Menu
Forrige artikel Næste artikel

De røde flertal

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 492

 

De røde kom, så – og tabte

 

Af Mogens Rüdiger, Aalborg Universitet

Hvorfor er det interessant at beskæftige sig med de perioder, hvor venstrefløjen havde flertal i Folketinget, perioder som kaldes arbejderflertal? En grund kunne være en vurdering af styrkeforholdet mellem de to sider i Salen og dermed bidrage til en forståelse af velfærdsstatens dna. Søren Kolstrup stiller det lidt mere konkret op: gjorde arbejderflertallene en forskel? Satte de sig varige spor? Og endnu mere konkret: hvilken samarbejdsform var mest effektiv i forhold til at indfri deres politiske mål? Eller måske er det ikke så konkret endda: målene blev jo aldrig indfriet, gjorde de?

Man kan læse Kolstrups bog som et forsøg på at diskutere, hvordan det i fremtiden er smartest for Folketingets venstreside at få et flertal eller snarere hvordan en eventuel situation med et flertal kunne – burde – gribes an. Man kan også læse bogen – og det er det, jeg gør - som et bidrag til den parlamentariske historie, et velkomment bidrag da ’arbejderflertallene’ ikke just fylder meget i de folketingsfokuserede skriverier (inklusiv de danmarkshistorier jeg selv har bidraget til). Kan være historien er for trist. For det er jo en forfaldshistorie, og netop derfor interessant som en delforklaring på, hvorfor Helle Thorning-Schmidts regering 2011-2015 havde så store interne problemer, og hvorfor Mette Frederiksen og hendes pitbull kun mødes med de andre ’venstrepartier’, fordi det nu engang er nødvendigt for at tælle til et flertal. Kolstrups historie viser med andre ord nogle rekurrente træk ved samarbejdet mellem Socialdemokratiet og SF.

Men altså, hvis man læser bogen, som jeg gør, er det en interessant sag. Kolstrup har styr både på detaljer og overblik, han kan fortælle en historie så engageret og optimistisk, at man ikke engang får medfølelse med de involverede ’arbejderpartiers’ projekter. Det er en reflekteret og velfortalt bog, der har den fordel, at den ægger til modsigelse. Så læs den før du sætter dit kryds næste gang.

Bogen indeholder først tre kapitler, der redegør for og diskuterer de danske ’arbejderflertal’ 1966-1967 og 1971-1973 samt efterfølgende forhåbninger om at genoplive flertallet, efter at valget december 1973 havde vist sig at være en katastrofe for Socialdemokratiet og de andre ’gamle’ partier (V, K og RV). Anden del er en diskussion af den franske Venstreunion under Francois Mitterand (1981-1984) og Oluf Palmes regering fra 1982 til 1986, hvor det svenske socialdemokrati var afhængig af Venstrepartiet Kommunisternes mere eller mindre passive støtte – uden at ’arbejderflertal’ i form af regeringssamarbejde eller formaliseret samarbejde kom på tale. Den afsluttende del udgøres af Kolstrups refleksioner over de fire cases krydret med Thorning-regeringen 2011-2015.

Første ’arbejderflertal’

Situationen i 1966 var, at der var opbrud på den parlamentariske scene. Det radikale Venstre havde efter års samarbejde med Socialdemokratiet drømme om et samarbejde med V og K, det sidste parti som et nødvendigt onde. SF havde siden dannelsen i 1958, hvor DKP røg ud af Folketinget, været det eneste venstrefløjsparti, og da den socialdemokratiske regerings boliglovforslag, der blandt andet indeholdt muligheden for at lejeboliger kunne omdannes til ejerboliger, blev mødt med utilfredshed, kunne SF opsamle modstanden. Valgresultatet viste klar fremgang til partiet, der voksede til 20 mandater, mens Socialdemokratiet mønstrede 69.

Op til valget i 1966 havde SF en forestilling om, at partiet skulle fungere som katalysator for udviklingen af en socialistisk politik omkring S og SF og med et klart skel mellem de socialistiske og borgerlige partier. Det lykkedes ikke, dels fordi SF internt var uenige om, hvad formålet var, dels fordi Socialdemokratiet nu engang var et pragmatisk parti, der ikke så noget forgjort i at samarbejde med borgerlige partier. Hvortil kom, at partiets højrefløj omkring Per Hækkerup udelukkende så SF som støtteparti for socialdemokratisk politik.

De to partier fik dog gennemført noget, fx momsen, der vel ikke kan betegnes som socialistisk, men som dog var en del af den nødvendige finansiering af velfærdsstaten. Det første ’arbejderflertal’ brød sammen, da SF i december 1967 blev splittet over et socialdemokratisk forslag om indefrysning af en dyrtidsportion; seks af partiets folketingsmedlemmer brød ud og dannede Venstresocialisterne – og banede vejen for tre års borgerligt styre.

Andet ’arbejderflertal’

I begyndelsen af 1970’erne var ungdoms- eller studenteroprøret godt i gang. Venstrefløjen voksede om end uden at være enige om ret meget andet end at være imod. Et nyt ’arbejderflertal’ så dagens lys i 1971, denne gang med 70 mandater til Socialdemokratiet og 17 til SF. Det forhold, at venstrefløjen generelt var større og især mere hørbar, var uden tvivl medvirkende til at ambitionerne denne gang var større. Kolstrup påpeger dertil, at det var resultaterne også: ’arbejderflertallet’ gjorde en forskel i forhold til velfærdsstatens opbygning, blandt andet ved at forøge en række velfærdsydelser.

Det hører dog med til billedet, at den periode de to ’arbejderflertal’ fandt sted, var en tid med en svag højrefløj, svagere end både før og senere. Højrefløjen fandt efterhånden styrke i kritikken af den hastigt voksende offentlige sektor, det lige så hastigt voksende skattetryk og i en nationalistisk præget skepsis ved det europæiske samarbejde, som Danmark entrede i 1973. Venstrefløjen, derimod, opgav uden den store diskussion statskritikken og havde ikke andet svar på EF end venstrenationalistiske utopier.

Håbet bristede, hvilket – igen – ikke var ensbetydende med, at der ikke blev gennemført forbedringer, fx på daginstitutions- og arbejdsmiljøområdet, men snarere at udfordringen voksede i takt med at krisetegnene blev tydeligere og tydeligere. Besparelser og nedskæringer krævede en regeringsvillighed, der ikke var til stede hos SF.

Håbet levede længst – dvs. godt ind i 1980’erne - i forbindelse med debatten om økonomisk demokrati, ØD. Men det var også her, at forskellene Socialdemokratiets og SF’s visioner for fremtidens samfund for alvor viste sig. Uenigheden om hvorvidt ØD skulle være en centralt eller decentralt styret model afspejlede forskellige demokratiopfattelser, som i denne konkrete sag var vanskelig at overvinde.

Hverken i Danmark, Frankrig eller Sverige kom ’arbejderflertallet’ eller forestillingen om et (regerings)samarbejde til venstre for midten godt ud af 1980’erne, og det uanset om de to danske forsøg vurderes som fiaskoer eller som produktive, hvad Kolstrup altså gør (s. 203).

Hvad er så læren af det? Kolstrup konkluderer, at kun to af de belyste samarbejdsformer skabte resultater: et regeringssamarbejde baseret på et strategisk fællesskab og enighed om midlerne til at indløse strategien eller et begrænset sag-til-sag samarbejde, dvs. den franske venstreunions første år henholdsvis det andet danske ’arbejderflertal’.

Alle gode gange tre?

Bogens sidste kapitel handler om S-SF-R regeringen 2011-2015. Ikke fordi det var et ’arbejderflertal’, men fordi ”Socialdemokraterne og SF på et langt stræk agerede ud fra forestilling om et arbejderflertal” (s. 229 f), en forestilling der byggede på det fælles valgoplæg Fair Forandring og dens opdatering En Fair Løsning.

Overskriften - Fra håb til mareridt – et essay om 2011-2015 - angiver klart hvad Kolstrup mener om den sag. Fiasko. Nu kunne man indvende, at det var en temmelig reformproduktiv regering, for nu at bruge et af de kriterier, Kolstrup bruger på de rigtige ’arbejderflertal’. Et af problemerne var, at de Radikale måtte med i regeringen, fordi de to nævnte valgudspil skræmte flere vælgere væk end de tiltrak. Nok markerede regeringen et sporskifte, men altså ikke et skifte, som Kolstrup finder ønskværdigt.

Ud over de reformer regeringen vedtog, var regeringen kendetegnet ved SF’s nedsmeltning, som Kolstrup så venligt omtaler som partiets ”nedtur”. Partiets store problem lå ifølge Kolstrup i uenigheden mellem en moderniseringsfløj og en mere traditionel omfordelingsfløj (det sidste er min karakteristik) samt formand Villy Søvndals afgang. Han blev som bekendt afløst af en anden kommunalpolitiker, Anette Vilhelmsen. Begge var efter min mening håbløse som formænd, fordi de så åbenlyst ikke havde begreb skabt om, hvad det vil sige at være regeringsparti – til forskel fra S og RV. På den baggrund - men ikke kun derfor - brød SF sammen som troværdigt parti på trods af at de – skulle man tro – kunne have lært af historien om ’arbejderflertallene’. Endnu en gang brast håbet, fordi SF ikke tænkte forholdet mellem idealer og magt med i projektet. Enhedslisten kunne så samle de vælgere, der ikke ønskede indflydelse, op, mens de borgerlige partier kunne glæde sig til næste valg.

Hvad kan man – venstrefløjen - så lære af det? Kolstrup drager ikke nogen konklusion på de fire år, fordi han ikke mener de er undersøgt tilstrækkeligt grundigt. Fair nok. Et godt sted at begynde kunne være Kolstrups bog - fordi den netop understreger behovet både for at tænke sig om og for nytænkning.

historie-online.dk, den 8. maj 2017

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Blekingegadebanden
Du har ikke en chance – tag den
Tyskland