppigt til orde i optegnelserne, ikke mindst når talen er om de kære jagt- og fisketure i det vestjyske. Der redegøres også for hans familieforhold, men lige så detaljeret han fortæller om sine børn, lige så lidt får hans kone, Karen Kirstine liv og mæle i skildringen. Først et godt stykke ind i beretningen får vi at vide, at hun ofte er nedtrykt og plages af hovedpine, og at det volder JCC mange kvaler, da han i forvejen lider af mave- og galdestensproblemer. Hun bevæges da til at tage fast ophold i huset i Hee. Alligevel skriver han 17. august 1908, at det for en gang skyld ikke gør noget, at han passiarer med en anden kvinde, da vedkommende er 64 år: ”…Min Kones Nervesvaghed fører ellers med sig, at hun nødig ser, at jeg taler med andre Kvinder eller fører Brevveksling med dem…”.
Karen Kirstine Christensen plagedes med andre ord af stærk jalousi, og nægtes kan det ikke, at der tit i optegnelserne nævnes andre kvinder, først og fremmest Marie Lassen, finansminister og bladudgiver Vilhelm Lassens kone. JCC havde så tidligt som i 1898 mødt ægteparret, ”en udmærket Mand og en sjelden flink Kone”, og der spares heller ikke senere på lovordene over hende. Da Lassen efter lang tids sygdom døde 6. april 1908, aflagde hun ved hans begravelse en stærk politisk trosbekendelse over for JCC. Som læser bevidner man noget uforberedt begravelsen, da der er klippet en side ud med notitser fra de dage i april, hvor Vilh. Lassen lå for døden.
Hvordan man nu end vil vurdere forholdet JCC – fru Lassen, er der ingen tvivl om, at hun som andre havde fundet frem til et ømt punkt i hans personlighed: Han var svag over for smiger, når det vel at rimede med hans egen selvvurdering. Det vidste en kaptajn Lütken og en P. A. Alberti. Alligevel er det ubegribeligt, at JCC i de sidste par år af hans og Albertis samarbejde var døv og blind over de mange advarsler, der fremkom om justitsministerens økonomiske affærer. Hele to gange blev JCC af en autoritet som den norske digter Bjørnstjerne Bjørnson foreholdt, at regeringens svage punkt var Alberti. Nu fik justitsministeren ganske vist silkesnoren, før han meldte sig for bedrageri i den helt store stil, men til det sidste holdt JCC og med ham kongehuset hånden over ham.
Det hører med til historien, at JCC som fungerende finansminister fik udvirket et lån til Alberti fra statskassen på 1½ mio. kr. Det står der intet om i optegnelserne. Rent politisk endte denne tragiske sag med, at Frederik VIII bevægede JCC til at gå af og dermed give plads for et nyt ministerium og da med Niels Neergaard som chef. JCC sikrede sig dog, at Neergaard ikke fik Lütkens brevveksling med general Molkte at se, ”da denne er af privat Natur”. I stedet skulle Neergaard orienteres mundtligt (20. oktober 1908).
Optegnelserne klinger dermed tragisk ud for dens store politiker J. C. Christensen. De svinder også stærkt hen i den afsluttende periode: ”27de Marts 1909. Alt det Bryderi, jeg har haft, og alt Slidet har gjort, at jeg har ladet Bogen ligge og ikke har haft Lyst til at skrive…”. Om han siden hen greb til pennen igen, ved vi ikke. En sen efterverden må være glad for, at ikke alle JCCs ”bøger” blev flammernes bytte. De kan i denne velillustrerede udgave læses af alle, hvad enten man bruger dem som en historisk kilde af første rang til datidens danske historie eller man læser dem som en sært gribende beretning om de menneskelige omkostninger ved at isolere sig på magtens tinde.
