Menu

Kriger

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 34

 

Der venter gæsterne en intens rejse ind i krigerens univers, når fire forskellige krigere gennem ritualer og benhård træning bliver klar til at gå i krig og se døden i øjnene: Enten fjendens eller deres egen. Udstillingen ’Kriger’ åbner på Krigsmuseet 4. februar og er lavet i samarbejde med Moesgaard.

Foto: Barsk

Hvad gør det ved et menneske at blive kriger og gå i krig?

Det er et af de grundlæggende spørgsmål, Krigsmuseets kommende udstilling ’Kriger’ giver perspektiv på.

I udstillingen møder gæsterne fire, forskellige krigere: en romersk legionær, en japansk samurai, en rituel kriger fra området langs Sepik-floden i Papua Ny Guinea og en nutidig, dansk soldat. Selv om de lever i hver deres tid og del af verden, så er de alle fælles om at træde ind i krigerens univers efter at have gennemgået en hård, mental og fysisk træning.

Mennesket har altid gået i krig, men udstillingen er særlig aktuel i den nye verdensorden, vi lever i netop nu. Det siger museumschef David Høyer:

Krigen er atter kommet til Europa, og vi kan ikke udelukke, at danske soldater på sigt vil skulle gå i krig for NATO. ’Kriger’ hjælper os med at forstå, hvad det gør ved et menneske at blive kriger, og hvad det er for mentale og fysiske kræfter, der er på spil i krigens ekstreme situationer, der veksler mellem liv og død. Med udstillingen vil vi gerne give indsigt og perspektiv til at forstå den tid, vi lever i lige nu.”

Du skal dræbe

’Kriger’ følger de fire krigere før, under og efter kamp og giver gennem krigernes træning, våben og ritualer et indblik i, hvordan en kriger bliver skabt. Og i hvordan krigeren gennemgår en transformation mod at blive klar til at indtage sin rolle på kamppladsen. Beskyttet af krigsguder, amuletter, rustninger og våben venter døden: enten fjendens eller krigeren egen.

Selv om de fire krigere i udstillingen kommer med vidt forskellige forudsætninger, så deler de alligevel flere dilemmaer, konflikter og valg – blandt andet at de bliver trænet til at udføre en opgave, som ellers er forbundet med stort tabu i de fleste samfund: Nemlig at slå ihjel,” fortæller udstillingsansvarlig Mai Stenbjerg, der har været med til at udvikle ’Kriger’.

Hun tilføjer:

Udstillingen giver perspektiv på denne dobbelthed, krigeren står over og rejser det helt fundamentale spørgsmål: Hvad gør det ved et menneske at blive kriger?”

’Kriger’ åbner på Krigsmuseet 4. februar 2026.  
Udstillingen er skabt i samarbejde mellem Krigsmuseet, Nationalmuseet og Moesgaard.

[Historie-online.dk, den 19. januar 2026]

Se relaterede artikler
Modige Kvinder
Opfør dig ordentligt!
Herregårdenes Dag