Menu
Forrige artikel

Arbejdernes historie i Danmark 1800-2000

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 635

Af Kenn Tarbensen, seniorforsker, ph.d., Erhvervsarkivet

Selskabet til Forskning i Arbejderbevægelsens Historie udgav i 1991 ”Kampen for en bedre tilværelse”, et gedigent værk, der siden har stået som den mest solide grundbog om arbejderbevægelsens historie. I selskabets tidsskrift ”Arbejderhistorie”, nr.4, dec. 2002, blev det oplyst, at bestyrelsen havde besluttet at udgive en ”erstatning”, der ligeledes kunne anvendes som grundbog og som opslagsværk ”men enkelttemaer skal behandles mere i dybden end i den ældre snævert kronologiske fremstilling” (s.135). Siden er projektet hvert år blevet omtalt på generalforsamlingerne og behørigt omtalt i referaterne i tidsskriftet. I foråret 2005 blev projektet fortsat omtalt som ”arbejderbevægelsens historie”, men året efter havde det skiftet titel – nu hed det ”Arbejdernes historie”.

Nu er den her så. Arbejdernes historie. Der er fokus på arbejderne, på arbejderklassen, men det medgives i introduktionen, at det naturligvis også indbefatter den politiske arbejderbevægelse, hvortil kommer Socialdemokratiets rolle som regeringsparti i lange perioder. Dermed ”væver arbejderbevægelsens politiske historie sig sammen med den generelle, politiske Danmarkshistorie”. Det hedder videre:

”Det er svært at trække en grænse for hvad der er arbejderhistorie og hvad der er almen historie. Vi har forsøgt at fokusere, ikke blot gennem emnevalg, men også gennem synsvinkel, og håber at have ramt en balance” (s.11-12).

Undervejs i læsningen bliver dilemmaet tydeliggjort for læserne. Et afsnit om ”Danmarks integration i verdenssamfundet” fylder for eksempel knap tre sider og handler om efterkrigsproblemer, Marshallhjælp, NATO-medlemskab m.m. (s.205-208). Er det arbejdernes historie? Nej, selvfølgelig ikke, men det er vigtige baggrundsoplysninger for de efterfølgende afsnit om arbejderfamiliernes levevilkår, arbejderungdommens uddannelses og fritidssysler, arbejdernes ferieforhold, rationaliseringer på arbejdspladserne osv. Hertil kommer så fremstillinger af helt centrale begivenheder som Philipsstrejken i 1954 og Storkonflikten i 1956, hvorefter følger et overraskende flashback til Socialdemokratiets efterkrigsprogram Fremtidens Danmark fra 1945, der dog tjener som optakt til det større kapitel ”Velfærdsstaten etableres 1958-1980”.

Eksemplet er illustrativt for strukturen i bogen: En sammenvævet fremstilling af arbejdernes historie, arbejderbevægelsens historie og den generelle Danmarkshistorie. Det siger sig selv, at det er utroligt svært at fastholde fokus, men efter min mening har de tre forfattere ramt en rigtig god balance. Der er tale om flot afløser for ”Kampen for en bedre tilværelse” eller med andre ord: En ny samlet fremstilling af dansk arbejderhistorie.

I modsætning til den gamle grundbog er der nu et fyldigt noteapparat, en omfattende litteraturliste og et godt indeks. Den tidligere kommenterede litteraturliste er erstattet af de fyldige noter samt en afsluttende temaartikel af lektor Erik Strange Petersen om historieskrivningen om arbejderklassen og arbejderbevægelsen. Som noget nyt er der også en række interessante personportrætter, hvortil kommer flere temaartikler, jf. nedenfor. Bogen er velillustreret, for megen genbrug synes bevidst undgået og det er lykkes fint (omend en række illustrationer er placeret i forkerte perioder). 

Den kronologiske hovedfremstilling (s.14-346) er skrevet af museumsinspektør Lars K. Christensen, Nationalmuseet (tiden indtil 1900), lektor Søren Kolstrup (perioderne 1900-1945 og 1980-2001) og afdelingsleder ved Arbejdermuseet & Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv Anette Eklund Hansen (perioden 1945-1980). De har været sat på hårdt arbejde, men alle har leveret velskrevne og fint disponerede fremstillinger, der samlet spænder fra 1794 til 2001. De fortjener røde roser for det solide arbejde.

Roser har som bekendt også torne.

Helt overordnet må det overvejes om den kronologiske fremstillingsform er den rette for så komplekst et emne? Skønt det er en god fortælling, sidder man efter endt læsning tilbage med følelsen af, at have zig-zag’et gennem for stort et stof og i naturlig forlængelse heraf også overvejelser om, hvorvidt arbejdernes historie i virkeligheden bedst skildres tematisk? Velvidende at ønsket om ”en anden bog” formentlig er anmelderiets mest letkøbte bemærkning, mener jeg, at SFAH bør overveje at lave en tematisk struktureret antologi med fremstillinger om centrale emner som f.eks. arbejdernes leveforhold, boligforhold, lønudvikling, ferie og fritid, arbejderkultur, børnearbejde, kvinder og arbejdsmarkedet, arbejdsplads og teknologi, arbejdskampe, organisering, politisk indflydelse etc. behandlet i separate kapitler. Der en lille ansats til det i bogen. Som nævnt ovenfor er der i forlængelse af beslutningen i 2002 medtaget nogle bidrag, der belyser ”enkelttemaer mere i dybden end i den ældre snævert kronologiske fremstilling”. Der er tale om følgende seks artikler:

  • Niels Finn Christiansen: Kapitalisme – klassekamp – socialisme
  • Knud Knudsen: Arbejder og arbejderbevægelse
  • Jytte Larsen: Men størst var Broderskabet – Køn i den danske arbejderbevægelse
  • Claus Bryld: Arbejderbevægelsen og demokratiet – idé og praksis
  • Morten Thing: Arbejderkultur – noget man er eller noget man får?
  • Erik Strange Petersen: Historieskrivningen om arbejderklassen og arbejderbevægelsen

Af disse kan fremhæves Morten Things artikel, der ganske glimrende tegner et tværsnit af tendenser i arbejderkulturens opståen og udvikling. Artiklen rummer bl.a. interessante betragtninger om fagforeningernes mødesreferater, der betegnes som en blanding af stilskrivning i skolerne, artikler i aviserne og offentlig kancellisprog:

 ”Et ord som »lockout« bliver så at sige aldrig stavet rigtigt. Men det er helt ligegyldigt: de, der skulle høre referatet læst højt på næste generalforsamling, forstod det udmærket. Jeg gætter på, at de har forstået at værdsætte referentens kunstneriske talenter, når de gennem den formfuldendte sprogdragt genkendte den sproglige tumult fra sidste møde. De forstod at værdsætte den kendsgerning at en skidefuld kollega blev omtalt som tørstig” (s.399).

Morten Things fine sans for sådanne detaljer følges desværre ikke op med grundig litteratursøgning vedrørende nyere artikler om emnet. F.eks. var Arbejderhistorie nr.4, 2002, et temanummer om ”Arbejdere, politik og kultur”. Heri er der flere interessante bidrag, der kunne have været inddraget, bl.a. Jens Engbergs glimrende artikel om ”Kulturpolitikken og Socialdemokratiet”.

Desværre er heller ikke Erik Strange Petersens artikel om historieskrivningen up-to-date. Artiklen fremstår som en iscenesættelse af den arbejderforskning, der er udøvet af den generation som forfatteren selv tilhører. Vægtige yngre forskere som f.eks. Klaus Petersen forbigås skammeligt.

Læsere af Arbejderhistorie har de seneste halve snes år kunnet glæde sig over en lang række artikler af netop især yngre historikere. Ét er naturligvis at disse ikke i højere grad end tilfældet er, er medforfattere til værket, noget andet er, at deres forskningsresultater ikke er medtaget.

Et eksempel er Grundlovsdag. Efter Slaget på Fælleden, hvorefter myndighederne forbød arbejderne at forsamles under åben himmel, indbød Den internationale Arbejderforening til Grundlovsmøde ved Den slesvigske Sten i Dyrehaven den 5. juni 1872. ”Arbejdernes første Grundlovsfest” er genstand for et solidt lille studie af Jan Ingemann Sørensen (Arbejderhistorie, nr.1, 2003), der retter op på tidligere tiders mere eller mindre forkerte beskrivelser i partihistorierne. Alligevel er den lille perle af en artikel ikke kommet i litteraturlisten, ligesom arbejdernes brug af Grundlovsfesten som politisk manifestationsform ikke nævnes udover en overfladisk bemærkning (s.93, se dog s.132). Som led i Magtudredningen publicerede Anette Warring faktisk i 2004 en aldeles fortræffelig bog om Grundlovsfejringer gennem 150 år, hvor hun bl.a. beskriver arbejdernes brug af Grundlovsdag (især før 1915). Social-Demokraten skrev således i 1907: ”Den 5. Juni og den 1ste Maj supplerer hinanden. Paa Majdagen bærer de organiserede Arbejdere deres internationale, sociale Krav frem (...). Den 5te Juni vajer de røde Faner paany til Kamp for Folkets politiske og økonomiske Myndiggørelse: Socialismen”. (cit. efter Anette Warring: ”Historie, magt og identitet. Grundlovsfejringer gennem 150 år”, 2004, s.88). Det er en skam at sådanne forskningsresultater ikke er inddraget, og – uden det naturligvis er forfatternes skyld – fører det f.eks. til, at helt forkerte oplysninger i offentligheden. I artiklen ”Venstrefløjen møver sig ind på borgerlig festdag” (Nyhedsavisen 5/6-2007) udtalte ”forsker i politisk historie” Lars Hovbakke Sørensen fra Aarhus Universitet således: ”Grundlovsdag var traditionelt en pæn og lidt højtidelig, borgerlig festdag. Men i dag deltager venstrefløjen også for at give de borgerlige konkurrence”. Pointen i artiklen er, at venstrefløjens deltagelse i Grundlovsfesterne først startede efter Anden Verdenskrig.

Et andet eksempel på manglende inddragelse af relevant litteratur er Hans Sode-Madsens bøger ”Ungdom uden arbejde” (1985) og ”Farlig ungdom” (2003) – i sidstnævnte bl.a. om ungdomsarbejdsløshed i efterkrigsårene, et emne, der kunne være meget bedre behandlet i Arbejdernes Historie.

Forrige artikel
Se relaterede artikler
På tur med Danmarkshistorien
Dansk Velfærdshistorie
Trap Danmark, 6. udgave, bind 3: Frederikshavn, Hjørring, Læsø