Menu
Forrige artikel Næste artikel

Sønderjylland i 1933

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 239

Af Erik Ingemann Sørensen

Forventningerne er store – meget store endda – når man erfarer, at der er en ny bog på vej omhandlende Sønderjyllands utrolige historie. Sidste år afsluttedes det imponerende storværk i 2 bind, ”Sønderjyllands Historie”, årets historiske bog blev Claus Bundgaard Christiansens fornemme ”Danskere på Vestfronten”, der omhandler de danske sønderjyders skæbner under 1. verdenskrig, hvor de som tyske statsborgere var almindelige værnepligtige. Og nu kommer så en ny publikation – denne gang om skæbneåret 1933, hvor den danske grænse pludselig blev en grænse mellem demokrati og diktatur – en smeltedigel for ideologier af alle tænkelige slags.

Baggrunden for bogen er en række forelæsninger fra 2008 om emnet. Forelæsninger afholdt rundt om i landsdelen netop i anledning af 75 året for oprettelsen af ”Landsarkivet for Sønderjylland”. Det er jo rent faktisk så positivt folkeligt, som det kan være. Historiefortællinger med det levende ord som omdrejningspunkt, der nu kommer på tryk. Det kan vi andre kun have store glæde af – og udtrykke en varm tak for.

Bogen består af 8 kapitler, hvor museumsdirektør Réne Rasmussen, Danevirke Museum, i Slesvig alene står for de 3. Ellers er det kapaciteter som Hans Schultz Hansen, Peter Hopp, Henrik Becker- Christensen, Morten Andersen og Axel Johnsen, der er bidragsydere – alle kendte for deres store viden og formidlingsevne om Sønderjylland.

Det er et godt år, der er valgt. Netop fordi det stort set rummer det hele i de talrige begivenheder, der fandt sted, fra fascinerende forvirring til støvletramp – fra heilende danskere til øretæveuddelende havnearbejdere. Perioden, hvor Adolf Hitler på få måneder gik fra kjole og hvidt til uniform. Hvor det, forfatteren Jacob Paludan i romanen ”Jørgen Stein” kalder ”Torden i syd”, bliver til øredøvende eksplosioner – både fysisk og psykisk.

Der er ikke en egentlig kronologisk fremadskriden i kapitlerne – i stedet en vekslen mellem temaer og vinklinger, hvilket forekommer helt rigtigt og indlysende. At der på denne måde kommer en række gentagelser, må man så leve med. Det må man så også med dele af billedmaterialet. Et par rystede og et enkelt mere end uskarpt billede kan undre. Men da det enten er de eneste billeder, der findes, eller billedet er så dokumenterende, som det overhovedet kan være, ja så må læseren tage det med. Det er faktisk et modigt valg, redaktionen, der består af Henrik Skov Kristensen og Birgitte Herreborg Thomsen, har foretaget.

Som nævnt er det Réne Rasmussen, der står for hele 3 af kapitlerne. Og med det indledende ”Ensretningen af de danske sydslesvigere” havner vi midt i orkanens øje. Hos det danske mindretal. Man kunne have forestillet sig, at det danske mindretals særstilling var blevet ændret under det nye styre. I stedet konkluderer Réne Rasmussen, at det fik fastslået sine grundlæggende rettigheder, der var blevet grundlagt under Weimar-republikken. På overfladen så det nydeligt ud. Men ensretningen i Det Tredje Rige ramte det danske mindretal hårdt. Allerede i marts måned gik ”Flensburger Nachrichten”, der på dette tidspunkt endnu ikke var blevet et nazistisk organ, til verbalt angreb på den danske skole i Flensborg, som de mente blev udnyttet af kommunisterne. Kampagnen løb i første omgang ud i sandet. Men den indvarslede, at det ”var nødvendigt at være på vagt”. Gennem det godt skrevne kapitel får vi talrige eksempler på, hvor meget skruen blev strammet – men mindretallets ledelse kæmpede ”en brav kamp for at finde en balance”, så man kunne overleve. En kamp der i første omgang varede helt frem til 1945. I realiteten skal vi helt frem til ”København – Bonn erklæringerne” i 1955, før vi får mindretallets ”Magna Carta”. Pudsigt nok næsten på dato for Hitlers endelige magtovertagelse 22 år tidligere.

Men tordenen tog til med voldsom styrke. Herom skriver Peter Hopp, fhv. lektor i Kiel. Han beskæftiger sig med den såkaldte ”Påskeblæst” – den første direkte konfrontation med det nazistiske Tyskland. Centralt i denne står spørgsmålet om grænsen. Det er vigtigt at erindre, at Tyskland faktisk aldrig havde accepteret grænsedragningen i 1920. Da den var et resultat af den forhadte Versailles-traktat, ja så var der virkelig grobund for nazistisk agitation. Peter Hopp stiller 3 spørgsmål: hvordan agerede de involverede, hvilke slesvig-holstenske nazister startede det hele samt sønderjydernes reaktion. Det skal lige omtales, at Peter Hopp er en af medudgiverne af den store og ganske fremragende kildesamling ”Ostersturm/Påskeblæsten”, udgivet i 1983, som et resultat af et dansk-tysk samarbejdsprojekt i perioden 1973-1976.

Også her får vi en dybdeborende og til tider ganske rystende redegørelse for de begivenheder, der blev sat i værk af formanden for Schleswig-Holsteiner Bund, Landrat Dr. Wilhelm Sievers, der senere blev borgmester i Flensborg, og hans ”medsammensvorne”, pastor Johann Leopold Peperkorn fra Viöl. Med disse i spidsen blev der i den grad rettet voldsomme angreb mod det danske. De krævede ligeledes en grænserevison faktisk under det fortvivlende ”Up ewig ungedeelt”. Og de kunne deres historie. Det var ikke nogen tilfældighed, at Sivers den 24. marts i Rendsburg sagde det lige ud: ”Vi vil have Nordslesvig tilbage!”. Det var netop 85 årsdagen for slesvig-holstenernes oprør, der startede i Rendsburg. Heller ikke da Peperkorn den 5. april holdt sin tordentale i Eckernförde - ”kulminationen på ”Påskeblæsten”. Det var 84-årsdagen for den danske flådes katastrofale optræden i Eckernförde Fjord. Det var absolut heller ikke noget tilfælde, at den franske præsident Francois Mitterrand dukkede op i Sarajevo den 28. juni 1992. Denne dato i 1914 lød de dræbende skud, der i realiteten startede 1. Verdenskrig. ”Hans hensigt var at henlede verdensopinionens opmærksomhed på alvoren i den bosniske krise”, skriver Eric Hobsbawm i ”Ekstremernes Århundrede”. Det med datoer udnyttede nazismen til fulde. Som her.

Et af de danske modsvar kom ved det store Dybbølstævne 11. juni, hvor mellem 35.000 og 50.000 danskere mødte op i Kongeskansen. En manifestation så vigtig, at det blev transmitteret i Statsradiofonien.

I Danmark var man rystede over kravene om grænserevision og i det hele taget over den tyske reaktion. Faktisk var der tale om en mindre udenrigspolitisk krise, der resulterede i Staunings udtalelse: ”Grænsen ligger fast” og fra Berlin en ordre til de sydslesvigske agitatorer om at dæmpe tonen. Status quo var opretholdt – men fremtiden forekom yderst usikker.

Det er en meget fornem redegørelse, Peter Hopp leverer – ofte ukendt stof fornemt præsenteret for læseren. En anke skal dog være, at Hitlers ”Friedensrede” fra 17. maj 1933 er dårligt citeret – og så burde den nok have været mere fremtrædende i analysen.

Lad det være her, der skal komme en generel anke mod bogen. For tiden diskuterer man ”udkantsdanmark”. Sammenligner man med de mange fremstillinger af Danmarkshistorien, så er det ikke just Sønderjyllands historie, der gås i dybden med. Den er ofte blevet til en slags ”udkantshistorie”. Det er der virkelig rådet bod på med tobindsværket ”Sønderjyllands Historie”. Men anmelderen fik da lidt af et chok, da han opdagede, at værket kun findes på 75 biblioteker! Det er jo ikke så lidt af en rystende oplevelse. Nedslag i en række større og centrale byer var voldsomt deprimerende.

Hermed ligger der en stor opgave for såvel skribenter som udgivere. Flere gange i denne bog oplever man forfatterne være af den opfattelse, at det og det naturligvis må være læserne bekendt. Hvad der absolut ingen garanti er for. Der er heller ikke et eneste reelt kort med stedsangivelser. Og så er det, det virker, som skriver man for hinanden/for de indforståede. Herved bliver Sønderjyllands historie for alvor til ”udkantshistorie”. Jeg sidder ikke inde med en endegyldig løsning på problematikken. Men ved fremtidige udgivelser bør man i den grad sørge for, at også internettets mange muligheder udnyttes fuldt ud. I den foreliggende bog er der ikke en eneste henvisning til centrale links. Disse, som der er mange relevante af i netop denne sammenhæng, kan i den grad være med til at støtte læseren. Den nysgerrige. Derfor disse 2 sites blandt mange: www.vimu.info og www.graenseforeningen.dk 

Går smeltediglens region i glemmebogen, så mister vi for alvor en central del af vores identitet.

Den danske generalkonsul i Flensborg, Henrik Becker-Christensen beretter velskrivende om ”Nazificeringen af det tyske mindretal i 1933”. Forfatterens første nedslag er et møde i Tønder den 23. marts 1933, hvor lærer Lutz fra Süderlügum talte under overskriften ”Ein neues Deutschland ist erwacht”. Det var de lokale nazister, der stod bag mødet, som Becker-Christensen karakteriserer som ”den første offentlige nazistiske manifestation inden for det tyske mindretal”. Den 15. april stiftes Nationalzozialistische Arbeitsgemeindschaft Nordschleswig – NSAN – hvis leder blev Jens Lorenzen fra Aabenraa. Den hjemmetyske nazisme var nu for alvor i gang med at blive organiseret. I september havde man faneindvielse i Sønderborg med aflæggelse af troskabsed og afsyngen af den nazistiske kampsang ”Volks ans Gewehr” (synges den dag i dag i Sverige) og Horst Wessel sangen. Frøene af ugræs var nu for alvor føget over hegnet. Men helt glat gik nazificeringen nu ikke. Kampen om at blive ”Führer” var ganske intens. I 1938 havde NSAP-N - P for Partei – under ledelse af dyrlægen Jens Møller udkonkurreret NSAN. Han var nu som folkegruppeleder enerådende inden for det tyske mindretal. (Oplysning om at han blev folketingsmedlem 1939-1943 mangler!).

Morten Andersen, Landsarkivet for Sønderjylland, sætter 3 afgørende scenarier: landbrugskrisen, LS (Landbrugernes sammenslutning) og det nordslesvigske manifest. Landbrugskrisens dramatiske virkning ramte sammen med arbejdsløsheden Sønderjylland med voldsom kraft. Landbruget var stærkt gældsplaget, da man efter Genforeningen havde belånt ejendommene højt for at kunne omstille sig til danske forhold. Og ved indgangen til 1933 truedes arbejdsmarkedet af en storkonflikt. Ikke underligt at frygten lå latent – især i de sønderjyske hjem, hvor man hørte om den ene tvangsauktion efter den anden – toppende i 1932 med 484 for landsdelen.

I Nakskov var det i maj 1931 ”kommet til sammenstød mellem demonstranter og politi”, skriver Morten Andersen. Men glemmer helt at nævne, at militæret også blev sat ind – med skarpladte karabiner og opplantede bajonetter! Vi får en yderst grundig analyse af det såkaldte ”Kanslergadeforlig”, der ved et tilfælde fandt sted samme dag som Hitler blev udnævnt til Reichskansler. Det er spændende læsning med fin vinkling på de særlige sønderjyske forhold. Her var man langt mere gældsplaget end i det øvrige Danmark.

Men kæden synes at hoppe af for Morten Andersen på side 62, hvor der bringes en statistik for ”Antal tvangsauktioner i det danske og sønderjyske landbrug 1926-1936”. På side 61 skriver forfatteren: ”Lægger man tallene for Sønderjylland sammen bliver det i alt 2.440 sønderjyske landbrug, der gik på tvangsauktion mellem 1926 og 1937”. Ser man på et statistiske materiale, er det reelle tal 2.356. For Danmark sættes tallet i 1930 til 347. ”Dansk socialhistorie”, bind 6 siger 324. Det er faktisk lidt forvirrende for læseren. Og så havde det været rigtigt også at se på den procentuelle udvikling.

LS og Sønderjylland får en kort, men god beskrivelse, hvor Morten Andersen konkluderer, at LS havde ”et godt tag i sønderjyderne, som udmærkede sig ved at udgøre den mest rabiate del af LS-bevægelsen.” Og så sluttes kapitlet af med en redegørelse for Lorenz Christensens: ”Nordslesvigsk Manifest”. I manifestes anklages den danske stat for ikke at have ydet sønderjyderne tilstrækkelig økonomisk støtte efter Genforeningen. Udsagn der i den grad var med til at sindene kom i kog i landsdelen netop i en krisetid. Morten Andersen noterer dog, at der ikke var meget hold i sagen. Men nu kogte det – endda så meget at regeringen var klar over, at man dog måtte gøre noget. Det hele endte med vedtagelsen af rentelempelsesloven, der ”gav mange sønderjyske erhvervsdrivende et tiltrængt økonomisk pusterum”. Loven trådte i kraft den 16. maj 1934, men med tilbagevirkende kraft fra 1. januar samme år. Det er faktisk et centralt punkt i landsdelens historie, hvilket Morten Andersen konkluderer således: ”Dermed afsluttede loven på sin vis et kapitel i den sønderjyske historie, kapitlet om Sønderjyllands genopbygning efter Genforeningen og landsdelens integration i den danske økonomi”. En stærk perspektivering!

René Rasmussen tager DNSAP under behandling. På begrænset plads forekommer det en noget nær uoverkommelig opgave. Men den løser han på fornem vis. Den grandiose stiftelse af partiet fandt sted 16. november 1930 i selveste Grundtvigs Hus i København. Med 5 deltagere. Blandt disse Frits Clausen. Der var i Sønderjylland en vis grobund for partiet og dets tanker, men dansk/tysk splittede. Skulle grænsen gå ved Kongeåen eller ved Ejderen?  En gammel kending.

Til stor sorg for DNSAP vedtog Rigsdagen i april loven om uniformsforbud, hvilket får forfatteren til tørt at notere: ”Uden uniformer var det svært at opnå den rette stemning til partimøder og til offentlige møder”. Habit og ridestøvler giver ikke helt et billede af raceoverlegenhed. (I øvrigt var frøet af ugræs føget helt til Norge, hvor Stortinget vedtog en tilsvarende lov måneden efter.)

12. november var der privat sammenkomst i Bovrup. Her optrådte ”Bovrup Storm” i uniformer. Hammeren faldt prompte. 17 af de 19 anklagede blev straffet.

René Rasmussen beretter medrivende om ”Sydjysk Distrikts årsmøde i Toftlund” afholdt den 25. juni 1933. Herlige citater fra kan ikke andet end at få smilet frem. ”Der marcheredes til den danske version af Horst Wessel Lied samt ”Dengang jeg drog af sted””. Sidstnævnte afslører lidt om deltagernes åndelige horisont. For i sangen hedder det bl.a. :”Når tysken kommer her, beklager jeg enhver. Ja, beklager jeg enhver, til Peder og til Povl han siger: "Du bist faul". og skælder man ham ud på dansk, så siger han: Hols maul!”

En måned senere havde Frits Clausen kuppet sig til magten i DNSAP. Han gik omgående i gang med at skrive partiprogrammet om. Fra dets 25 punkter til 8. Det gav bonus, noterer René Rasmussen. ”Ved det næste folketingsvalg i 1935 fik DNSAP i Sønderjylland 4,4 % af stemmerne (mod 1 % i resten af Danmark)”. Interessant nok kun 978 stemmer mindre end kommunisterne. Men igen havner læseren lidt i en blindgyde. Fjernelsen af 17 punkter i partiprogrammet er da noget af en sag. Men hvilke? Der slippes læseren. Derfor tillader jeg mig – igen, igen – at henvise til internettets uendelige muligheder. Det kongelige Bibliotek har rent faktisk en særudstilling på nettet, hvor man kan gå i dybden: http://www.kb.dk/da/nb/materialer/smaatryk/polprog/dnsap/index.html

Jeg er lidt ked af at gentage det. Men det er så vigtigt: selv småskriftserier må være oppe på ”beatet”.

René Rasmussen fortsætter sine bidrag med kapitlet: ”Nazi-fascination og anti-nazisme i Sønderjylland 1933”. Løvspringstiden blev af nazisterne også kaldt ”Hitler-Frühling”. Tyskland var vågnet – optimismen blomstrede. Forfatteren lader i denne forbindelse journalisten Jacob Kronikas skriverier fortælle. En rigtig god idé. Tidens sansende pen med førstehåndsindtrykkene. Han var blandt andet korrespondent for Dagens Nyheder og Flensborg Avis. Og få år tidligere en uforsonlig modstander af nazismen. Men 21. april er det helt andre toner, der kommer fra hans artikler i Flensborg Avis: ”skal dansk samling, dansk genfødelse og dansk genrejsning (yndede substantiver i den tyske propaganda) nås gennem en national revolution? Er dansk nationalsocialisme for alvor tænkelig). Når attributtet dansk understreges, så er det ikke sikkert, at svaret på dette sidste spørgsmål skal lyde: nej!” Avisens chefredaktør, Ernst Christensen, lod sig til en vis grad også forblænde, hvilket får René Rasmussen til at notere: ”De havde simpelthen ikke fantasi til at forestille sig, at nazisterne var i færd med at forvandle den højtstående kulturnation Tyskland til ét af de mest grusomme og umenneskelige diktaturer, som verden nogensinde har set.” Sådan havde hundredtusinder det. Men. Det havde her været på sin plads med et par samtidige citater fra journalisten Nic. Blædel, tidens måske mest skarptseende danske journalist.

Vi får også et yderst læsværdigt indblik i nazimodstandernes træk, hvor kulminationen måske er, da det kommunistiske folketingsmedlem Aksel Larsen river naziflaget itu på et møde i Aabenraa. Da gik det tyske gesandtskab i København i selvsving. Krævede retssag og straf. Retssag kom det til, fortæller Réne Rasmussen. Men også frifindelse. Hagekorsflaget var endnu ikke det officielle tyske flag. ( øvrigt fandt lignende episoder sted 1. maj i Esbjerg, Horsens og Kolding – gerningsmændene var unge kommunister.)

René Rasmussen når vidt omkring i kapitlet, der for anmelderen rummer mange nye og spændende informationer. Rent faktisk er dette kapitel måske det mest centrale af dem alle. Velskrevet og veldisponeret.

Hans Schultz Hansen beretter om ”Oprettelsen af Grænsesognenes Danske Samfund i 1933”. Efter et par møder i april samles 3 - 4.000 mennesker på et stort folkemøde i Haderslev. Sønderjyderne kan også deres historie – så af alle dage valgte man den 18. april – årsdagen for slaget ved Dybbøl. Her forlangte man, at ”Danmarks regering og rigsdag vil vide at værne og vogte vor grænse mod syd”. Man sendte ligeledes en deputation til København – hvad der absolut ikke kom noget ud af. De radikale slingrefises avis, Politiken, omtalte deputationen som ”de konservative sønderjyder”. Den sved i en tværpolitisk forsamling. Men sønderjyderne sled videre, og i perioden oktober til november kunne man opleve oprettelsen af ”Danske Samfund” i 32 grænsesogne.

Axel Johnsen, museumsinspektør på Koldinghus, beretter afsluttende om ”Det unge Grænseværn”.. En af foreningens stolteste timer var, da op mod 12.000 unge fra hele landet samledes i Tønder, hvor en af talerne var ”den populære forfatter fra Løjt, Marcus Lauesen”. Denne formulering er et af eksemplerne på, at bidragsyderne er alt, alt for indforståede. Vi er nok fra en generation, hvor han blev læst. ”Og nu venter vi på skib” hører til en af ungdommens store oplevelser. End ikke i litteraturlisten er han nævnt. Det er altså ikke godt nok.

11. juni afholdes et nyt møde i selveste ”Kongeskansen” på Dybbøl Banke, hvor man faktisk regner med at mellem 35.000 og 50.000 deltog. Statsradiofonien transmitterede endog fra mødet. Den største succes, ”Det unge Grænseværn” fik, var nok, skriver Axel Johnsen, at NSDAP-N ved folketingsvalget i 1939 kun havde en fremgang på 0,4 procentpoint.

Som nævnt flere gange er ”Sønderjylland i 1933” en meget spændende bog om det dramatiske år, hvor den dansk/tyske grænse blev til grænsen mellem demokrati og diktatur. Den rummer al den nerve og alt det drama, der er så karakteristisk for landsdelen. En landsdel, der før resten af landet opdagede, at frø af ugræs var begyndt at fyge ind over landet. Det er en uundværlig bog for enhver, der tror at kunne sin Danmarkshistorie.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Forladt – fortællinger fra 20 ubeboede øer
Den moderne by
Historien om Danmark