Menu
Forrige artikel Næste artikel

En vinternat

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 80

Af Thomas Petersen

”Få sekunder efter skuddene, mens Serafima står og ser på sine skolekammeraters døde kroppe, begynder en fjerlignende hvidhed at lukke skudhullerne til. Det ligner sne, men det er midsommer, og det går op for hende, at det er pollen. Poppelfrø svæver, hopper og danser igennem luften i tilfældige manøvrer som en invasion af bittesmå rumskibe fra det ydre rum. Moskovitter kalder det ”sommersne”. På denne fugtige aften har Serafima svært ved at få vejret, har svært ved at se”.

Sådan indleder den britiske journalist, forfatter og historiker Simon Sebag Montefiore sin dokufiktive roman. Og anslår dermed dens grundtemaer. Uhygge og romantik. Kulde og varme. Sommer og vinter. Det er Moskva i sommeren 1945, og luften summer af styrke og sejr. Mens Stalin og hans stab fejrer sejren over Hitler, lyder der skud. På en bro i nærheden ligger to teenagere døde. De er børn af Sovjetunionens magtelite, elever fra skole nr. 801 - en af de mest eksklusive skoler i Moskva. Lige en sag for Organerne. Er det en selvmordspagt, eller er det mord? Eller farligst af alt: Er det en sammensværgelse mod staten eller mod ham, hvis navn dårligt nok kan nævnes højt og i det åbne rum? 488 velskrevne sider senere har læseren et svar.

Montefiore (født 1965) trækker i nærværende bog skønlitterært på sine historiefaglige bøger om primært Stalin og hans tid. Historien danner så at sige kulisse for hans fantasi. Og han gør det fermt. På dansk findes fra hans hånd de historiefaglige bøger Stalin, den røde tsar og hans hof fra 2007 og Den unge Stalin fra 2008. Desuden den storsælgende og monumentale bog om noget helt andet - Jerusalem – Biografien fra 2011. Desuden har han ifølge egne oplysninger bag i bogen hentet stof til bogen i Orland Figes: Hviskerne fra 2010 og sm. : Lov mig, at du kommer tilbage fra 2013. Samt i Anne Applebaum: Gulag: Historien om de sovjetiske straffelejre fra 2004. Alle anmeldt på historie-online. Nærværende roman er hans anden skønlitterære bog.

Montefiore har henlagt romanens handling til Stalins sidste leveår. Bogens persongalleri hører til generalsekretærens og generalissimoens absolutte inderkreds – og dermed til Sovjetunionens magtelite. Et miljø, som forfatteren qua sin historiske viden har et førstehånds-kendskab til. Og hvor privatliv hørte til de meget sjældne privilegier og kun beskåret de få udvalgte. Eller rettere sagt: Hvor privatliv og offentligt liv flød sammen i et fællesliv, overvåget af Organerne. Romantisk kærlighed var naturligvis en mulighed, som det eksempelvis havde været det i krigsårenes tummel og kaos. Men den skulle hurtigst muligt reglementeres og bringes tilbage under offentlig kontrol. Ingen af bogens personer undgår statens monstrøse overvågen, sanktion og terror. Bløde værdier som kærlighed, hengivenhed og tilgivelse stod ikke på dagsordenen i Stalins Moskva. Halvdelen af bogens handling foregår i skyggen af Ljubjanka – det hemmelige politis frygtede hovedkvarter, i hvis kældre nakkeskud erstattede andre og mere menneskelige lydkulisser.

I bogens centrum står en gruppe af unge mennesker i eliteskole nr. 801. En skole for ikke hvem som helst. Skolen, hvor Stalins egne børn havde gået et tiår tidligere. Der går bl.a. Marina Dorovo, kaldet Minka, hvis far er minister for statskontrol, og hvis overordentlig smukke mor er sundhedsminister. Nikolai, kaldet Nikolasja, Blagovs far er diplomat og på vej til at blive udsendt. Vladimir Titorenko´s far er ansvarlig for den sovjetiske flyindustri, mens Rosa Shako er datter af en højtstående chef i flyvevåbnet.

Mest påfaldende er imidlertid Georgij, kaldet George og næstældste søn af Tamara, kaldet Tamriko, og den titanisk udseende general Herkules Satinov, georgier og landsmanden Stalins krigskammerat, sekretær i Centralkomiteen og fuldgyldigt medlem af det almægtige Politbureau. Børn med disse ophav går ikke i skole, selv om der kun er et par hundrede meter, når de møder efter ferien – de bliver naturligvis kørt og ankommer med privatchauffør. En Rolls-Royce ruller op til skolens Gyldne port med guldbesatte pikke og ud stiger Serafima Romasjkina, datter af en digter, der samtidig er Stalins favorit-manuskriptforfatter. Hun bliver fulgt af sin mor, Sofija Seitlin, hovedstjernen i en populær krigsfilm.

Hele dette menageri er en kende overvældende for den nye dreng på skolen, Andrej Kurbskij. Han er kommet til fods sammen med sin mor, Inessa. Fattig og søn af en folkefjende og har først fornylig fået lov til at vende tilbage til Moskva fra Stalinabad i Centralasien. Der er ikke penge til at betale skolepengene med, så dem har skolens karismatiske leder lagt ud. Han vinder hurtigt sine kammeraters tillid ved bl.a. at være en passioneret Pusjkin-elsker og oplæser. Kan citere nationaldigterens vers bedre end andre. Klassen er bragt til at være Pusjkin-fascineret af litteraturlæreren, den afslappede og lidt mystiske Benja Golden. Pusjkin står bogen igennem for de bløde værdier som kærlighed og romantik – kort sagt for de værdier, som landet måske var i færd med at aflyse. Da Golden senere under afhøring bliver beskyldt for at forgifte unge mennesker med spidsborgerlighed, svarer han åbenhjerteligt:

”Slet ikke. Jeg elsker Pusjkin. Jeg fik chancen for at indgyde unge mennesker kærlighed til litteratur. I 30´erne elskede jeg en kvinde. Pusjkin var vores digter. Vores digt, digtet om vores sande kærlighed var ”Talismanen”, så var jeg tæt på Pusjkin, var jeg tæt på hende”, (side 359). En sådan frimodig og ikke mindst sand udtalelse måtte da i Stalins og efterkrigstidens Moskva vække kulturløse og kulturforagtende efterforskeres mistænksomhed!!

Klassekammeraterne inviterer Andrej med i deres hemmelige selskab – De fatale romantikeres klub. Og i Spillet, som omfatter gennemspilning af en række scener fra den elskede digters produktion, f.eks. en livagtig opførelse af duellen mellem de to rivaler - digteren Lenskij og flanøren og døgenigten Onegin. Kammeraterne mødes på en gammel kirkegård, udklædte i de originale gevandter, lånt via en af forældrenes teater-forbindelse. Kort efter Kurbskijs optagelse i klubben, skal Spillet også opføres som et led i festlighederne i Moskva i anledning af sejren over Nazityskland – noget så usædvanligt som sovjetisk gadeteater. Men det viser sig, at teaterpistolerne i hemmelighed er blevet erstattet af rigtige skydevåben. To af spillerne bliver dræbt. Og katten er hoppet ud af sækken.

Da det handler om såkaldte Kreml-børn, bliver det hemmelige politi indblandet øjeblikkeligt. Scenen skifter nu til Lubljanka – et navn, der straks indikerer et sted, hvor menneskeliv er mindre værd end skidt. Gruppens rollehæfte, Kærlighedens fløjlsbog, fyldt med romantiske Pusjkin-citater og regibemærkninger, må i Organernes øjne bestemt dække over noget fordægtigt, måske koder til en revolte mod selveste Stalin. Hvad betyder ellers underlige og fordækte bemærkninger i Fløjlsbogen som ”Kærligheden er vor ledestjerne”, ”Vor kærlighed er udødelig” eller en sætning som ”Vi tror på en verden af kærlighed”?

Hvad mon det hele skulle dække over? Vanviddet med vilkårlige arrestationer og undersøgelser kan begynde. Mistænksomheden bliver gigantomanisk. Alle hvisker. Nogle for ikke at blive hørt, andre for at angive. Gruppens unge mennesker arresteres og afhøres, efterhånden bliver også mindre søskende og forældrene arresteret og afhørt, holdt konstant vågne, intimideret og tortureret på forskellig vis.

Stalin vil have sandheden frem, koste, hvad det vil. Bag scenen udvikler sagen til at blive en indædt kamp mellen NKVD´s chef, Lavrentij Berjia og chefen for  hærens efterretningstjeneste, kaldet Smersj (forkortelse af Smert Sjpionam, dvs. Død over Spionerne), Viktor Abakumov. Imens tingene i Lubljanka udvikler  sig efter bogen. De anholdtes bødler finder frem til, at De fatale romantikeres klub nødvendigvis må være er et dække over et komplot mod generalsekretær og ordensmarskal, Josef Vissarionovitj Stalin.

Mens de voksne venter nyt om deres børn, ved de, at de ikke kan betro sig til hinanden – alle er de på den ene eller anden måde overlevende, måske fra de store processer i 1930´erne. En af forældrene, ovenfor nævnte sekretær i Centralkomiteen og medlem af  Politbureau, mæler under en af de ”intime” midnats-middage med bl.a. Stalin og Berija ikke et ord om sagen. Oven i købet viser det sig, at han selv har helt andre hemmeligheder at skulle dække over og forsvare. Nemlig viden om kærlighedsaffærer indbyrdes mellem de berørte familier – affærer, der rækker tilbage til den ideologisk lidt opblødte og netop overståede krigstid. Men staten skal nok finde ud af det hele. Det politiske livs okkulte spil korrumperer enhver menneskelig følelse og skygger for alle drømme.

Det er forfatterens anden skønlitterære bog. Og han øser med sikker hånd fra sin historiske viden. Men han formår at holde virkelighedens gru i skak. Men den antydes. Kældrene, hvor nakkeskuddene bragede og slukkede livet for tusinder af uskyldige mennesker, antydes kun. Forfatteren ved, at læserne foretrækker kærlighed frem for blod. Og, at de ikke ønsker at lukke bogen uden et stænk af håb. Dele af historien bygger på interviews med efterkommere af Stalins inderkreds, og det, der i bogen bliver kendt under navnet Børnesagen, har fundet sted i virkeligheden. Hvad enten det handler om kærlighed eller magt, så inviterer forfatteren med sin bog til en både makaber, spændende og underholdende læsning. I slutkapitlet binder Montefiore den sløjfe, som får den historiske og skønlitterære forfatter til at gå op i en højere enhed.

Men når det er sagt, kan det ikke skjules, at bogen lider under en række formelle skæverter. Et par eksempler. Hvorfor kun lave en halv oversættelse til et udtryk som Staraja Plostjad, der på russisk betyder Gammeltorv, men i bogen bliver det til Starajatorv? Hvorfor Komsomolsky Pravda i stedet for Komsomolskaja P. Hvorfor det uforståelige kommunalka-lejlighed i stedet for det forståelige og mundrette fælleslejlighed? Og hvad mon der menes med flg. sætning: ”Zjukov og Stalins repræsentant ved forhandlingerne, Vysjinskij, råbte ad hinanden ---”, (side 334). På side 466 kniber det med at skelne mellem hans og sin.

Disse slutbemærkninger skal dog ikke skygge for, at Montefiore med den foreliggende bog har givet sine danske læsere en oplevelse af de større. Velskrevet, veldrejet plot og præcis helt ned i detaljen. Og så stråler forfatterens dybe kærlighed til russisk litteratur og kultur op fra bogsiderne – på trods af intermezzoet med ham Stalin. Oplagt som julegave til ham/hende, der gerne også vil lære noget nyt ved at læse bøger.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Forsvar for Martha
SLÆGTEN - Den hellige Knud
Stormene – kærlighed og magt i reformationens Danmark