Menu
Forrige artikel Næste artikel

Carsten Jensen: Den første sten

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 53

Af Bjarne S. Bendtsen

Afghanistankrigen som spændingsroman

Carsten Jensens store krigsroman, Den første sten, havde allerede spøgt i kulisserne en rum tid, da den udkom i starten af november sidste år – i overvejende grad til begejstrede anmeldelser. At der var stor interesse omkring romanen kan næppe overraske, da Jensen har været en af de hårdeste kritikere af de mange krige siden 9/11, i særdeleshed af Danmarks involvering i krigen i Afghanistan, som er emnet for Den første sten. Nogle af dagbladenes anmeldere var dog knap så begejstrede for romanen og kritiserede den for dels at være bastant essayagtig, dels at gøre for meget ud af et noget villet plot og i det hele taget bruge vel meget af thrillerens virkemidler – uden rigtig at være spændende. Tonny Vorm kritiserede således i Information romanen for undervejs i den melodramatiske handling at udvikle sig til ”en blanding af kulørt lufthavnsthriller og akademisk debatbog”, og i Kristeligt Dagblad ville Sørine Gotfredsen have foretrukket ”en dybere persontegning, færre blodige scener og mindre kul på thriller-effekten.”

Nu er romaner jo ikke noget, der sædvanligvis anmeldes på dette sted, men krigsromaner er længe, i hvert fald siden Første Verdenskrig, blevet opfattet som en form for historisk kilde eller documents humains fra krigens uforståelige virkelighed. Det drejer sig så typisk om selvbiografiske skildringer fra krige – og det kan man jo ikke netop kalde Jensens roman, trods hans rejser i Afghanistan og flittige research på det militære felt. Men han gør selv meget ud af at dokumentere den grundige research, der ligger bag romanen, og, som han skriver i det korte taksigelsesafsnit, der findes sidst i bogen, så er romanens ”handling og de personer, der optræder i den, […] fri fantasi. Men krigen i Afghanistan er virkelig, og for at få det fiktive værks to lige uundværlige ingredienser, virkelighed og fantasi, til at mødes”, så har han fået hjælp fra en lang række ”fødselshjælpere” – i vid udstrækning forskellige militærfolk og andre med kendskab til krig og mere specifikt krigen i Afghanistan. Bogen indledes derudover med noget så uromanagtigt som et par meget virkelige kort over området, så at se på bogen i en historisk ramme kan der være mange gode grunde til.

Som det ofte ses i krigsromaner, eksempelvis i en af de berømteste Første Verdenskrigsromaner, franske Henri Barbusses Ilden fra 1916, så har Den første sten et udpræget kollektivromanpræg: Der optræder et større persongalleri, hvilket rent romanteknisk er oplagt, da der jo nødvendigvis må falde nogle af soldaterne for at gøre kampscenerne troværdige – og det gør der da også i Jensens til tider meget blodige bog, kan man vist godt sige uden at afsløre for meget. Romanen er i lange stræk fortalt i en slags tredje person flertal, eksempelvis afslutningen på dens første, korte afsnit, hvor læseren sammen med de danske soldater i 3. deling er landet i Camp Bastion i Afghanistan, som de dog straks skal forlade for at tage til den fremskudte base Camp Price: ”Nu er det alvor, tænker de. Håbefuldt lytter de til deres hjerters slag.” Det er således krigens virkelige steder, der udgør romanens setting.

Derpå præsenteres soldaterne i de følgende afsnit: Hannah, den eneste kvinde blandt dem; Irak-Robert, Jakob, Michael, Viktor, Mads og andre unge mænd med gode danske navne. Lidt senere præsenteres deres øverstkommanderende, Ove Steffensen, tidligere kommunalpolitiker for Venstre og udpræget bureaukrat: han ”har ingen karisma og ønsker sig heller ikke nogen.” Med den slags små karakteristikker præsenteres delingen, hvilket godt kan siges at være en lidt flad persontegning. Fortællerteknisk følger man mange af soldaternes synsvinkel i forskellige dele af romanen, ofte med skift i synsvinklen inden for samme afsnit. Disse synsvinkelskift giver et lidt dybere blik ind i karaktererne. I romanens anden del træder en jeg-fortæller ind på scenen: den dansk-afghanske efterretningsagent Khaiber, der er sendt til Helmand for at komme de danske soldater til undsætning.

Denne vekslende fortælleform og det relativt store persongalleri gør det ganske krævende at holde styr på de mange karakterer – eller måske er det bare denne læser, der ikke er alt for skarp på den front. Omvendt er det vel netop en god måde at vise den anonymitet, militærvæsenet også indebærer; det er velkendt, at den hårde rekruttræning går ud på at knægte individualiteten i soldaten og bygge ham eller hende op i en ny, kampklar version, der lyder og kæmper uden at stille sig tvivlende over for ordrer og meningen med det hele. Dén side ved militærvæsenet kan denne struktur tænkes at skulle fremhæve – og dermed måske en god grund til, at Gotfredsens ønske om en dybere persontegning bliver skuffet.

Romanen er overordnet set struktureret ud fra de farvekoder, soldaterne bruger til at angive fareniveauet i felten, hvilke bruges som titler på de forskellige afsnit: Det første ultrakorte afsnit, hvor soldaternes ankomst til Camp Bastion skildres, hedder ”Hvid Zone.” Hvid Zone er hjemme i Danmark, forklarer deres delingsfører, premierløjtnant Schrøder: ”et sted, hvor hjertet slår tres til firs slag i minuttet, i sløv og taktfast harmoni, og hvor livet leves i halvsøvne […] Hvid Zone er fårenes zone.” Gul Zone er den, de hører til som soldater, fortsætter han, der, ”hvor jeres hjerter slår hundrede slag i minuttet. Årvågenhedens zone. I Rød Zone kæmper I for jeres liv. I Grå Zone har I ryggen mod muren […] I Sort Zone venter panikken.” Dermed antydes via romanens struktur, hvad man som læser kan forvente – hvis man skulle være i tvivl om det. Soldaterne i romanen bliver udsat for de forfærdeligste ting og skal træffe helt umenneskelige valg, som ikke skal afsløres her. Disse farvekoder kendes i øvrigt også fra den internationale litteratur fra disse krige, eksempelvis bruger amerikanske Phil Klay dem i skildringen af Irakkrigen i novellenRedeploymentt, eller rettere fra en soldats svære hjemkomst fra denne krig, hvor et besøg i den lokale shopping mall opleves som orange af den lettere traumatiserede fortæller.

Plottet i Den første sten vil jeg ikke komme ind på – jeg er dog ikke helt så forhærdet som Tonny Vorm, der i anmeldelsen i Information kritiserer romanen for, at spændingsplottet i den ikke er særligt spændende. Gyldendals pressemeddelelse i forbindelse med romanens udgivelse fokuserer på de etiske spørgsmål, man bliver udsat for i ekstreme situationer som en krig: ”Hvad er forskellen på godt og ondt, hvis du mister alle moralske pejlemærker?”, spørges der indledningsvist. Og dét er romanens hensigt: at tvinge soldaterne, der frivilligt ”har meldt sig til krigen i Afghanistan, drevet af retfærdighedssans og et behov for at afprøve sig selv under ekstreme omstændigheder”, som pressemeddelelsen fortsætter, og ikke mindst læseren ud i nogle umenneskelige etiske dilemmaer. Thrillergenren bruges nærmest til at lokke os i baghold.                                                                                                                                   

Jensen begyndte at skrive på romanen i 2009 og hovedmotivet i den har gennem tilblivelsesfasen forskubbet sig mange gange, siger han selv i en artikel i filmmagasinet Ekko fra oktober 2015. Også titlen er ændret undervejs, hvor den både har været De udsatte og Frelsens hær – titler, der klart nok rummer væsentlige dele af tematikken i den endelige roman, fra det tvetydigt medfølende til en vel noget sarkastisk udlægning af et af de hyppigt anførte mål for den danske indsats: at gøre en forskel. Nu blev det en bibelsk titel, der heller ikke er just entydig, men som på fin vis indfanger de etiske og eksistentielle dilemmaer, involvering i krig uundgåeligt fører med sig.

Der har længe eksisteret den opfattelse, at den danske involvering i krigene efter 9/11 ikke har efterladt synderligt store spor i kunsten – i hvert fald indtil Klaus Rothsteins fine lille bog Soldatens år med undertitlen Afghanistan-krigen i dansk litteratur og kultur i 2014 tog emnet under grundig behandling og beviste, at forfattere og andre kunstnere i ganske vid udstrækning har beskæftiget sig med denne krig. Det var før Jensens roman udkom, så den er af gode grunde ikke med. For få dage siden, 20. februar 2016, havde Peter-Clement Woetmanns teaterstykke om krigen, Til mine brødre, premiere på Aarhus Teater, hvis omtale af det bl.a. siger, at: ”Stykket er en anledning for at tale med hinanden om, hvad det vil sige at være i krig, og hvad det vil sige at bo i et land, der fører krig ude i verden.” Det er jo i høj grad noget af det, Carsten Jensen i årevis har råbt op om og skriver om i Den første sten, og som Woetmann i øvrigt også tidligere har skrevet om som tekstforfatter på Christian Lollikes krigsballet I føling.

Internationalt har krigene i Irak og Afghanistan ført rigtig mange både dokumentariske og kunstneriske skildringer med sig: litterære bearbejdninger af krigen af soldaterforfattere som de prisvindende amerikanere Kevin Powers og den allerede nævnte Phil Klay eller skildringer af krigen fra udsendte soldater og deres familier i den yderst interessante udgivelse fra projektet Operation Homecoming med undertitlen Iraq, Afghanistan, and the Home Front, in the Words of U.S. Troops and Their Families (2006). Blot som nogle få eksempler.

I Den første sten slås lige fra titlens bibelcitat mange alvorlige og yderst aktuelle tematikker om krig og moral an, deriblandt at opfatte krigen som et computerspil og et skarpt generationsopgør i indvandrerregi, hvor den ene generation på meget bogstavelig vis slår hånden af den anden – det er ren horror, Jensen har gang i her, og noget man selv må læse sig til! Den første sten er, trods mulige indvendinger imod brugen af thrillerformen, persontegningen eller manglen på samme, en vigtig bog at læse. Den behandler nogle dybe etiske og eksistentielle dilemmaer, som man får ubehageligt under huden med thrillerens virkemidler – selv hvis man som udgangspunkt måtte være kritisk over for Jensens brug af denne genre.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Det forsvundne spædbarn
Erik den Røde I - Skibet og sværdet
Drengen og færgemanden