Samfundsplanlægning i 1950’erne
Af Mogens Rüdiger, Historiestudiet, AAU
Min yndlingsrestaurant i Aalborg, en rigtig ’italiener’, præsenterer sig som et køkken med slow food med alt hvad dertil hører: det tager sin tid at komme igennem menuen, der er gjort noget ud af detaljerne, tallerknerne præsenteres med omhu, osv. Alt sammen godt og rigtigt, en oplevelse af de gode.
Selv om de hurtige bøger vinder frem på markedet, er Slow history en forholdsvis udbredt genre i den historiske litteratur. Heldigvis. Else Hansens og Leon Jespersens antologi lever langt hen ad vejen op til de ønsker, man som læser har til et værk i denne kategori. Den skjulte, men absolut legitime, dagsorden, er formodentlig at vise at arkivforskningen er vigtig og har noget at tilbyde i udforskningen af Danmarkshistorien.
Udgangspunktet for antologien er det klassiske spørgsmål om brud eller kontinuitet, her omformuleret til det lidt blødere tradition eller tilløb. Sagt på en anden måde: hvordan og i hvilket omfang var 1950’erne et årti, der lå i forlængelse af 1930’erne, og derfor må vurderes som et årti i genopbygningens tegn. Eller var det et tiår, der formulerede et afsæt for de glade tressere, hvor udfoldelsen af velfærdsstaten fandt sted?
Når spørgsmålet er relevant skyldes det ikke mindst, at 1960’ernes markante velstandsforøgelse, frigørelsesprojekt og ungdomsoprør har skygget for forståelsen af 1950’erne. Der var begrænsede ressourcer og frem til 1957 var den økonomiske konjunktur så svingende, at der var begrænset plads til at iværksætte nyt og fx udbygge den offentlige sektor, så den kunne påtage sig ansvaret for flere af de samfundsmæssige opgaver. Hypotesen, som Leon Jespersen redegør for i Indledningen, er, at der skete en række strukturændringer, som forudsatte planlægning, og at planlægningen blev ført ud i livet. Så, jo, der var nok noget særligt ved 1950’erne, som viste sig at blive et tilløb til 1960’erne. Og det er det særlige, der i antologien belyses ved en række case-studies.
De temaer, der tages op, er næppe valgt ud fra en opfattelse af, at de skal give et bredt dækkende billede af den spirende velfærdsstat. Temaerne er: forvaltning og forvaltningspolitik; trafikplanlæging; skolelovgivningen; universitetslovgivningen; ungdomsfængslet og straffeloven, samt familiepolitik. Hovedvægten er således på ungdom og familie, og helhedsindtrykket er, at der trods spredningen er en stille og lidt forsagt sammenhæng, der giver god mening.
Nils Bredsdorff indleder med en artikel om forvaltningspolitikkens udvikling i 1950’erne og dens sammenhæng med en økonomisk politikforståelse, herunder den keynesianske indflydelse. Der har været og er vel stadig en tendens til at se keynesianismen som en bølge, der rullede hen over det politiske og administrative landskab og bortskyllede andre forståelser af økonomisk politik. Den køber Bredsdorff ikke, men nok at der skete en vigtig ændring, idet staten nu ikke blot skulle forsøge at udjævne konjunkturerne, men at det skulle ske uden hensyntagen til, at opgaven både generede på det nationale budget og skabte inflation i samfundet.
Forvaltningskommissionen af 1946 stod over for både at rydde op efter de mange ekstraordinære knopskydninger, der var sket under besættelsen og at promovere en mere rationel forvaltning, ligesom introduktionen af nationalbudgettet i 1948 var med til at styrke planlægningen. Bredsdorff gør op med den opfattelse, at et par håndfulde cand.polit.er afgørende fornyede forvaltningen og som ’sociale ingeniører’ støbte fundamentet til velfærdsstaten, en opfattelse der – i modstrid med virkeligheden – indicerer at velfærdsstaten skulle være resultatet af en omfattende plan lagt af fremsynede mænd. Planer og planlægning var der, men ingen Plan.
Det ændrer på den anden side ikke ved, at den offentlige sektor skulle rationaliseres med henblik på at spille en anden rolle i samfundsudviklingen. Bredsdorff konstaterer, at den ”generelle stemning ved indgangen til halvtredserne var for overordnet, rationel eller faglig og ikke-politik styring i en eller anden form” (s. 69), hvilket var en afgørende faktor i placeringen af finanspolitikken som den politiske scenes omdrejningspunkt. Vejen blev banet for en samfundsøkonomisk tænkemåde, der med de bedre konjunkturer fra 1957-58 lagde op til 1960’ernes forestilling om, at det var muligt at finjustere samfundet og økonomien som et stort skridt på vejen til Paradis på jord.
Steffen Elmer Jørgensen gennemgår Det trafikøkonomiske Udvalgs planarbejde, ikke bare for 1950’erne, men helt frem til oliekrisen i 1973, der for en kort tid ændrede betingelserne for trafikudbygningen.
Trafikken er et af de områder, hvor udviklingen er gået stærkt, og hvor planlægningen synes konstant at humpe efter borgernes beslutning om, hvordan den daglige trafik skal sammensættes. Trafikken er – som de andre infrastrukturer - en vigtig brik i udfoldelsen af velfærdsstaten. Ikke alene blev der skabt en hidtil uset mobilitet i samfundet, trafikudviklingen bidrog til en skærende udstilling af traditionelle og forældede tankegange i etatsvæsenet. Det kan ikke undre, at trafikprognoserne og –planlægningen havde det svært med virkeligheden, hvor Folkevognen og Fiat 600 med døre, der åbnede den forkerte vej, på få år gjorde de kollektive transportmidler til noget lettere antikveret, måske lige bort set fra DSB’s MY lokomotiv, der trak røde streger gennem landskabet. Selv om DSB løbende moderniserede materiellet, var det ikke nok til at kunne hamle op med privatbilismen.
Steffen Elmer Jørgensen konkluderer, at trafikplanlægningen ikke kunne styre trafikudviklingen. Den var næsten endda dømt til at humpe bagefter og tilpasse sig den udvikling, der ideologisk kulminerede i de tidlige 1970’ere med at et politisk parti, Centrum-Demokraterne, gjorde det til en stemmemagnet at forsvare bilisternes interesser.
Erik Nørr forholder sig allerede i overskriften til spørgsmålet om tradition eller tilløb. Hvorfor blev skoleloven af 1937 først gennemført i 1950’erne og 1960’erne? – hedder artiklen. Svaret er måske det ret enkle, at en verdenskrig, en besættelse og en kold krig kom i vejen, men andre faktorer spillede naturligvis ind på udsættelsen. Man må konstatere, at planlægning var vanskelig, også selv om prognoserne på dette område var noget sikrere end tilfældet var med trafikken. Et gennemgående problem var, at det var vanskeligt at afstemme uddannelsen af lærere til reproduktionslysten (og det er det jo stadig). Oven i var der en langtrukken diskussion om hvilket niveau uddannelsen skulle foregå på, om det skulle være studenter eller ”manden fra ploven og pigen fra kødgryderne” som Venstre-manden Erik Appel mente, der kom til at præge fremtidens unge. Den første model ville uden tvivl ruste børnene bedre til industri- og videnssamfundet.
Nørr peger på, at mange faktorer førte frem til udsættelsen. Et af de store problemer var manglen på byggematerialer, et tema der ikke har optaget den traditionelle historieforskning i nævneværdig grad. Den har i højere grad fokuseret på lovgivningen, hvilket også optager en stor del af Nørrs artikel, der dog fortæller mere nuanceret og informationsmættet end normalt.
Undervisningssektoren bliver yderligere behandlet i Else Hansens artikel om universitetsplanlægningen. Her var man langt væk fra Appels plovfurementalitet, men til gengæld var området præget af en konservativ dannelsestradition, der skulle finde en modus vivendi med den socialdemokratisk-radikale blanding af teknikfiksering og manglende interesse i feltet. Begejstringen for teknisk-naturvidenskabelige uddannelser kunne naturligvis forsvares og begrundes med de faktiske forhold i økonomien og med at a-kraft tegnede til at blive fremtidens energiform. Også Else Hansen gør en del ud af byggeriet, der ikke kunne holde takt med behovet for udbygningen af de videregående uddannelser. På dette område er 1950’erne en klar forløber for 1960’erne, hvor de videregående uddannelser som bekendt oplevede en massiv tilgang.
Nu var det ikke alle unge, der enten tilhørte blomsten af ungdommen eller satsede på en måde, der nogle årtier bevirkede, at de kunne hæfte betegnelse mønsterbryder på sig selv. Nogle satsede forkert og tog ophold i ungdomsfængslet på ubestemt tid. Ubestemt tid passede dårligt med 1950’ernes begejstring for rettigheder, hvorfor diskussionen herom var en vigtig del af tidens retspolitiske diskussion.
Peter Fransen redegør for behandlingen af de unge kriminelle, dvs. personer under 21 år. Sammenstødet mellem en ’gammeldags’ behandling af de unge med arbejde på Søbysøgård, der var landets største ungdomsfængsel, og så mere ’moderne’ former var tydelig, men Fransen understreger også, at reformidéerne nok så meget havde udspring i den første model. Diskussionen om ungdomsfængslet foregik mest blandt fagfolk, dvs. området var ikke politisk konfliktstof i samme grad som antologiens andre emner.
1950’erne betegnes ofte som den hjemmegående husmoders årti, og en periode hvor seksualmoralen nåede viktorianske højder. Det er der næppe nogen entydig sammenhæng imellem al den stund, at husmoderen var med til at bære moderniteten ind i hverdagslivet.
Maren Wichmanns undersøgelse af familiepolitikken adskiller sig fra de andre artikler ved at være en komparativ analyse mellem Vesttyskland og Danmark. Wichmann redegør for reproduktionspolitikken (abort- og svangerskabslovgivningen) og skattepolitikken. Hun dokumenterer, at Danmark var noget mere liberal og frisindet end Vesttyskland, hvor emnerne var tabubelagte. Wichman begrunder det med de tyske erfaringer med racepolitikken, hvortil kan føjes, at Vesttyskland var den kolde krigs centrum og et katolsk præget land. På skattepolitikken var forholdene snarere det omvendte, idet Danmark først med kildeskattereformen i 1970 selvstændiggjorde kvinderne.
Antologiens sidste artikel er et forsøg på en bredere belysning af planlægningen i 1950’erne end den, der fremlægges i de seks case-studies. Vinklen er en gennemgang af årtiets kommissioner og kommissionsbetænkninger. Godt tænkt, og den første del af artiklen fungerer nogenlunde efter hensigten, men den holder ikke niveauet, blandt andet fordi artiklen deles på forskellige forfattere, hvorved det overordnede blik på forvaltningen forsvinder og erstattes af en opremsning af kommissioner, der ikke føjer noget nyt til de andre artikler.
I konklusionen giver Leon Jespersen et bud på, hvordan det overordnede spørgsmål skal besvares: 1950’ernes planlægning ”rummede både visionære og nye tanker, men afspejlede på nogle områder også gammelt tankegods, der byggede på idéer fra foregående årtier. 1950’erne fremstår på godt og ondt med et Janus-ansigt.” Beskrivelsen dækker vel samtlige årtier i Danmarks nyere historie, men vigtigere er det nu også, at Leon Jespersen lykkes med en sammenfatning af planlægningen i 1950’erne.
Når man ser, hvad forlagene sprøjter ud af fast food bøger (jf. de seks mere eller mindre kaloriefattige bøger om Stein Bagger), så er det en befrielse at læse slow history bøger præget af den overbevisning, at godt håndværk gør en forskel. På den anden side ville det have været rart, hvis der var gjort lidt mere ud af anretningen. Artiklerne er for lange og for informationsmættede, og selv om der serveres gode historier undervejs, så er der arbejdet for lidt med præsentationen af stoffet og de fortællinger, der kan konstrueres. Problemstillingen - tradition eller tilløb - er i den forstand for bred og for diffus.
Billedsiden er værd at fremhæve. Billederne - en del af dem nostalgisk bedårende - er alle hentet i Odense Stadsarkiv og er taget af Fyens Stiftstidendes pressefotografer. De har fået plads og gengiver øjeblikke, der fanger årtiets sammensathed, det der havde fremtiden bag sig og det, hvor den endnu ventede på at blive indløst.
Artiklerne bygger på det et stort arkivmateriale og en masse litteratur. Nogle steder savnes dog den nyeste litteratur.
For at slutte denne anmeldelse på en traditionel – men fair – måde: de kritiske bemærkninger til trods er antologien en uomgængelig bog i afdækningen af den politiske scene i 1950’erne og et væsentligt bidrag til at udbygge en nuanceret forståelse af det årti, hvis eftermæle står i skyggen af 1960’erne.
