Menu
Forrige artikel

Den kolde krig i Danmark

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 36

 

I hvor høj grad var Danmark truet under den Kolde Krig – og hvordan havde vi klaret os, hvis fjenden havde gjort alvor af sine trusler? Med en millionbevilling i ryggen skal nyt forskningsprojekt give et klarere billede af Danmarks rolle under den Kolde Krig – en periode, som kan gøre os klogere på den sikkerhedspolitiske situation, vi står i i dag.

En kommandostation fra 2. Sjællandske Brigade under øvelsen ’Avenue Express’ i juni 1989. På kortet kan skimtes den danske forsvarsplan. Forsvarsgalleriet

I en tid præget af geopolitiske spændinger og krig i Europa, er genoprustning blevet aktuelt. I den forbindelse er det relevant at skele til erfaringerne fra Den Kolde Krig og Danmarks forberedelser i den forbindelse. Desværre er det en periode, som stadig den dag i dag er præget af mange myter. Det skal nyt forskningsprojekt ændre på.

Med en bevilling på 3,7 mio. kr. fra Augustinus Fonden vil forskere fra Det Kgl. Bibliotek, Rigsarkivet og Langelands Museum undersøge de krigsplaner, som blev lagt, både i øst og vest, under den Kolde Krig. Forskningsprojektet skal tage livtag med nogle af de myter, der eksisterer om Den Kolde Krig: Var der planer om, at Danmark skulle bombes med atomvåben? Planlagde polakkerne at gøre landgang i Køge Bugt? Havde Warszawapagten en plan om at bruge tårnene på de danske landsbykirker som sigtelinjer? Og hvordan ville Danmark have klaret sig, hvis fjenden gjorde alvor af sine trusler?

Målet er ikke kun at styrke forskningen i den Kolde Krig, men også at give danskerne et bedre indblik i en periode, som desværre igen har fået ny aktualitet.

I en ustabil tid, hvor der skal tages mange beslutninger, er det vigtigt at have fast grund under fødderne i form af solid viden og erfaringer. Den Kolde Krig er en vigtig del af Danmarks seneste erfaringer med krise og konflikt, og derfor er det afgørende at få aflivet nogle af de myter, der stadig den dag i dag eksisterer. En stor tak til Augustinus Fonden for den flotte bevilling, som giver os mulighed for at kombinere vores stærke samlinger med ny forskning og moderne metoder – og gøre os alle sammen klogere på både perioden og den tid, vi lever i i dag,” siger Det Kgl. Biblioteks direktør, Bente Skovgaard Kristensen.

Rigsarkivet følger samfundsudviklingen og dette projekt viser, at forskning i rigsarkivets samling kan bidrage til at løse nutidige udfordringer og støtter en informeret offentlig debat om vores fælles fremtid.” siger Rigsarkivar Morten Ellegaard.

"De seneste års forskning i den Kolde Krig har med al tydelighed vist, at vi langt fra er færdige med at blive overrasket over tingenes tilstand dengang. Dette projekt vil også kunne kaste nyt lys over den komplekse konflikt, som den Kolde Krig var," udtaler Peer Henrik Hansen, museumsleder fra Koldkrigsmuseum Langelandsfort.

Baggrund
Det Kgl. Bibliotek har sammen med Rigsarkivet og Langelands Museum modtaget en bevilling på 3,7 mio. kr. fra Augustinus Fonden til forskningsprojektet ”Myter og realiteter – En geografisk analyse af militære planer for Danmark under den Kolde Krig”, der skal kaste lys over de konkrete militære planer for Danmark under den Kolde Krig. Forskningsprojektet ledes af seniorforsker ved Det Kgl. Bibliotek, Stig Svenningsen, og løber over tre år.
Projektet undersøger NATO’s og Warszawapagtens militære planer for Danmark med fokus på kort og planmateriale fra arkiver i Danmark, Tyskland og Polen. Ved hjælp af digitale kortværktøjer analyseres, hvordan planerne kunne have påvirket byer, infrastruktur og befolkning.
Resultaterne af forskningsprojektet vil blive formidlet bredt over de næste tre år, som projektet varer gennem forskningsartikler og i oplæg, udstillinger og en populærvidenskabelig udgivelse. En del af formidlingen vil ske i samarbejde med Koldkrigsmuseum Langelandsfort og biblioteker rundt om i landet.
ættelse af polske militære dokumenter fra koldkrigsperioden.

[Historie-online.dk, den 19. januar 2026]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
1700-tals festival på Gammel Estrup
TV-tips, uge 41, 2025
Allehelgen i Den Gamle By