Menu
Forrige artikel

Vikingerne ved Ruslands vugge

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 417

Af Thomas Petersen, universitetslektor emer.

Hvem grundlagde den første russiske stat? Var det nordiske vikinger/varægere som hævdet i den første russiske krønike? Siden1700-tallet og et par århundreder frem delte dette tilsyneladende både enkle og nemme spørgsmål den internationale historiker- og arkæolog-verden. I normannister og anti-normannister. Alt afhængigt af, hvilken rolle man tillagde de nordiske stammefolk og deres ledere i Rus-statens tilblivelsesproces. Normannisterne mente med henvisning til den første russiske krønike, forfattet af munken Nestor i begyndelsen af 1100-tallet, at nordiske vikinge-fyrster under navnet varægere var kommet over havet, dernæst jaget bort, men kaldt tilbage – angiveligt for at skabe orden blandt de indfødte stammer. Anti-normannisterne afviste, ikke overraskende, denne teori. I det tsaristiske Rusland kunne hverken magthavere eller historikere forlige sig med den tanke, at staten var grundlagt af fremmede. Det kunne sovjetstaten naturligvis heller ikke. Nu var afvisningen af den nordiske deltagelse imidlertid suppleret med og pakket ind i marxistiske historiske termer, der kategorisk afviste enkeltpersoners afgørende betydning i historien.

Fra midten af 1900-tallet og ikke mindst fra slutningen af 1960erne kom der lykkeligvis flere nuancer ind i debatten. Forskerne erkendte generelt, at de foreliggende skriftlige kilder er både få og usikre. De nye tolkninger var ikke mindst affødt af nye fund af enorme mængder arkæologisk materiale. Samt en erkendelse af, at de ovenfor indledende spørgsmål måske var både for bastante og tilmed forkert stillede. En stats grundlæggelse kan naturligvis ikke fastslås entydigt til hverken et bestemt årstal eller en bestemt begivenhed. Den er resultatet af en lang forudgående udvikling. Det samme synspunkt ligger implicit også til grund for den foreliggende bog.

Forfatteren, Fritz Wolder (født 1946), er kandidat i samfundsfag og historie fra universiteterne i Aarhus og København. Han har siden 1982 arbejdet i det private erhvervsliv, men stiftede i 1996 sit eget énmands-drevne forlag Helikon. Wolder har haft flerårige ophold i Italien og Rusland, hvor han har bedrevet sproglige, filosofiske, historiske og politologiske studier. Han  har en række anmelder-roste og prisbelønnede oversættelser (især fra italiensk) af skelsættende værker bag sig. Som for eksempel værker af Machiavelli, Gustave le Bon og Giambattista Vico. Wolder er selv forfatter til bl.a. bogen Kampen om kloden. Global geopolitik før og nu fra 2011.

Selv om hun kun er nævnt i kolofonen, er bogen formodentlig blevet til i et nært samarbejde med Svetlana Wolder (født 1955). Russisk født og gift med forfatteren. Hun er uddannet historiker fra Skt. Petersborgs Statsuniversitet. Og har i over 20 år arbejdet ved forskellige museer i byen. For eksempel ved det historiske museum i Peter-Paul-fæstningen og Blokademuseet. Senest, inden emigrationen til Danmark i 1994, fungerede hun som chefkurator ved det imponerende Jusupov-palads i Skt. Petersborg.

Skelsættende i den ovenfor skitserede nye udvikling i forskningen var en konference arrangeret af Aarhus Universitet og afholdt på Moesgaard Museum i oktober 1968 med deltagelse af såvel sovjetiske som et bredt spektrum af vestlige arkæologer, historikere og filologer. Som følge af de storpolitiske forviklinger efter Warszawa-pagtens indmarch i Tjekkoslovakiet 1968 kom de russiske forskere imidlertid ikke, men de havde på forhånd sendt deres manuskripter, så de kunne indgå i diskussionen. Blandt andre den i nærværende bog anførte Leningrad-arkæolog A. N. Kirpitjnikov. Indlæggene og diskussionen blev efterfølgende i 1970 udgivet af Knud Rahbek Schmidt et al. og under titlen Varangian Problems.

Bagerst i den foreliggende bog findes en ganske imponerende og opdateret litteraturliste med såvel russiske som vestlige forskere repræsenteret. Mærkeligt og forunderligt er det derfor, at hverken ovennævnte konference eller publikation er nævnt. Forglemmelse eller uvidenhed, vanskeligt at sige. Ligeledes er den seneste samlede fremstilling af emnet i første bind af Politikens Ruslandshistorie fra 1983 (skrevet af Svend Aage Christensen og Knud Rasmussen) heller ikke nævnt i litteraturlisten.

Forfatteren konstaterer side 17 ganske rigtigt, at de fleste i dag tilslutter sig den danske sprogforsker Vilhelm Thomsens forklaring på oprindelsen til ordet rus. At det er lånt fra den finske benævnelse på svenskere, ruotsi, det vil sige roere. Endvidere er det ganske sigende, at slavisten og etymologen Max Vasmer kunne opregne omkring 150 stednavne i det slaviske område med sikker nordisk oprindelse (side 19). Ligesom navnene på de første slægtled af fyrster i Kijev bevisligt har nordiske rødder.      

Det er i høj grad fortjenstfuldt, at forfatteren geografisk kommer så vidt omkring fundstederne med skandinavisk proveniens. Vi bliver i enkeltkapitler præsenteret for vigtige varæger-destinationer, lokaliteter og fundsteder som Staraja Ladoga, Novgorod (nord. Holmgård), Volga- og Ural-området, Hvidehavet samt naturligvis Kijev. I mange byer har der eksisteret særlige skandinaviske kvarterer med f.eks. egne kirkegårde. Fra Novgorod kender vi indtil nu over 1050 af de såkaldte birkebarkbreve (datidens sms-er, kalder forfatteren dem træffende), hvoraf en del rummer skandinaviske navne.

I slutningen af hvert kapitel er der – måske en anelse skolemester-agtigt eller sovjetisk – yderligere stof ”for den videbegærlige læser”. Som en sjov detalje nævnes, at der i Hagia Sophia-kirken i Konstantinopel/Istanbul er fundet nordisk graffiti i form af runeindskrifter. Formodentlig udført af varægere, ansat i den kejserlige livgarde, og som måske – tvangsindlagt? - har kedet sig under den lange gudstjeneste. I 1989 blev der ved Nordlige Dvinas udløb i Hvidehavet fundet en typisk vikingeskat, rummende hele 1915 mønter af tysk, skandinavisk, engelsk, bøhmisk, ungarsk og arabisk oprindelse.

Alt bliver i bogen kyndigt og pædagogisk beskrevet med ord og billeder. Stor ros, fordi tekst og illustration smukt og i en usædvanlig grad supplerer hinanden. Bogens sidste kapitler handler om storfyrstendømmet Kijev-Rus, som det traditionelt er blevet kaldt. Et rige, der ganske naturligt indgik i det nordeuropæiske fællesskab af økonomiske og dynastiske relationer. Kijev-Rus´s forbindelser til og stridigheder med storebror i syd – kejseren i Konstantinopel (jfr. Nestor-krønikens ord om vejen fra varægerne til grækerne) omtales relevant. Ligeledes de ovenfor nævnte rige dynastiske forbindelser mellem Kijev-storfyrsten og vesteuropæiske, inkl. skandinaviske kongehuse. Navnet Valdemar er såmænd blot en omskrivning af det slaviske Vladimir, der kom ind i det danske sprog via sådanne fyrste-ægteskaber.

Forfatteren nævner i sin Forbemærkning (pudsigt udtryk i øvrigt), at bogen skal ”informere såvel et bredere publikum som fagfolk om denne nye viden og tegne et billede af en del af vikingernes verden, der herhjemme er blevet om ikke overset, så i hvert fald noget stedmoderligt behandlet”. Og det til trods for, at antallet af skandinaviske fund i Rusland tilsammen overstiger fundet af tilsvarende i Vesteuropa. 

Bogen kan med udbytte studeres af såvel fagfolk som af blot almindelig interesserede læsere. Dens faglige niveau er højt og i overensstemmelse med de seneste videnskabelige resultater. Endog så sene fund som fra 2015 er inddraget. Desuden fremtræder bogen i det ydre ualmindelig smuk og indbydende. I stort format og med masser af fund-tegninger, historiske skitser, nyttige oversigtskort, smukke fotografier i farver samt gengivelser af national-romantiske kunstværker, malet af russiske kunstnere og med historiske motiver. En ren nydelse at læse eller blot bladre i.

På baggrund af bogens høje faglige standard forekommer dens titel denne anmelder en kende poppet. Men varen skal jo også gerne sælges. Og det fortjener den. Den bedste om emnet på bogmarkedet i dag. Bogen kan under alle omstændigheder varmt anbefales til såvel læg som lærd. Den er omhyggeligt forsynet med en nyttig tidstavle, med noter, en omfattende kilde- og litteraturoversigt samt person- og stednavneregister. 

NB. Forfatteren kommer – forståeligt nok, måske - ikke ind på nutidens problemer vedrørende, hvis historie Kijev-Rus er i dagens blodige strid mellem Rusland og Ukraine. Med andre ord, hvorvidt emnet i dag skal kaldes en del af russisk eller af ukrainsk middelalderhistorie. Når ret skal være ret, er det formodentlig hverken eller, jfr. Andreas Kappeler i det nyligt til dansk oversatte storværk Ukraines historie. Uanset, hvor hedt og aktuelt emnet i øvrigt er i dag.

 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Margrete den Første
Vikingernes syn på militær og samfund
De gyldne sporer