Menu
Forrige artikel Næste artikel

Femten fortællinger fra det gamle Danmark

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 250

Af Steffen Harpsøe, historiker, arkivar og redaktør af historiemagasinet Siden Saxo

Selv om forfatteren, Benito Scocozza, i bogens forord, erklærer, at der hverken er bagtanke eller rød tråd i samlingen af fortællinger, så fremstår de alligevel som en vel gennemtænkt helhed og bogen som en helstøbt præsentation af indblik i dansk historie, snarere end en samling løsrevne historier. Reelt set udgør bogen et lille mesterværk ud i formidlingens ædle kunst, og det endda uden at have ambitioner i den retning.

Bogen er reelt en antologi – en samling af historier fra det ”gamle Danmark”. Fortællingerne spænder over lidt mere end 400 år, fra Christian 1.s rejse til Rom til slaget på Fælleden. Det eneste der på overfladen forener de 15 fortællinger er, at de er skrevet af samme forfatter. Skønt de er organiseret kronologisk er der i følge forfatterens eget forord ingen rød tråd i dem, det eneste der forener dem er fortællelysten hvormed de formidles. Men selvsamme fortællelyst brænder til gengæld også så meget igennem, at historierne bliver ganske medrivende og en egentlig tour de force i ’den gode historie’ om høj og lav fra senmiddelalderen og frem til 1872. Til trods for forfatterens eget ord for en manglende bagtanke, fremstår værket som en gedigen danmarkshistorie fortalt gennem øjebliksbilleder og skæbnesportrætter. En danmarkshistorie, der, til trods for at den ikke bevidst omhandler eller beskriver samfundsforhold og forandringer, alligevel formår på en underholdende og læseværdig måde at illustrere selv samme samfundsforhold og forandringer. Ganske vidst kommer man ikke rundt i samtlige hjørner af de 400 år, fortællingerne dækker, men de dækker alligevel både samfundsspektret fra den absolutte top til de jævne folk på landet og i byen, og spænder samtidig over vidt forskellige emner; fra finkultur, ytringsfrihed, merkantile fejlkalkulationer, storpolitik og kvindefrigørelse til bagvaskelse, rænkespil, sammensværgelser og katastrofer.

Blandt fortællingerne er der historier om operahusets brand i 1689, strid bland bønder i 1600-tallets start, en øjenvidneberetning fra slaget på Fælleden, djævlebesættelser i Thisted, et portræt af samfundskritikeren P.A. Heiberg og selvfølgelig også noget om både Christian d. 4. og Mor Sigbrit (hvad andet var at forvente, det er jo Scocozza der er forfatteren). I tilgift til de 15 historier - der kan læses uden sammenhæng - er også et tillægskapitel. Skal man hælde malurt i bægeret på en ellers glimrende udgivelse, så er det dette tillægskapitel, der kan rettes kritik imod. Hvor de 15 historier alle er båret at både kildenærhed og ’den gode historie’, kommer tillægskapitlet – der en hurtig oversigt over kongedømmets historie – til at fremstå både underligt detacheret med sin teoretiske og hurtige gennemgang af den idehistoriske baggrund for kongedømmet og et rids af det danske monarki. Tillige gør det hurtige rids også kapitlet til overflødig læsning – for langt størstedelen af den (må vi formode) historisk interesserede læserskare, der kan tænkes at ville lade sig begejstre af selve fortællingerne, vil tillægskapitlet blot indeholde allerede kendt viden. Dette appendiks kan dog ikke trække noget fra bogens hovedbestanddel, nemlig de 15 fortællinger.

Fortællingerne er hele vejen igennem præget af ikke blot ’den gode historie’, men er også medrivende og velformuleret skrevet. Sproget er til tider lidt arkaisk, men dette højner blot fornemmelsen af at være tilstede i fortællingernes tid selv, en oplevelse der yderligere understøttes af fortællingernes kildenærhed. Uden nogen form for noter og kun meget få direkte henvisninger til kilderne, har man hele tiden fornemmelsen af at side med næsen i arkivalierne – man er aldrig i tvivl om, at der er belæg for det fortalte. Dertil kommer så, at fortællingerne i emnemæssig spredning supplerer hinanden godt. Til trods for den noget uoriginale titel på værket, der lægger sig op ad A.D. Jørgensens ”40 fortællinger af fædrelandets historie” samt mange af Ebbe Kløvedals værker der indeholder ”X-antal fortællinger” i titlen, så fremstår Benito Scocozzas ”Femten fortællinger fra det gamle Danmark” som en klart anbefalelsesværdig bog. Det er i sandhed underholdende og oplysende læsning – formidling af bedste skuffe og et eksempel til efterlevelse af andre historikere.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Danmark i det 20. århundrede - En krønike
Historien om danskerne 1500-2000
Lillys danmarkshistorie