Menu
Forrige artikel Næste artikel

Den moderne kulturs historie

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 739

Af René Mejlby Jensen

Lad det være sagt med det samme: At ville skildre den vestlige kulturs moderne historie fra dens eksplicitte fremtræden i slutningen af 1700-tallet og til i dag er i udgangspunktet ingen nem opgave; men når denne udvikling oven i købet udelukkende skal forløses på baggrund af uddrag af primære kilder og et absolut minimum af »ikke-kulturel« og forklarende (kon)tekst synes selve udgangspunktet ligefrem ikke-eksisterende. Ikke desto mindre er det netop denne syntetiserende ambition, der ligger til grund for undervisningsantologien Den moderne kulturs historie, og udgangspunkt eller ej må resultatet i altovervejende grad betegnes som ganske fornuftigt om end ikke omkostningsfrit.

Redigeret af lektorerne Mette Sandbye og Henrik Reeh, Specialkonsulent Gert Balling, rektor Mikkel Bogh samt professor Martin Zerlang er bogen inddelt i de otte temaer »Tidlig modernitet og modernisme«, »Privatliv og kønskamp«, »Videnskabeliggørelse og rationalisering«, »Elite og massekultur«, »Magt og afmagt«, »Racisme og nationalisme«, »Storbyeksistens« og »Den medierede virkelighed«, der flankeret af otte korte introduktioner danner rammen om antologiens hele 82 nøje afgrænsede tekststykker, som igen hver især indledes med en række biografipamfletter af ophavsmændene. Til alt dette føjer sig Martin Zerlangs oversigtartikel »Moderne kultur«, hvilken på diagnostiskkomprimerende vis skyder Den moderne kulturs historie i gang med en overordnet redegørelse for såvel indhold som modindhold i »det modernes« fundament samt kulturbegrebets flertydighed.

I denne indledende artikel beskrives det således med rette, hvordan fremkomsten af og grundlaget for det moderne – og dermed den moderne kultur – var nært forbundet med Oplysningstidens universel-normative idéer om politiske og åndelige frihedsrettigheder i form af eksempelvis tænknings-, ytrings-, religions- og trykkefrihed, den menneskelige fornuft og følsomhed samt videnskabelige og økonomiske fremskridt. Hvor den vestlige samfundsform og -orden indtil da i hovedsagen havde været domineret, bundet sammen og undertrykt af religion og tradition qua et autoritativt formynderskab, i.e. kirken, staten, klanen eller familien, der skulle folket og den enkelte individualistiske samfundsborger nu myndiggøres og lære at træffe sine egne rationelle valg på baggrund af uddannelse, videnskabelig oplysning og opdragelse.

Denne den moderne kulturs base af fornuft, frihed, følsomhed og fremskridt som katalysatorer i en europæisk samfundsomvæltning blev imidlertid fra begyndelsen mødt af en række modstrømninger. Skønt disse dels var regulært antimoderne, dels anti-moderne modernistiske forsøg på at trække den moderne kultur i en anden retning end den udstukne, var det et fælles kendetegn, at de alle opstod som reaktion på den forandrings- og opløsningsproces, som det moderne forårsagede: Overfor fremskridtstankens forvisning af forsynet til fordel for det i nuet eksisterende menneskelige initiativ og dyrkelsen af fremtiden eksponerede den nationalromantiske historieskrivning og de romantiske kunstnere nostalgien og pessimismen via forbilleder og ruiner fra fortiden; overfor følsomhedens frigørelse af det enkelte menneskes valgfrihed opstod i første omgang den romantiske individualisme og siden hen selvhærdelsen samt ufølsomheden i form af teknologisk og maskinel identificering; overfor frihedens afvisning af fællesskabet etableredes sociale klasser og politisk-ideologiske massebevægelser; og overfor fornuftens til tider abstrakte hyldesthymner til de levendes rettigheder stod de, der – med henvisning til den franske revolutions efterfølgende rædselsherredømme – fortsat lovpriste fortiden med dens dogmer, traditionsbinding og fordomme.            

Samtidig med og midt i denne moderniseringsproces brød selve kulturbegrebet frem. Ligeledes dette var i sin oprindelse involveret i en forståelses- og rummelighedsstrid: Skulle begrebet om kultur udelukkende defineres æstetisk-snævert og forbeholdes »kunsten«, dvs. som »det bedste der er tænkt og skrevet«, eller var kulturbegrebet at forstå antropologisk-bredt og inkluderende som »livsform«, i.e. »en kompleks helhed, der indbefatter viden, tro, moral, lov, sædvane og alle de andre færdigheder og vaner, som et menneske tilegner sig som medlem af et samfund« (s. 13). Og var det muligt at tale om kultur som livsform i flertal eller blot ental? Nogen entydig og endegyldig konklusion på disse spørgsmål blev aldrig en realitet, og den konsensus, der immervæk kunne spores i de svar det 18. og 19. århundredes debattanter kastede af sig, markerede i første instans et intellektuelt, socialt og nationalt afgrænsningsfællesskab (fransk/engelsk vs. tysk) frem for en empirisk-objektiv enighed. Om end fronten mellem henholdsvis et æstetisk og et antropologisk kulturbegreb formindskedes betragteligt op gennem det 20. århundrede – og for eksempel ikke spiller nogen afgørende rolle i nærværende værk – danner kamppladsen endnu i begyndelsen af det 21. århundrede skue for sammenstød mellem fortalere for det ene og andet kulturbegreb.

Zerlangs indledende artikel om den moderne kulturs udspring illustrerer på fin eller for forskere måske tragisk måde de vanskeligheder, der er forbundet med en skildring af historien herom; fra begyndelsen var den moderne kultur ikke et homogent fænomen, men derimod et kalejdoskopisk udtryk for en lang række modsatrettede temaer og tendenser, hvis bestandige kompleksitet over 2. århundreder i udgangspunktet besværliggør formuleringen af en syntese i betydningen at sammenfatte noget. Så meget desto smartere er det derfor også, at redaktionen på dreven – men som sagt ikke omkostningsfri – vis har valgt at belyse den moderne kulturs udviklingshistorie ved at gøre brug af syntesen i betydningen at sætte noget sammen i stedet. Dette sker som sagt ved i uddrag at lade fortidens egne stemmer komme kronologisk til orde under de førnævnte otte tematikker, hvilke for redaktionen udgør stammen på den moderne kulturs positive fundament af frihed, fornuft, følsomhed og fremskridt.

Man kan spørge, om disse otte temaer og teksterne indeholdt heri er dækkende for den moderne kulturs historie. Svaret må være et både-og: På den ene side føler man sig således både oplyst, underholdt, forfærdet og kulturelt dækket ind umiddelbart efter endt læsning af tekster som (for nu at tage et lille udpluk) den britiske kunstskribent og samfundskritiker John Ruskins »On the Nature of Gothic Architecture« (1853), i hvilken industrialiseringen og arbejdernes reduktion til regulære maskiner forkastes til fordel for arbejdernes menneskelige kreativitet og selvstændighed, som den udfoldede sig i Gotikkens arkitektoniske tidsalder; den britiske naturforsker Charles Darwins kapitel 3 af »The Origin of Species« (1859), hvor verdenen præsenteredes for hans banebrydende evolutionsteori og tese om »survival of the fittest«; den franske digter Charles Baudelaires »Le Peinte de la vie moderne« (1867), der portrætterer den rejsende kunstnerkosmopolit Hr. G’s jagt på den kunstneriske modernisme i storbyeksistensens konfrontation med modernitetens flygtighed, fremmedgørelse, materialisme etc.; den danske maler og kunsthistoriker Karl Madsens »Impressionismen« (1882), hvor den impressionistiske bevægelses ufravigelige tilknytning til rationaliteten, det skitseagtige, kolde farver, nuets liv, Paris og andre storbyers fremtoning udpensles med stor akkuratesse; den danske læge Knud Pontoppidans »Neurasthenien« (1886), i hvilken man kan læse om især den dannede mellemklasses voksende nervøsitet og nervesystemssvækkelse som følge af det sundhedsstridige liv, moderniteten og de store byer byder mennesket; den franske sociolog Émile Durkheims programskrift »Les règles de la méthode sociologique« (1895), som fremlagede de teoretisk-metodiske principper for sociologien som videnskabelig disciplin; den franske antropolog og socialpsykolog Gustave Le Bons »Psychologie des foules« (1895), der foreskrev den psykologiske lov for massernes mentale enhed på baggrund af nationale og racemæssige egenskaber; den danske politiker og kvindesagsforkæmper Elna Munchs »Kvindernes Valgretskamp« (1906), hvor kvindernes kamp for borgerrettigheder fra slutningen af 1700-tallet og frem til den daværende nutid gennemgås; den østrigske arkitekt Adolf Loos´ »Ornament und Verbrechen« (1908), i hvilken hans præfunktionalistiske erkendelse af, at »kulturens evolution er ensbetydende med fjernelsen af ornamentet fra brugsgenstanden« (s. 57), skulle bibringe den moderne arkitektur en åndelig, reel og rationel kraft; den italienske forfatter Filippo Tommaso Marinettis »Manifeste du Futurisme« (1909), som retorisk-aggressivt opstiller futurismens 11 punkter til fremme og forherligelse af det moderne fremskridt i skikkelse af blandt andet teknikken, farten, dynamikken, dristigheden, modet, faren, militarismen, krigen, foragten for kvinder samt tilintetgørelsen af museer, biblioteker og akademikere; den amerikanske ingeniør Frederick Winslow Taylors »The Principles of Scientific Management« (1911), der til mange arbejderes fortrydelse rationaliserede arbejdsgangen på de vestlige samfunds fabrikker via opskriften på effektivisering og organisering af den moderne produktionsmetode; den østrigske læge og psykolog Sigmund Freuds »Vorlesungen zur Einführung in die Psychoanalyse« (1917), hvor dissektionen af det menneskelige seksualliv og omfangsudvidelsen af seksualitetens begreb finder udtryk på baggrund af psykoanalysen; den østrigsk-tyske politiker og diktator Adolf Hitlers »Mein Kampf« (1924-25), som på den mest forkvaklede måde beskriver jødernes menneskelig-kulturelle underlegenhed i forhold til arierne; den schweizisk-franske arkitekt og billedkunstner Le Corbusiers »I. Le chemin des ânes, le chemin des hommes, II. L´ordre « (1925), hvilken hylder den geometriske fornufts rette vinkel og linje som forlægget for al fremtidig byplanlægning, mens det europæiske kontinents hidtidige byindretning på underfundig og sarkastisk vis underkastes en sønderlemmende kritik qua en sidestilling med æslets siksakkende, utænksomme og målløse vej; den britiske matematiker og datalog Alan Turings »Computing Machinery and Intelligence« (1950), der via en omformulering af spørgsmålet om, hvorvidt maskiner kan tænke, argumenterer for en fremtid med lærende maskiner, der vil kunne udkonkurrere mennesket rent intellektuelt; den tyske filosof Jürgen Habermas’ »Strukturwandel der Öffentlichkeit« (1962), i hvilken det beskrives, hvorledes det historiske gensidighedsforhold mellem det offentlige liv og privatsfæren, der sikrede et kritisk borgerengagement i de samfundsmæssige reproduktionsprocesser, siden slutningen af 1800-tallet er blevet svækket som følge af udhulningen af familiens intimsfære qua nye arbejds- og organisationsformer samt ironisk nok offentlige statusgarantier; og den britiske sociolog Anthony Giddens’ »The Transformation of Intimacy« (1992), hvor dannelsen af en ny moralsk-eksistentiel livspolitik i forbindelse med menneskets kærligheds- og intimitetsforhold diskuteres ved hjælp af refleksive sammenligninger mellem det moderne demokrati, det kontraktbaserede ægteskab/forhold og seksualitetens frigørelse.

På den anden side sidder man alligevel inde med en nagende tvivl om, hvorvidt dette nu også var den moderne kulturs historie, man lige har stiftet bekendtskab med. Således ville man uden tvivl kunne have tilføjet eller sløjfet temaer, ligesom man ville kunne have valgt til og fra af tekster. Når det imidlertid som læser synes svært at give et entydigt svar på, hvorvidt antologiens temaer og tekster giver et fyldestgørende portræt af den moderne kulturs historie, skyldes det i høj grad antologiens mangel på et metodisk-teoretisk afsnit, hvor præmisserne for redaktørernes valg og fravalg af indhold er fremlagt: Hvorfor er det akkurat disse temaer, der kendetegner den moderne kulturs historie og ikke andre? Hvilke kriterier har gjort sig gældende under udvælgelsen af forfatterne? Hvorfor er det lige netop disse tekstuddrag af de pågældende, der er blevet valgt? Hvorfor er andre ligeså toneangivende forfattere og »tekstbilleder« på den moderne kultur blevet fravalgt? etc. Så vidt en første omkostning.

En anden betydelig omkostning værket lider under, drejer sig om følgende: Den moderne kulturs historie prætenderer som tidligere nævnt at ville belyse den moderne kulturs udvikling fra begyndelsen af 1800 årene og frem til vor tid. Denne udvikling og sammenhængen i denne tenderer imidlertid til at drukne i mængden af tekster, og til trods for redaktionens pædagogiske manøvre med dels at indordne de optrædende teksterne i otte temaer, dels at opstille disse i kronologisk rækkefølge, toner spørgsmålet uhjælpeligt frem: Hvor er udviklingen? Hvilken sammenhæng er der imellem de respektive tekster under de enkelte temaer ud over den kronologiske rækkefølge heraf? Det skal unægtelig indrømmes, at denne anmelder her savnede en betydelig mere detaljeret (kon)tekst og redegørelse for sammenhængen mellem de enkelte tekstuddrag end de otte korte introduktioner, der figurerer til hvert tema. 

Antologien er som tidligere nævnt intenderet som en lærebog til undervisning indenfor universitetsverdenen. Eksplicit drejer det sig om fag som arkitektur, litteratur, kunsthistorie, filosofi, film, musik og teater – men ikke historie! Hvorfor ikke? Ret beset befinder historiefaget sig jo ikke blot også i den mellemzone af universitetsfag, der beror på heterogene og fyldige tekstudvalg qua deres tværfaglige emneområde, men med de konnotationer titlen Den moderne kulturs historie udsender, kunne man i særdeleshed forvente, at denne specifikt måtte være beregnet på historieuddannelsen. Et umiddelbart og ligefremt svar fører imidlertid frem til et sidste kritisk forhold – og det er formentlig det alvorligste – ved antologien, som jeg kort skal berøre.

Som faghistoriker vil man formentlig næppe kunne lade være med at undre sig over ordet »historie« i titlen; for er der i grunden tale om historie i ordets dobbelte betydning? Fagtraditionelt set bruges begrebet historie enten som synonym for den fortidige virkelighed, dvs. fortiden med alt hvad denne indbefatter ud over den fortidige italesættelse heraf, eller selve den historievidenskabelige undersøgelse af denne. Sammenholder man imidlertid denne begrebsforståelse af historiebegrebet med Den moderne kulturs historie, bliver det klart, at antologien næppe kan karakteriseres som historie: Ved for det første udelukkende at gengive den af forfatterne italesatte fortid/moderne kultur, og for det andet at fravælge en nutidig historievidenskabelig bearbejdning af fortidens moderne kultur – hvilket kunne være gjort ved syntesen i betydningen at sammenfatte – udelukker antologien sig fra etiketten »historie«. Hermed synes svaret på, hvorfor antologien ikke eksplicit markedsfører sig som en lærebog til historiefaget samtidig også at være givet; hvad Den moderne kulturs historie først og fremmest er, er en tekstsamling til belysning af den moderne kulturs historie og ikke »den moderne kulturs historie«. Og set i det lys ville det måske have været mere nærliggende at titulere antologien »Kilder til den moderne kulturs historie«. 

Ovenstående kritiske bemærkninger ændrer dog ikke ved det faktum, at redaktionen med Den moderne kulturs historie har skabt en vidtfavnende og underholdende antologi, som med sine mange indsigtsfulde tekststykker utvivlsomt vil få en god del læsere til at reflektere over deres kulturelle baggrund nok engang.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
L. Hjort - keramik gennem 150 år
På vej - som arkitekt, planlægger og landskabsarkitekt
Debat om "Byens hjerte"