Menu
Forrige artikel

Den højeste ære

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 310

Af Karsten Lykke Sørensen, cand.mag.

Susanne Clod Pedersen er i gang med at skrive en dansk riddertrilogi, hvor Den højeste ære er andet bind i serien, mens De gyldne sporer var det første.  (BogFeature

I De gyldne sporer blev vi præsenteret for den unge ridder Hialmar Gunwardsøn af Tyrsholt. Han blev tildelt de gyldne sporer som tegn på sin ridderslagning. Herefter fulgte vi ham til drabelige ridderturneringer samt, ikke mindst, hans heltemodige redning af jomfru Arina, hvis brødre ønsker at slå hende ihjel for at redde deres egen ære. Denne gerning bliver ikke mindre dramatisk af det faktum, at Arinas slægt er dødsfjender med Hialmars slægt.

Den højeste ære begynder kort tid efter slutningen på De gyldne sporer. Hialmar bliver i år 1415, sammen med sit følge - jomfru Arina, hendes kammerpige Hedvig, væbneren Erland og pagen Guster - sendt på en mission af unionskongen Erik af Pommern til Island, hvor de henter store mængder af svovl. Dette er en gave fra kong Erik til sin svoger kong Henry (Henrik) den 5. af England. Da de ankommer til England, er kongen netop ved at samle sin flåde for at angribe Frankrig. Skibet Hialmar sejler med bliver konfiskeret, hvorefter han selv søger æren i krigen. Hurtigt finder han sammen med den unge John Holland, den kommende jarl af Huntingdon. Sammen drager de mod Frankrig, hvor Hialmar ser frem til at kunne opnå den højeste ære i ægte kamp: Snart skulle han se sine længslers mål som et lyslevende skuespil, væbnede mænd med prægtige heste, som ikke stilledes op til fornøjelse og underholdning på en meléebane, men som modigt så den virkelige alvor i øjnene. Standsfæller, våbenbrødre og krigere, der villigt holdt hånd i hånd med døden, og hvis navne for altid ville blive knyttet til kong Henrys færd, sejr eller ej. Sejr? Havde de mænd, der var faldet ved Crécy og Poitiers, måske ikke vundet jævnbyrdig ære uanset farven på deres konges banner? Jo, Hialmar skal i krig.

Det viser sig dog snart, at krig ikke er så glorværdigt som vores ædle ridder tror, og han skal så grueligt meget igennem inden bogens helt store højdepunkt, slaget ved Azincourt, hvor en talmæssigt underlegen engelsk hær møder en frygtindgydende fransk krigsmaskine. Inden slaget er forbi indser Hialmar, at de højt besungne riddere fra fordums tid for længst er døde.

I den første bog om Hialmar Gunwardsøn fra Tyrsholt fulgte vi hans første erfaringer med ridderstanden, mens vi i bog nummer to ser ham gennemgå overgangen fra de poetiske beretninger om ægte ridderlighed til den faktiske ridder i kampens hede. I denne overgang bliver Hialmar blandt andet tvunget til at træffe svære valg mellem personlig rigdom og sin trofaste væbners liv.

Susanne Clod Pedersen har en for vores tid særpræget skrivemåde. Gennem hele bogen sad denne anmelder med en fornemmelse af, at hendes forbilleder skal søges blandt de store ridderromaner om kong Arthur og Ivanhoe. Sproget er meget flot og ofte meget formelt, lad det så ligge, at der flere steder findes slåfejl som en ekstra korrekturlæsning formentlig havde fanget. Bogen egner sig efter min mening særdeles godt til højtlæsning på en mørk aften, hvor tilhørerne kan forme deres egne billeder i tankerne, prøv blot at læse denne sætning højt: Arina. Suget i maven var dybt og sort, men det gjorde lige så meget godt, som det gjorde ondt. Arina Eimundsdatter. Kærligheden. Ridderløfterne og æren. Hialmar bøjede hovedet og knyttede næverne. Ild og dåd! Flammerne slikkede op omkring Tyrsholttyren, som brølede sit valgsprog med forkyndende kraft. Ild var styrke, ild var inderlig hengivelse, livsfarlig vrede, brændende evig kærlighed, lyset i mørket, løfternes segl, helligt alterlys, og uden ilden lå verden øde og kold, uden modets ild var intet bryst varmt. Ilden og dåden. Er jeg den eneste, som føler mig fristet til at lade en dygtig skuespiller fremføre sådan en monolog?

Tredje og sidste bind i trilogien omkring ridderen fra Tyrsholt, Det største kaldudkommer efter planen den 25. september 2009. Jeg glæder mig til endnu engang at følge Hialmar, når han i bog nummer tre vender tilbage til Danmark i 1416, hvor hans evner på en slagmark nok skal komme i brug.
 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Dronningeskolen
Erik den Røde - bd. 2 - Ploven og sangen
Magtspor