Menu
Forrige artikel Næste artikel

De glemtes hær

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 562

Af Bjarne S. Bendtsen, Ekstern lektor, ph.d.

Hvis man, som jeg, mest kender til Den Spanske Borgerkrig fra de klassiske, litterære skildringer fra den, eksempelvis Ernest Hemingways Hvem ringer klokkerne for? fra 1940 eller Nordahl Griegs Ung må verden endnu være fra 1938, så vil historikeren Morten Møllers glimrende bog om De glemtes hær både virke bekendt og samtidig fortælle en hel del ukendte historier fra den brutale generalprøve på Anden Verdenskrig, som borgerkrigen med god ret betragtes som.

Den klassiske fortælling om idealistiske arbejdere, forfattere, kunstnere og andre venstreintellektuelle frivillige, der fra krigens udbrud midt i juli 1936 strømmede til kamp for republikken og demokratiet i Spanien, tilføjes her mindre glorværdige sider: Om at flere af de frivillige udviste en voldsomt udisciplineret adfærd med druk i stor stil, og særligt om at mange hurtigt mistede lysten til at kæmpe for idealerne og gerne var vendt hjem igen, hvis de havde kunnet. Men de løfter om, at man kunne tage hjem stort set, når man ville, som eksempelvis blev givet til de danske frivillige, da de blev hvervet – ja, de holdt naturligvis ikke i virkeligheden.

Der deltog ca. 500 unge, danske mænd i krigen, og af disse blev et sted mellem 125 og 150 dræbt eller omkring hver fjerde af deltagerne. Selv om det i sig selv er et ganske højt tabstal, så er det dog noget lavere end de 220 faldne, som er blevet det dominerende tal i fortællingen om de danske spaniensfrivillige, skriver Møller. Og lige meget hvad, så er tabstallet meget højere end dem, man tyve år forinden havde oplevet i Første Verdenskrig, der ellers var og er blevet synonymt med den moderne krigs meningsløse, blodige masseslagteri: Her var tabsprocenten på alle fronter dog kun mellem 13 og 15 mod altså minimum 25 for de danske soldater i Spanien.

Dermed er også den mytologiserende fortælling om stålsatte idealister, der villigt satte livet på spil i kampen mod fascismen, bragt på bane, og i den fortælling havde desertørerne af gode grunde ingen plads. Det er blandt andet deres historie og historierne om de andre af de gradvist mere og mere uvillige frivillige, som bogen behandler. Det er soldaterne i de glemtes hær. Møller skønner ud fra det fragmenterede kildemateriale, der har overlevet borgerkrigen, at mellem hver femte og hver sjette danske soldat i Spanien deserterede, dvs. mellem 80 og 100 af deltagerne. Men kan man desertere, når man er frivillig? Det er et af de gode og yderst paradoksale spørgsmål, der rejses i bogen.

Mængden af desertører tog således hurtigt til. Det begyndte for alvor efter de hårde kampe ved Jaramafloden sydøst for Madrid i februar 1937, hvor mange danskere mistede livet, og andre mistede illusionerne og lysten til at kæmpe videre. Derpå i forbindelse med slagene ved Guadalajara nord for Madrid i marts 1937, ved Brunete vest for hovedstaden i juli samme år og ved Quinto og Belchite i nærheden af Zaragoza i august og september. Brutale slag, men dog klart overgået af det sidste slag, de danske frivillige var med i: Slaget ved Ebro, der udkæmpedes mellem juli og november 1938. Dette slag kostede ifølge Leo Kari, der selv deltog i krigen og siden blev en af de væsentligste – men alt andet end neutrale – skildrere af indsatsen, omkring 50 danske soldater livet. Danskerne var således med helt til den bitre ende i De Internationale Brigaders engagement: Den 24. september 1938, hvor Brigaderne blev trukket ud af kampene, blev mindst 11 danskere dræbt ved Ebro, skriver Møller. Det er den slags, myter bliver skabt af. Og det er de jo i høj og vedvarende grad blevet i dette tilfælde. Også derfor er De glemtes hær en vigtig bog, da den på sober og yderst velunderbygget vis river mange af myterne om de spaniensfrivillige ned fra piedestalerne.

Bogen behandler emnet i tre dele med overskrifterne: Rejse, Krig og Hjemkomst, og det kunne, mere eller mindre, tyde på en struktur som i den klassiske dannelsesroman. I Møllers bog rummer hjemkomsten dog alt andet end den nye indsigt og harmoni, som dannelsesromanens handlingsstruktur indebærer. Derimod dækker de hjemvendte helte helt fra starten over de mindre glorværdige sider ved deres krigsdeltagelse – vel meget forståeligt, men samtidig stærkt medvirkende til skabelsen af myten om de spaniensfrivillige. Læseren introduceres for et bredt persongalleri, hvoraf flere følges gennem hele bogen, hvorimod andre blot nævnes ultrakort og med stor og brutal effekt som en spejling af deres ofte yderst korte indsats i krigen, inden de blev dræbt. De tre brødre Harald, Kai og Aage Nielsen fra Nørrebro følges derimod hele bogen igennem, fra de cykler til Spanien i august 1936 til de på forskellig vis forlader krigen igen. Det samme gør den dansk-norske journalist Lise Lindbæk, den omtalte Leo Kari samt mange andre. Den vel mest kendte spaniensfrivillige, forfatteren Gustaf Munch-Petersen, der forlod sin gravide kone for at kæmpe i Spanien og blev dræbt dernede, fylder derimod ikke meget i bogen – men han kan vel heller ikke siges at tilhøre nogen glemt hær.

Bogen behandler på overbevisende måde den tiltagende desillusion blandt mange af de danske deltagere i mødet med krigens virkelighed; den galopperende, stalinistiske antitrotskistiske paranoia, som flere af dem kommer i kontant karambolage med; men også en fortsat tro på den vigtige kamp mod fascismen, som krigen udgjorde. Skuffelsen over de vesteuropæiske demokratiers svigt, koblet med støtten til Franco fra Hitlers naziregime og Mussolinis fascistiske styre, var vigtige anstødssten for de internationale frivillige til at tage af sted og i mytologiseringen af krigen i eftertiden.

Noget af det, som fik mest omtale – også fra Morten Møller selv – da bogen udkom sidst i september, var parallellerne til nutidens syrienskrigere. Det er en god øjenåbner. For parallellen mellem venstrefløjens kamp i Spanien i slutningen af 1930’erne, hvor der også var udstedt forbudt fra myndighedernes side mod at tage af sted og kæmpe for det, man troede på, og nutidens idealistiske unge i Syrien er ganske indlysende – ligesom i øvrigt parallellen til højrefløjens frivillige i kampen mod kommunismen på østfronten i 1940’erne i Frikorps Danmark, kunne man tilføje. På nær at de sidstnævntes krigsindsats først blev forbudt bagefter. Og at det naturligvis er en noget kættersk sammenligning på venstrefløjen. Bizart nok var der faktisk nogle få af de spaniensfrivillige, der efterfølgende meldte sig under fanerne i Frikorps Danmark og mistede livet i Rusland i kampen mod deres tidligere medkæmpere i Spanien. Bare for at mudre billedet fuldstændig.

I den pressemeddelelse, Gyldendal sendte ud i forbindelse med bogens udgivelse, citeres Møller blandt andet for følgende: ”I et Europa, som netop nu forsøger at håndtere tusinder af frivillige unge mænds militære engagement i borgerkrigen i Syrien, er historien om frivillige danskere i Den Spanske Borgerkrig også en rejse tilbage til en tid, hvor radikalisering og politisk krise truede den europæiske stabilitet.” Og han nævner endvidere det store og aktuelle spørgsmål: ”Hvad får mennesker til frivilligt at sætte livet på spil i en konflikt tusinder af kilometer fra deres hjem?” Det er et spørgsmål, man næppe sådan lige finder svaret på. I bogen er der nok mindre om parallellerne til nutidens frivillige i særligt Syrien, end jeg ud fra pressemeddelelsen og resten af foromtalen havde forventet, men – det er jo oplagt paralleller, man selv kan drage.

De glemtes hær er den barske og makabre julegave til både den røde og sorte onkel, der trænger til at få nuanceret billedet af denne vigtige, ideologiske krig – og få trukket parallellerne fra den til nutidens krige. Eller bare til dig selv, hvis du ønsker at blive klogere på Den Spanske Borgerkrig. Køb den og læs den under alle omstændigheder!

 

Historie-online.dk, den 6. december 2017

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
For flaget og Danmark
1983 - Den kolde krigs højdepunkt
Vietnamkrigen- Nederlag og sejr