Olav Audunssøn
En 100 år gammel historisk roman med en fængslende skæbnefortælling har fået nyt liv i Ida Jessens kompetente nyoversættelse.
Man tør næsten sige, at Sigrid Undset fornyer den historiske roman og fylder den med substans, liv og gnist. Med sine to store middelalderromaner skrev hun sig ind i verdenslitteraturen og modtog efterfølgende Nobelprisen i litteratur. I 2024 udkom ”Kristin Lavransdatter” i Niels Brunses fine nyoversættelse, og nu er turen kommet til ”Olav Audunssøn” i Ida Jessens kompetente nyoversættelse.
Handlingen udspiller sig i Norge i 1200 tallet. En tid hvor hedenske skikke og kristendommen eksisterede side om side og undertiden kom i konflikt med hinanden. Middelalderen er ikke bare en kulisse, men en autentisk baggrund for handlingen, og man mærker Sigrid Undsets indgående kendskab til perioden. Man får et levende indtryk af livet i middelalderen, af de store gårde med de mange huse og de mørke rum, hvor røgen bølger fra ildstedet. Ja man synes næsten, man kan mærke dunsten i de beklumrede rum. Men det er de levende og nuancerede personbeskrivelse, der gør romanen til uforglemmelig læsning. Personerne lever i en helt anden tid med en helt anden kultur, men deres eksistentielle problemer er ikke ukendte for nutidens læsere. Med Sigrid Undsets egne ord: ”Menneskenes hjerter forandres aldeles intet i alle dage”.
Vi følger hovedpersonen Olav gennem et helt liv, et liv præget af modgang. Han længes efter tryghed og kærlighed, men hans liv bliver meget omskifteligt, og kærligheden er skrøbelig. Han var et forsømt barn og kom til at svigte sine egne børn. Han tilbragte sine første år hos oldefaderen og dennes sindssyge søn. Som syvårig sender hans syge far ham til opfostring hos en ven. Her vokser han op sammen med sin fostersøster Ingunn, og de to børn bliver inderligt knyttet til hinanden, og Ingunn bliver hans faste holdepunkt i tilværelsen. Da fædrene halvt i spøg beslutter, at de to børn skal giftes med hinanden, når de bliver voksne, giver det Olav en stor tryghed at vide, at hans fremtid ligger fast. Det gør den så alligevel ikke, for hans liv tager en uventet drejning.
Ethvert menneske var dengang fast knyttet til slægten på godt og ondt. Familie, skam og ære var uløseligt forbundet og førte til mange fejder, noget fosterfaderen bliver inddraget i med fatale følger. Den unge Olav blev i den forbindelse drabsmand, og måtte tilbringe mange år i eksil.
I den lange og usikre ventetid lever den vege Ingunn hos familien på nåde og barmhjertighed. Hun lader sig halvt modvilligt forføre af en charmerende islænding og føder et barn. Familien får travlt med at skjule skammen og sætter den lille Eirik i pleje hos en jævn familie. Alligevel gifter Olav sig med hende og fører hende hjem til Hestviken, men de får et svært samliv. Den skrøbelige og upraktiske Ingunn magter ikke at stå for husholdningen på en stor gård, og hun formår ikke at føde Olav en søn og arving. Efter flere aborter skranter hun, og da hun endelig føder en levedygtig datter, Cecilia, går det stærkt ned ad bakke med hende. Olav har i mellemtiden hentet den lille Eirik til Hestviken og udgiver ham som sin egen søn. Den lille Eirik angler efter faderens kærlighed, men Olav får aldrig et godt forhold til ham. Drengen er en drømmer og en fantast, og han er slem til at prale og lyve. Cecilia svigter han også, da han får hende gift med en upålidelig og voldelig mand.
Der er voldsomme kræfter på spil i romanen. Familie , skam og ære har rod i det hedenske, mens skylden hører til hos kristendommen. Olav har i al hemmelighed begået æresdrab på islændingen og aldrig skriftet det. Han lever resten af sit liv plaget af svære religiøse anfægtelser og bliver en meget ensom mand.
Det er et mesterværk af en episk roman, som indbyder til genlæsning, men med sine 900 sider bliver den næppe en bestseller. Det er prisværdigt, at Gyldendal har udgivet den i serien Gyldendal Nordisk. En oversættelse er en tolkning, og klassikere har brug for nyoversættelser med års mellemrum for at overleve. Bag Ida Jessens nyoversættelse ligger et kæmpe forarbejde. Hun har forladt sagatonen og lavet en vellykket modernisering af sproget, og hun har beholdt de poetiske beskrivelser af naturen og årstidernes skiften. Hendes kompetente nyoversættelse har sikret romanen en renaissance.
[Historie-online.dk, den 14. januar 2026]
