Bartenderen på Hotel Ritz

Af Kresten Søe

Paris besat og befriet

 Bogen starter i Paris om aftenen 14. juni 1940 i baren på det fashionable Hotel Ritz i Paris.
For lidt over en måned siden pløjede Hitlers pansertropper gennem Ardennerne og omringede en stor del af den franske hær. Englænderne søgte tilflugt tilbage over kanalen. Krigen var tabt, og tyskerne står foran byens porte, mens Paris er erklæret åben by.
Ritz er nu som byens andre luksushoteller inddraget til indkvartering af de tyske officerer samtidigt med, at tusinder af byens indbyggere var flygtet.

Bartenderen – den berømte Frank Meier som har skjult sit jødiske ophav – har ikke sovet den foregående nat og afventer nu i ulastelig påklædning sammen med sine kolleger det nye klientel i hotellets bar. Alt hvad der kan bydes på og skænkes op er klart til betjening af. The show must go on - hotellet er stadig åbent, og gæster er gæster.

Göring tager det varme vand

Det fashionable Hotel Ritz bliver snart de ledende nazisternes yndlingssted, og Frank har intet andet valg end at tilpasse sig den nye kundekreds. Ergo fortsætter han med at mikse sine berømte cocktails for koryfæer som den berømte forfatter Ernst Jünger, oberst Hans Seidel og fætrene von Stülpnagel - der efterfulgte hinanden som leder af besættelsestropperne i Frankrig og begge deltog i kuppet mod Hitler 1944.

Hertil træder sågar den frygtede Hermann Göring indenfor under sin velkendte jagt på malerier til sin store kunstsamling.
Under opholdet på Ritz lægger den korpulente nazist beslag på alt hotellets varme vand, idet han tilbringer det meste af tiden i et gigantiske badekar til lindring af bivirkningerne af sit morfinmisbrug.

Medløber eller modstandsmand uden illusioner?

Mens Frank med ulastelig resigneret mine mikser cocktails til de belevne højere tyske officerer, kollaboratører og franske profitmagere, skeler han samtidigt til den smukke Blanche, som er hustru til direktøren for Ritz. Franks kærlighed næres af, at hun som han også er jøde. Via sine kontakter skaffer Frank falske papirer både til Blanche, der som han nu kan dokumentere sig som franskmænd og jødiske familier, der fx behøver falske pas til til hjælp på flugt.

En svær balance, der udadtil på overfladen får Frank til at syne som kollaboratør og potentielt mål for modstandsbevægelsens hævn.

På grund af denne virksomhed vikles Frank mere og mere ind i et tæt og stadig strammere net af forræderi, usikkerhed og løgne, efterhånden som polariseringen mellem modstandsfolk og kollaboratører når sit højdepunkt op mod invasionen og det kommende tysk nederlag.

Franks skjulte kærlighed til Blanche bliver aldrig forløst, og som dagene går, føler han sig ensom og udnyttet fra alle sider. Til trods for dette forbliver Frank til det sidste på sin post og afventer desillusioneret sin skæbne bag disken, indtil han pludselig hører en kendt stemme råbe ”Come on boys”.  Hvorpå hans ven, den berømte Ernest Hemingway, med stormende gensynsglæde træder ind i baren i selskab med soldater fra den allierede hær.

Omkring bogens autentisitet

Forfatteren Philippe Collin er fransk historiker og journalist. Det mærkes i den grad på fortællingens samtidsatmosfære.

Yderligere er bogens handling et fint sammenskrevet miks af fiktion og fakta. Collin har her et fint greb om samtidsrammen og de polariserede forhold mellem den almindelige pariser og den privilegerede overklasse, der ofte samarbejdede eller flirtede med besættelsesmagten for egen vindings skyld. 
På samme måde levendegøres rædslerne ved indfangningen af de franske jøder, der bestemt ikke fik megen hjælp af den øvrige ofte antisemitiske franskebefolkning.

Frank Meier er en virkelig person, som blev født i Østrig og senere som ung flygtede fra antisemitisme og fattigdom til New York. Her havde en kendt bartender blik for Franks skjulte talenter og oplærte ham til en berømthed i sit fag.
I 1936 udgav Frank Meier således på grundlag af sine berømte cocktail kreationer bogen:” L'Art du cocktail” - på engelsk: ”The Artistry of Mixing Drinks”. Bogen anses stadig som den klassiske cocktail bibel og er siden udkommet i flere udgaver.

Også hotellet, hvor Frank Meier gjorde Ritz-baren til et legendarisk mødested for kunstnere, aristokrater og eventyrere, er autentisk. På samme måde som berømthederne Hemingway, Blanche Rubenstein, Barbara Hutton, Coco Chanel, fætrene von Stülpnagel, og Franks kollega George er eksisterende personer, der agerer autentisk i bogen.

Et brag af en historisk roman!

Som historisk roman har denne bog alt og en hel del mere til i forhold til en genrelæsers forventninger.
Oversættelsen har - bortset fra en utrolig mager tegnsætning - mere karakter af gendigtning end traditionel oversættelse.
Her får læseren den franske atmosfære intakt i en sådan grad, at man næsten føler sig direkte til stede i Frank Meiers lille kongerige, sanser med hans øjne og øren og følger hans elegante manøvrer i det farlige farvand blandt nazister, kollaboratører og modstandsfolk blandt hotellets prominente gæster.

Derudover giver handlingen en fin indføring i samtidens begivenheder med en levende formidling af Franks Meiers stigende frygt for afsløring som jøde og hans tiltagende personlige afmagt og resignation i besættelsesårene.

Endelig bliver læseren her præsenteret for forskellige naziofficerer, der agerer som ægte reflekterende mennesker frem for at stå som de morderiske klicheer genren alt for ofte byder på.

[Historie-online.dk, den 9. december 2025]