Menu
Forrige artikel Næste artikel

Krigen i Irak

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 83

Af Peter Mouritsen

Denne bog er som titlen antyder en bog om krigen i Irak. Er man meget interesseret i numre på kampvogns enheder og dramatikløse (dramatikløse fordi der ikke skete ret meget i denne krig, - invasionen gik jo i det store hele som planlagt) skildringer af fremrykninger her og der af den og den enhed, ja så er bogen god. Men bogen er for mig at se mest interessant som arketypisk eksempel på ”sejrherrernes historie”.

Det er meget tydeligt, at Keegan mener, krigen var en god idé. Han mener Frankrig og Tyskland er på et skråplan, og at Storbritannien og USA tog en modig og vigtig beslutning. Satte magt bag idealerne. Han introducerer et begreb, han kalder Olympianisme. Det er den forestilling, at man alene ved hjælp af lovdekreter og resolutioner kan styre verden. Ifølge Keegan er EU og FN meget influeret af den opfattelse, at selve lovgivningen gør en forskel, og at magten til at gennemføre beslutningerne er underordnet. I mod denne Olympianisme står få lande med USA og Storbritannien i spidsen ( Keegan nævner ikke Danmark, men vi er naturligvis også med). De få der turde stå op for deres idealer. Keegan har givetvis ret i mange institutioner uden egne magtbeføjelser håber, at deres lovgivning alene ændre noget. Men det er naivt, at tro at stater som Rusland og Frankrig er grebet af Olympianistisk håb eller ønsketænkning. Efter min bedste overbevisning var det de enkelte staters umiddelbare interesser, som styrede deres modstand mod krigen. Men Keegans pointe er, at drømmerne i EU og FN med flere er ved at skabe en verden, hvor magten skal bæres af lovgivning alene, og det er han ikke glad for. Det er hans pointe med bogen.

Skal man se på bogens opbygning, er den bygget over et historisk afsnit om Irak-områdets historie, som faktisk er meget godt, kort og klart. Siden følger et afsnit om moderne Irak før og under Saddam. Overordnet set udmærkede fremstillinger om Saddams vej til magten, om krigene og så videre. Det er interessant, det er let at læse, og meget overskueligt. Men man undres over forfatterens prioritering, når han skriver, at USA under den Første Golfkrig (Iran-Irak) ikke støttede Irak militært. Det er muligt, at det faktisk forholder sig sådan, men når store dele af verden er af den overbevisning, at det forholder sig omvendt – at USA aktivt støttede med våben, hemmeligt pga. blokade – så bør man forholde sig til det. Forfatteren burde afvise det med nogle argumenter, eller i det mindste omtale det. Før krigen fortalte man vittigheder om, at USA vidste, der var masseødelæggelsesvåben i Irak, fordi man havde gemt kvitteringerne. Og det er ikke længe siden man i P1s Orientering omtalte, hvordan våbnene blev sendt til Irak. Måske tager P1 og vittigheden fejl, det er muligt. Men man må forholde sig til det; alt andet er useriøst.

Keegan forholder sig heller ikke til andre motiver hos den amerikanske regering end at skabe en sikrere verden. Alle tanker om interesser i olie bliver for eksempel ikke behandlet.

Keegan slutter bogen med to afsnit om selve krigen og et om Bagdads fald. Et om USA's krig og om deres soldaters fremrykninger og et om briternes. Langt hen af vejen er Keegan meget nøgtern og for interesserede er kapitlerne ok. Men af og til støder man på underlige passager, hvor Keegans begejstring for de amerikanske soldater skinner igennem. Et sted (s. 250f) beskrives kampene i Bagdads gader: ”… De [ikke-irakiske krigere] brugte mortérer, kunne få hjælp af artilleri, men foretrak – som næsten alle krigere i Irak gennem hele felttoget – at forlade sig på RPG-7 granatkastere og sendte deres projektiler på klos hold. Som svar vendte alle amerikanerne, som ikke var sårede, og somme tider også nogle af de sårede, deres våben mod fjenden.”

Jeg tror den lidt løjerlige formulering skal dække over, at Keegan har svært ved at udtrykke det mod, han mener de amerikanske soldater udviser under kampene. Det er primært svært at beskrive modet, fordi de irakiske våben selv ikke bider på amerikanernes panser. Den militære overlegenhed er så stor, at kampen faktisk kun går en vej. Kun irakerne lider tab. Det minder på den måde lidt om briternes nedkæmpning af sudanesiske krigere ved Omdurman i 1898.

Bogen mangler kritisk distance. Der er ikke meget nyt i den, som man ikke vidste ved at have fulgt lidt med i mediedækningen af krigen. Naturligvis med undtagelse af de mere detaljerede beretninger om fremrykninger af den og den enhed med de og de våben.

Som noget meget illustrativt for bogen ender Keegan med at erklære, at verden er blevet mere sikker efter invasionen af Irak. En ting som stadig ikke er helt afklaret efter min mening.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Krigens arvinger
1983 - Den kolde krigs højdepunkt
Brødrene Nielsen – Breve fra den Spanske Borgerkrig