Rigets runer
Menu
Forrige artikel

Rigets runer

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 460

 

Af Anders Ellegaard. Cand.jur.

I Aarhus Universitetsforlags ”100-serie” (100 bøger, 100 sider, 100 kroner) er det 13 bind skrevet af runolog og seniorforsker ved Nationalmuseet Lisbeth M. Imer. Forfatteren har tidligere udgivet ”Danmarks Runesten” og ”Peasants and Prayers,” som begge tidligere er anmeldt på historie-online.dk.

Bogen starter meget passende med en beskrivelse af ”Kong Haralds kumler, Den største runesten.”  Jellingestenen, som var begrundelsen for, at Jelling i 1994 kom på Unescos liste over verdenskulturarv. Stenen proklamerer en statssamling og et trosskifte, men også runeindskriften er speciel, idet den beskriver den regerende konges bedrifter og ikke kun tidligere konger og dronningers. Runerne er desuden skrevet vandret og ikke lodret som på andre runesten, og også tekstens længde er bemærkelsesværdig. Det er denne sten, som må antages at være inspirationskilde til tidligere og nuværende brug af runer til at symbolisere kraft, krigere, sejr, alder, æt med mere.

Men runerne er ikke en vikingearv. De er meget ældre. I afsnittet ”Tilbage til Jernalderen” beskrives inspirationsmulighederne til udviklingen af runerne. Det være sig det græske, latinske eller etruskiske alfabet. Ny forskning har vist, at mobiliteten har været stor tidligere end hidtil antaget. Nogle rejsende kunne se, at skriftlige meddelelser kunne overbringes og været mere sikre end mundtlige, som kunne misforstås, huskes forkert eller glemmes. Fra en mundtlig tradition til en skriftlig. Men hvorfor så runer og ikke det latinske alfabet? Forfatteren skriver, at alfabeterne og bogstaverne fra Middelhavet kan have været en fælles inspirationskilde, men at der samtidig var et stærkt ønske om at fastholde den nordiske identitet og skabe et nyt skriftsystem. Verdens ældste runeindskrift ”harja” findes på en kam fra 100-tallet, som blev fundet i Vimose på Fyn. Ordet kan være et mandsnavn eller kan betyde ”kam.”

I afsnittet beskrives de tre forskellige runealfabeter, som opstod gennem tiden i takt med ændringer i sprog og lyde. Statistisk er der kun bevaret et meget lille antal runeindskrifter. For at lære og vedligeholde skrivefærdigheden må der have været 1000-fold så mange indskrifter, som der er fundet. Årsagen er formentlig, at indskrifterne er skrevet på materiale, som har været forgængeligt i dårlige bevaringsforhold. For eksempel træ. I Grønland er bevaringsforholdene bedre, og der er da også fundet flere indskrifter på materiale, som ville være forsvundet i Danmark. Det samme er tilfældet i Bergen i Norge, hvor arkæologerne efter en storbrand kunne udgrave omkring 600 indskrifter på ellers forgængeligt materiale.

I afsnittet ”Vikingetidens runer” beskrives tiden fra 700-tallet. Tidspunktet for den såkaldte vikingetids begyndelse. Kristne missionærer begyndte deres indtog i Norden, sejlet gjorde skibene havgående, kontakten til andre folk og kulturer øgedes, store byggeanlæg blev gennemført. Der blev rejst mange runesten – især i Sverige hvor der i løbet af 1000-tallet blev rejst 2300. Med den øgede sejlads fulgte mere handel og flere handelsbyer opstod. Samtidig steg behovet for skriftlig kommunikation, hvilket blandt andet fundene i Bergen viser. Mange inskriptioner er mesterstempler, håndværkernavne, ejernavne med mere, men også indskrifter på runesten viser handelsmænds navne.

Samtidig med den gradvise indførelse af kristendommen kom der en ny påvirkning af skriftligheden. Det viser sig imidlertid, at i begyndelsen blev latin og latinske bogstaver brugt til religiøse tekster, medens runer fortsat blev brugt til hverdag.

I afsnittet ”Middelalderens skriftkultur” beskrives udbredelsen af kristendommen, som ikke kun medførte et stort kirkebyggeri, men også en påvirkning af runealfabetet og brugen af runer, som fortsatte helt op til 1400-tallet. Dansk som skriftsprog vandt først rigtigt indpas i slutningen af 1300-tallet. Med flere skriftkyndige i samfundene fulgte stungne runer, lønruner og gyldental. Med flere ”almindelige” indskrifter afsløres også en øget brug af runer til direkte beskeder eller beskrivelser. Den mest berømte indskrift fundet i Bergen (på et træstykke) er: ”Gyda siger, at du skal gå hjem.” ( Egentlig: ”Gyda siger, at du: Gå hjem!”). Forfatteren skriver, at ”Det morsomme er, at der på den anden side af pinden også er runer, men de er komplet uforståelige. Måske er de den fulde mands ubehjælpsomme svar til Gyda, som han (måske heldigt for ham selv) aldrig fik afleveret.” I bogen er der også eksempler på beskrivelser og tilnavne, som af hensyn til søgemaskinernes censur ikke skal nævnes her. - Men de er skrappe!

Et særligt afsnit i bogen er helliget runeindskrifter i kirker. Det være sig på vægge eller på inventar. Indskrifter er fundet både i Norden og i fjernere lande. Måske håbede skriveren at få syndsforladelse eller lettere adgang til Himmerige, men tidligere var kirkelige handlinger meget langvarige, hvilket måske kunne friste til lidt tidsfordriv.

Det sidste afsnit hedder ”Runernes renæssance” og omhandler brugen af runer siden senmiddelalderen. Under romantikken tog digtere og malere runerne eller i hvert fald skrivemåden i brug igen, samtidig med at sagaerne fik ny aktualitet. Nationalsocialismen brugte runerne til at bevise en meget lang slægtstavle. Senere har soldater, sportsfolk, tatovører og TV´s julekalender taget runeskriften til sig.

Den opmærksomme læser vil se, at det side 9 er anført, at der ved tronskiftet (ca. 958) fra Gorm til Harald ikke var fast arvefølge. Det var et valgkongedømme. Side 41 anføres det, at nogle forskere mener, at social rang blev arvelig i 700-tallet. Det sidste hentyder til aristokratiet, hvor ældste søn arvede titlen efter faderen. De efterhånden færre overhoveder i aristokratiet valgte, hvem der skulle være konge.

Bogen er illustreret med blandt andet nogle af de smukke fotografier taget af Roberto Fortunas til ”Danmarks Runesten.”

Sidst i bogen er der forslag til videre læsning, ligesom der henvises til hjemmesiden 100danmarkshistorier.dk, hvis læseren ønsker mere viden. Her findes blandt andet en seks sider lang litteraturliste og en ni sider lang liste over noter til afsnittene og de enkelte sider. Her findes også en henvisning til og kort vejledning i brugen af Københavns Universitets database over runeindskrifter: runer.ku.dk

En fremragende lille bog skrevet narrativt, men med solid videnskabelighed bag ordene. Den omhandler runernes oprindelse og hele området af runeinskriptioner – ikke kun runestenene. Bogen dækker emnet, men inspirerer også til videre studier.

Historie-online.dk, den 25. september 2018

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Grønlands forhistorie
Oldtidssagaerne. Bind 1 og Bind 2
KUML 2014 - Årbog for Jysk Arkæologisk Selskab