Christian 9. og hans familie
Af Kaare R. Skou.
Det står ligefrem skrevet ind som et punkt på dagsordenen hver gang EU’s stats- og regeringschefer holder topmøde, at de skal stille op til det såkaldte familiefoto. Der står de så side om side i to eller tre rækker i en ret tilfældig blanding. Jeg har tit spurgt mig selv: Til hvilken nytte? Bortset fra, at det må være meget rart lige at få strakt benene. Det skal i hvert fald være en meget doven billeredaktør, der bruger billedet i en publikation – alene fordi det kræver en alenlang billedtekst. Hvis man så endda kunne læse noget ud af personernes indbyrdes placering, så havde de måske en værdi ved at afsløre nogle grupperinger eller et hierarki, men det er ikke tilfældet. Kun ’en ting er sikkert: Den franske præsident kommer altid til sidst. Han er det eneste statsoverhoved i flokken og føler sig som lidt mere end de andre, der bare er regeringschefer. Der er alene for hans skyld, at et topmøde officielt hedder stats-og regeringschefmøde. Vi sender jo ikke Kong Frederik til Bruxelles.
Måske vil Mette Frederiksen engang, når hun for længst er gået på pension tage det frem, men det vil næppe give hende samme overraskelse, som jeg får, når jeg tager klassebilledet fra 3. klasse frem.
Men der er gruppebilleder, der har en nærmest ikonisk værdi. Igen og igen bliver Constantin Hansen maleri af Den Grundlovgivende Rigsforsamling gengivet, og det er endog så kendt, at satiretegnere uden videre forklaring har kunnet parafrasere over det i en kommentar til dagens politik. Til kategorien ikoniske gruppebilleder hører også P.S. Krøyers maleri af ’Børsherrerne’, som vi efterhånden nogle gange har set Brian Mikkelsen være med til at redde ud fra den brændende børsbygning i København. Måske bliver også Mia Mørkebergs kvindebillede i Samtaleværelset på Christiansborg det næste billede i den meget lille kategori af ikoniske gruppebilleder. Det har kvaliteterne til det.
Billederne har det til fælles, at de skal læses, og at de er det, vi i tv-verdenen kalder faktioner, fiktive iscenesatte virkeligheder. En billedtekst er som regel ikke nok. Der skal gerne en læsevejledning til.
Det er en sådan, Marianne Abrahamsen har givet os til Laurits Tuxens maleri af Christian 9., Europas svigerfar, og hans familie, som hænger i Kongens gemakker på Christiansborg – et billede som egentlig hedder Fredensborg-billet, og, får vi at vide, egentlig var tænkt til at hænge på Københavns dengang nye rådhus, hvor der imidlertid ikke var et egnet lokale.
Der er tale om et usædvanligt smukt tilrettelagt skrift med Maija Hejgaard som grafisk tilrettelægger. Teksten er informativ, og netop en læsevejledning, hvor vi ikke alene får at vide, hvilke personer, der er afbilledet, men også hvorfor de står eller sidder, hvor de gør. Og som for os peger på nogle små kulturhistoriske billeder i billedet – for eksempel, at børnene på billedet er børn, som får lov til at være børn, og ikke gengivet som minivoksne. Vi befinder os på et tidspunkt i overgangen fra oplysningstiden til romantik, hvad forfatteren på fin vis gør rede for. Vi skal se, at Christian 9. hvor konservativ, han end var i statssager, har læst sin Rousseau om børneopdragelse. Ja, der er smidt en billedbog eller et tegneseriehæfte ned på gulvet foran den mindste, der ellers med et målbevidst blik er på vej hen for at vælte det staffeli, maleren står ved, men som vi ikke ser.
Billedet er dateret 1883 på et tidspunkt, hvor Christian 9. er blevet bredt accepteret af danskerne, hvad han som ’tysker’ absolut ikke var, da stormagterne så at sige gjorde ham til tronfølger efter Frederik 7. og den oldenborgske slægt uddøde. Men blandt andet det, at han gennem en klog familiepolitik gjorde Fredensborg og dermed Danmark til Europas politiske centrum en månedstid hvert år, stivede den lilleputnation, som Danmark efterhånden var blevet til, af. Hvad familiepolitikken angår var Christian 9. kun akkurat nået til den tid, hvor den mest fornemme juridiske disciplin ikke længere var at få parret de rigtige børn i Europas mange blåtblodede familier med hinanden. Forelskelse fortrængte juraen.
Placeringen af personerne på billedet har for Tuxen langt fra været lige så fri, som den var for Mie Mørkeberg, men var begrænset af personens familiebånd til Kongen og ikke mindst vedkommendes politiske betydning har kunstneren udnyttet mulighederne. Det er således ikke værten Christian 9. der er den dominerende person på billedet, men den russiske zar Alexander. Det er her interessant, at Tuxen har været så loyal over for det faktuelle, at hans overvejelser endte med, at han ikke har medtaget et par personer, som burde have været med på billedet, men som ikke var i Fredensborg netop i sommeren 1883, for eksempel hertugen af Cumberland. Når billedet er en fiktion, så ville det for at tilhøre genren faktion være naturligt, at der var fundet plads også til denne hertug. Tuxens valg kan måske tilskrives, at han vidste, at netop han hadede disse familiesammenkomster.
Den sidste tredjedel af bogen er en slags små biografier af de afbillede personer, og her synes jeg, at forfatteren for nogles vedkommen har været for sød eller for forsigtig, mens hun for andres vedkommende godt kunne have gjort portrættet mere farverigt og beskrevet vedkommendes politiske betydning noget mere detaljeret. Det sidste gælder for eksempel ikke mindst Christian 9.s yndligssvigerdatter, franske prinsesse Marie og hendes mand, prins Valdemar. Men alt i alt en smuk og nyttig bog om et ikonisk værk, dets tilblivelse og dets skaber.
[Historie-online.dk, den 4. marts 2026]
