Menu
Forrige artikel Næste artikel

Nye toner i Danmark

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 118

Af Anne Marie Storm, musikpædagog, leder af AOF's musikskole i Vejle

Nye toner i Danmark handler om den nyorienterede musik. Altså ikke bare musik, der er komponeret i denne periode. Forfatteren lader tre komponister: Ib Nørholm, Per Nørgård og Pelle Gudmundsen Holmgren stå som frontfigurer i den musikalske udvikling.

Bogen er delt op i to hovedafsnit, der behandler henholdsvis første og anden halvdel at 60’erne.

ISCM-festivalerne (International Society of Contemporary Music) i 1959 og 1960 satte for alvor skub i modernismens gennembrud i Danmark, hvor komponisterne stadig blev uddannet i Carl Nielsens skygge. Danmarks Radios musikafdeling gik foran med en offensiv programpolitik, der skabte diskussioner helt ud på arbejdspladsernes frokoststuer. Lagerforvalter Peter Rindal samlede underskrifter imod Statens Kunstfond, som blev oprettet i 65 af Danmarks første kulturminister, Julius Bomholt: ”Nok støtte, men aldrig dirigere!”

Afsnittene om DR er spændende læsning. Her tog medarbejderne, anført af Mogens Andersen og Tage Nielsen, uophørligt initiativer til debatskabende musikudsendelser. Tage Nielsen blev senere rektor for Det Jyske Musikkonservatorium, og hans holdning til den ny musik gjorde, at bl.a. Per Nørgård flyttede sin kompositionsvirksomhed til Århus, hvor der udvikledes et miljø for ny musik.

Set i bakspejlet virker mange af disse års eksperimenter indenfor kunstarterne ret vanvittige, men det er særdeles underholdende læsning, og man bliver til tider lidt misundelig. Trænger vi ikke til, at der bliver slået lidt i bolledejen igen, og DR ikke bare sender ”Stjerne for en aften” i den bedste sendetid?

Bogens anden hoveddel handler om 60’ernes anden halvdel, hvor der kom en reaktion mod modernismen, der efterhånden havde afsøgt alle (u)muligheder. Nu er der ikke længere en så kraftig konfrontation mellem tilhængere og modstandere af den ny musik. Debatten kommer især til at dreje sig om musikkritikken i forhold til ny musik, om operaens rolle og om populærkulturen. Kritikeren og musikforskeren Poul Nielsen lancerer udtrykket ”Ny enkelhed” som en samlebetegnelse for ret forskellige komponisters værker. Per Nørgård mener bl.a., at operaen i sin hidtidige form er en uddøende kunstart. Der eksperimenteres med nye operaformer, hvor bl.a. TV inddrages. Spolebåndoptagerens udbredelse giver mulighed for helt nye lydkonstellationer.

Efter hvert af bogens to hovedafsnit er der en række værkbeskrivelser. Efter første del gennemgås værker af: De tidligt moderne, De nyorienterede og De moderate. Efter anden del hedder det: Den etablerede generation og Den debuterende generation.

Erling Kullberg skriver i forordet, at værkbeskrivelserne kan læses, selvom man ikke har CD'erne ved hånden. Jeg synes nok, at behovet for musikeksempler ret hurtigt opstår, for musik er nu engang noget, der kommer ind gennem ørerne og behandles mellem dem. Værkbeskrivelserne bliver lidt uinteressante i længden uden et eneste klingende eksempel. Og det er jo nok de færreste, der har en samling af 60’ernes ny musik i reolen.

Men bortset fra det har Erling Kullberg  skrevet en vældig spændende bog, og udflugterne til de andre kunstarter skaber en god sammenhæng. I forordet gør forfatteren opmærksom på sin sympati for det nyorienterede, ligesom der også gøres opmærksom på, at populærmusikken heller ikke behandles. Bogen henvender sig til alle, der interesserer sig for kulturhistorie, og der kræves ingen speciel musikfaglig indsigt.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
1983 - Den kolde krigs højdepunkt
Du har ikke en chance – tag den
Vietnamkrigen- Nederlag og sejr