Menu
Forrige artikel Næste artikel

Slavernes slægt

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 166

Af Cand. Phil. Poul Ulrich Jensen

I slutningen af 1960’erne trak forfatteren Thorkild Hansen med sin slavetrilogi et af Danmarkshistoriens mere dystre kapitler frem i lyset. Han konstaterede bl.a., at af de omkring 100.000 slaver, danskerne indskibede fra Guldkysten i Afrika, kendtes så at sige intet enkelt menneskes skæbne i detaljer. Journalist og tv-producent Alex Frank Larsen har med sin tv-serie og den opfølgende bog om slavernes slægt i nogen grad rettet op på denne mangel. Og det kan måske undre, at det ikke er sket tidligere. For det skorter ikke på muligheder for en ihærdig forsker, der er villig til at opsøge arkiver i Danmark, USA, Vestindien og Ghana. Især er den danske kolonitid i Dansk Vestindien veldokumenteret gennem omhyggeligt førte slavelister og andre optegnelser. Men slaverne har naturligvis ikke kun sat deres spor i de støvede arkivalier. Gennem børn, børnebørn, oldebørn og tipoldebørn er det blevet til tusindvis af nulevende efterkommere, og disses slægtshistorier kan i høj grad føje nye aspekter til billedet af tiden, da Danmark var en - om end beskeden - kolonimagt.

Alex Frank Larsens tv-serie om de danske slaver og deres slægt blev til efter grundig research, og i stedet for nogle få personer, dukkede flere hundrede efterkommere op. For mange af dem var det en helt speciel oplevelse af have rødder blandt Vestindiens slaver, og historierne, der blev gravet frem, rummede ofte både drama, lidelser og viljestyrke. Den første bog i forlængelse af tv-serien skildrer nogle af disse skæbner i 1700- og 1800-tallet og følger efterkommerne frem til i dag. Og det er både spændende og tankevækkende læsning.   

I slutningen af 1700-tallet kørte sukkermøllerne på Sankt Croix for fuld kraft, og plantageejerne og Trekanthandelens købmænd tjente store summer, ofte uden nogensinde at sætte foden på vestindisk jord. Den 20. juni 1784 bar husslaven på plantagen Constitution Hill, Emilia Regina, sin lille søn Hans Jonathan til dåben. Som det ikke sjældent forekom, var faderen ukendt, men, som det umiskendeligt fremgik af barnets kulør, en hvid mand. Emilia Regina tilhørte plantageejer Heinrich Ludvig von Schimmelmann, fætter til Ernst von Schimmelmann, der mere end nogen anden kom til at profitere af Trekanthandelen mellem Guldkysten, Dansk Vestindien og København. Heinrich Ludvig von Schimmelmann anede imidlertid kommende kriser for det koloniale eventyr og vendte i 1788 hjem til København. Hans Jonathan fulgte med til Danmark, hvor han skulle igennem adskillige juridiske opgør og deltagelse i slaget på Rheden 1801, før han kunne kalde sig en fri mand. Først efter et særdeles begivenhedsrig og omskifteligt livsforløb kunne han stifte familie i en anden og betydelig koldere del af det danske kolonirige – som respekteret handelsmand på Island. Her endte han sine dage som stamfar til en slægt, der i dag tæller mindst 200 efterkommere.

Da slaveriet på de dansk-vestindiske øer blev ophævet i 1848, skete det på guvernør Peter v. Scholtens eget initiativ for at undgå uroligheder og blodsudgydelser, og selv om den danske regering var i gang med udformning af lovgivningen i forbindelse med slavernes frigivelse, blev det en noget hovedkulds ændring af levevilkårene. For den nu frie sorte befolkning var det svært at gå fra et system, der havde frataget dem ethvert initiativ, til en tilværelse, hvor de var overladt til at klare sig selv. Fremtidsudsigterne var heller ikke lovende. Det hvide guld – rørsukkeret – var ved at blive udkonkurreret af sukkerroerne, og plantagerne forfaldt, medens slavernes efterkommere måtte hutle sig igennem som daglejere. Enkelte kom til Danmark, ofte allerede som børn - blandt dem Charles Frederick Pickering, hvis skæbne tipoldebarnet Camilla Marlene Jensen tålmodigt har efterforsket. For hende betød fundet af denne forfader også, at nogle ting faldt på plads. Og sådan har det været for mange af slavernes efterkommere – specielle karaktertræk har endelig fået en forklaring. Charles Pickering efterlod sig gennem et dansk giftermål en vidt forgrenet slægt, selv om hans tilværelse i Danmark ikke blev nogen succes. Han døde i 1905, knapt 50 år gammel, og som Københavns skiftekommission lakonisk noterede, uden at eje noget af værdi. Det var særdeles svært for en farvet at slå sig igennem og overvinde fordommene i datidens København, og det var efterhånden også svært for den danske stat at finde noget af værdi i den lille tropekoloni i Caribien, der omkring 1900 var inde i en økonomisk dødsspiral, der tvang slavernes efterkommere ned på et eksistensminimum.

Det illustrerer kapitlet om ”Cavlings sorte scoop”, der viser en mindre flatterende side af den person, der har lagt navn til Danmarks fornemste journalistpris. Henrik Cavling var i 1894 på en reportagerejse til Dansk Vestindien i anledning af et muligt salg af øerne. Som det var sket flere gange tidligere, gik sagen i sig selv, og da Henrik Cavling vendte hjem, medbragte han ikke kun stof til en særdeles kritisk beskrivelse af tropekoloniens danske overklasse. Med sig havde han også den 10 år gamle Sebastian Mauquis, ”sort som en støvle, med kridhvide tænder og krøllet kulsort hår”. Børn blev på kajen i Charlotte Amalies havn jævnligt afhændet til danskere på vej hjem i erkendelse af, at der ikke var nogen fremtid for dem i Vestindien. Cavling havde for to dollars erhvervet en vaskeægte seværdighed til det københavnske gadebillede. Men mediestuntet varede kun en tid, hvor Sebastian var avisbud på Politiken, og Henrik Cavling tabte hurtigt interessen for hans videre skæbne. Sebastian Mauquis fandt sig forståeligt nok aldrig til rette i Danmark, hvor hans sorte hudfarve var en kuriøsitet, der bliver mødt med latter og nysgerrighed, men inden han rejste tilbage til Vestindien, havde han dog lagt grunden til en slægt, der i dag tæller 12 tipoldebørn. En anden sort dansker slap bedre fra sin deportation fra Vestindien til moderlandet. Danskernes interesse for eksotiske oplevelser var stor i begyndelsen af 1900-tallet, og Victor Cornelins blev som femårig sendt fra Sankt. Croix til Danmark for at illudere som levende udstillingsgenstand ved et af det 20. århundredes mest bizarre projekter – Koloniudstillingen i Tivoli 1905. Ideen var fostret af Emma Gad, men det var ikke just takt og tone, der prægede udstillingen. Victor Cornelins overvandt dog med tiden dette ret så ydmygende møde med et nysgerrigt dansk publikum og endte med at blive en højt respekteret skoleinspektør på Lolland.

Således er det mange forskellige skæbner, der befolker siderne i bogen om slavernes slægt, og beretningerne er vævet ind i den danske kolonihistorie, som den udspillede sig i Dansk Vestindien og herhjemme - i et Danmark, hvor folk med mørk hudfarve et godt stykke op i det 20. århundrede mest blev betragtet som eksotiske rariteter. Det er en besk historie, fremragende fortalt og fint illustreret med et velvalgt billedmateriale.    

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Personalhistorisk Tidsskrift 2016 – Indvandring
Slægtsforskerens ABC
Personalhistorisk Tidsskrift 2016 – Indvandring