På sporet af Sergej
Menu
Forrige artikel

På sporet af Sergej

Kategori: Bøger
Visninger: 1710

Af Thomas Petersen

En bog om to unge mennesker i tysk Wehrmacht-uniform, der deserterer fra den tyske besættelsesmagt i nærheden af Skagen, og som i maj 1944 ender i en landsby nord for Hobro. Men som viser sig at være to sovjetiske soldater, der var blevet taget til fange året før ved den tysk-polske grænse, anbragt i en kz-lejr og her under indtryk af sult og mishandling ladet sig hverve til tysk krigstjeneste og sendt som vagtmandskab til Vendsyssel.

Det er i korthed den historie, som forfatteren til nærværende bog vil fortælle. Hans F. Jensen har arbejdet som museumspædagog og naturvejleder ved Sydhimmerlands Museum. På forlaget Hogim har han tidligere udgivet bl.a. ”Krig og Venskab”, der er en ungdomsroman om besættelsestiden med nærværende bogs centrale figur, Sergej, i en fiktiv hovedrolle.

Jensen anfører med rette i forordet, at ”litteraturen om Anden Verdenskrig ofte er domineret af berømte og berygtede mænd”. Bogens beretning om Sergej Trofimovitj Pomasan skal derfor være den lille mands historie. Forfatteren anfører videre, at Sergej for en tid blev ”kvast mellem Hitler og Stalin – og til en vis grad også af Roosevelt, Churchill og de danske myndigheder”. Stærke ord – måske også for stærke om en mand, der dog opnåede at vende tilbage til sin landsby i det nordlige Ukraine, blive gift, få to børn og leve til sit 89. år. På bogens bagside anføres det, at end ikke Stalin kunne knække Sergej. Så helt ”kvast” var han tilsyneladende ikke.

Sergejs liv er ligeså spændende, som det er begivenhedsrigt. Som russisk officer blev han sammen med en yngre kammerat, Jurij, taget til fange af tyskerne i 1943. Dernæst skulle de begge angiveligt være blevet ført til en krigsfange- og kz-lejr ved navn AEL-lejren Homburg-Nord, beliggende i nærheden af Metz og 40 km fra den fransk-tyske grænse. Der skulle de efter eget udsagn have opholdt sig et år. Problemet er bare, at lejren tilsyneladende aldrig har eksisteret. I hvert fald har en kz-specialist som historikeren Henrik Skov Kristensen, der bl.a. har skrevet bogen ”Straffelejren” om Frøslevlejren, og som anmelderen har rådført sig med, aldrig hørt om nævnte lejr.

Ikke blot lader de sig tage til fange, men de to venner, løjtnant Sergej og menig Jurij, går også i tysk krigstjeneste. Angiveligt, fordi sult og mishandling tvang dem til det. Som tyske soldater blev de sendt til et sted syd for Skagen, hvor de fungerede som vagtmænd. Herfra deserterede de – bevæbnet og i tyske uniformer – og flygtede ned gennem det nordlige Jylland til landsbyen Stenild nord for Hobro. Her meldte de sig i Brugsen kort før lukketid en maj-dag 1944, forkomne og meget sultne. Brugsuddeleren tog dem i første omgang med hjem, gav dem mad og fik dem siden anbragt hos husmandsparret Jensine og Anders Christian Jensen på deres afsides beliggende gård i landsbyen Allestrup. Her blev de to gutter forbavsende hurtigt optaget i familien, blev venner med deres børn, og snart begyndte de oven i købet at kalde Jensine og Anders Christian for mor og far.

Sergej og Jurij faldt hurtig til – også på egnen. Sergej havde sprognemme, lærte sig dansk og var afholdt af alle. De blev oven i købet optaget i den lokale modstandsgruppe, Stenild-gruppen med dæknavnet ”Marie”. De deltog i gruppens modtagelse af engelske våben, og de vandt efter lidt skepsis i starten dens tillid. Ikke mindst efter, at Sergej under en aktion reddede en af gruppens medlemmer fra at forbløde.

Men med befrielsen kom også regnskabets time. I henhold til Jalta-aftalerne mellem de tre store allierede fra februar 1945 blev det fra britisk side meddelt, at alle sovjetiske statsborgere nu skulle sendes hjem. Kun tyske og sovjetiske statsborgere var udelukket fra at kunne modsætte sig hjemsendelse – repatriering, som det hed i aftalen. Sergej og Jurijs danske venner ville imidlertid noget andet. Deres forsøg på med alle midler at beholde dem i Danmark er rørende, men de var nytteløse. På den baggrund fylder de mange forgæves forsøg måske lidt rigeligt i bogen. Sergej og Jurij blev tvangshjemsendt i løbet af 1946, og sagen skulle dermed tilsyneladende være lukket. I hvert fald Jurijs spor fortaber sig i det ukendte. Tilsyneladende også Sergejs.

Men i nullerne kommer bogens forfatter under vejrs med historien om de to russere. Med hjælp fra et dansk-russisk ægtepar henvendte han sig til et russisk tv-program, der i lighed med DR´s ”Sporløs” eftersøgte forsvundne personer. Henvendelsen gav resultat. En datter af Sergej Pomasan, Natalja, gav lyd fra sig, og en livlig kontakt kom i stand. Hun besøgte Stenild og kunne fortælle resten af Sergejs historie. Ved hjemkomsten var han blevet dømt som landsforræder og sendt 10 år i straffelejr i Vorkuta. Som straffet landsforræder var det udelukket for Sergej efter afsoningen at have kontakt med udlandet. Lige som det var tilfældet med sovjetborgerne i øvrigt.

Ganske vist var og er Vorkuta både klimatisk og politisk et modbydeligt sted, men i Sibirien ligger det ikke – som hævdet i bogen. Derimod i Komi-republikken, nordøst for Moskva og tæt på Polarcirklen.

Natalja kunne berette, at Sergej var sluppet ud halvandet år før tid. Derefter var han flyttet tilbage til sit hjemsted, landsbyen Voronejs i det nordlige Ukraine. Han var blevet gift tre måneder senere og havde fået to døtre. Han var som løsladt straffefange blevet ugleset ved hjemkomsten. Havde haft skiftende arbejde og var som 61-årig gået på pension i 1980, indtil han døde i 2000. Datteren kunne fortælle, at faderen ofte trak sig tilbage til skoven. Tillad mig et citat fra bogen, der fortæller om Sergej og samtidig illustrerer forfatterens medtænkende fortællestil:

”Men Sergej trak sig altså tilbage i skoven, når han ikke kunne klare at være sammen med andre mennesker. Når minderne måske blev ham for stærke, og når han skulle forsøge at få ny energi til at møde sine omgivelser med.

Måske tænkte Sergej på sulten, kulden og trængslen i fangelejren.

Måske tænkte han derude i stilheden tilbage på de to relativt gode år i Danmark og fandt en slags trøst i minderne om sine mange trofaste, danske venner, som han ganske vist aldrig igen ville få at se.

Tænk, hvis jeg kunne have spurgt ham”! (side 159ff.). Tænk hvis. Sådanne hvis´er er der mange af, også for mange, i bogen.

Når de anførte få fejl, forbehold og hjertesuk er fremført, skal det understreges, at det også er en historie med et stort potentiale, også filmisk, som Hans F. Jensen præsenterer sine læsere for med denne bog. Det er også en sjælden fortalt historie. Om ganske almindelige, geografisk spredte, sprogligt og kulturelt vidt forskellige og indbyrdes totalt ukendte mennesker, der af den historiske skæbne blev bragt sammen, og som fandt et almenmenneskeligt sprog og fællesskab i en lille jysk landsby. Suveræne livsytringer i praksis. Sådan ville filosoffen og teologen K.E. Løgstrup (1905-81) have nikket bekræftende og samtykkende, såfremt han havde hørt historien.

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Den anden verdenskrig
Wienerbørn
1. verdenskrig i billeder & 2. verdenskrig i billeder