Menu
Forrige artikel Næste artikel

Sonderkommando

Kategori: Bøger
Visninger: 772

Af Palle Andersen, Historisk Samling fra Besættelsestiden

I april 1944 blev den 21-årige græsk-italienske jøde Shlomo Venezia med sin familie deporteret fra Grækenland til koncentrations- og dødslejren Auschwitz-Birkenau. Venezia overlevede selektionen på rampen ved Auschwitz og blev overført til lejrens karantæneafdeling. Efter få uger blev Venezia optaget i lejrens Sonderkommando, dvs. den jødiske specialenhed, der tømte gaskamrene og kremerede ligene. Det er denne historie om Sonderkommandoen, som Venezia står frem med i bogen på baggrund af en række samtaler i foråret 2006 med Béatrice Prasquier.

Som næsten de eneste fanger i lejren var medlemmerne af Sonderkommandoen vidner til de sidste faser i mordprocessen. Efter hver transport blev der foretaget en selektion, hvor kun de arbejdsdygtige havde en chance for at blive optaget i lejren. Flertallet, herunder kvinder med børn, gamle, syge og handicappede, blev af SS ført til gaskamrene. Her blev ofrene i krematorierne II og III, hvor Venezia ”arbejdede”, som regel mødt af medlemmer af Sonderkommandoen, der assisterede med afklædningen i afklædningsrum. Ofrene blev fortalt, at de skulle desinficeres. Sonderkommandoens opgave i denne fase var at give processen et så gnidningsløst forløb som muligt, indtil ofrene var placeret i gaskammeret.

Drabet i gaskammeret tog et lille kvarter. Herefter blev ventilationen sat til, før døren kunne åbnes og ligene slæbes ud. Inden kremeringen blev håret klippet af dræbte kvinder, guldtænder trukket ud og proteser fjernet. Gaskammeret skulle også rengøres for blod, opkast, afføring og urin, og væggene kalkes, således at det næste hold ofre ikke blev advaret om kammerets virkelige funktion. Da jødemordet kulminerede i sommeren 1944 med drabet på de ungarske jøder arbejdede Sonderkommandoen på næsten 900 mand 24 timer i døgnet, i dag- og nathold, for at holde trit med de ankommende vogntog.   

Om drabsmetoden, gasning med Zyklon B, slår Venezia fast, at ofrenes ”død havde været alt andet end blid. Det var en modbydelig og beskidt død. En voldelig og smertefuld død (…) Mange tror, at gassen blev ledt ind, og det var så det: Folk døde. Men hvilken død de fik…Vi fandt dem haget til hinanden, hver og én havde desperat kæmpet for at få en smule luft. Gassen, der blev kastet ind på gulvet, udviklede syre nedefra, så alle forsøgte at kravle op på hinanden for at få luft, indtil den sidste af dem var død (…) Det, vi så, når døren blev åbnet, var grusomt.” (s. 85-87).

Hvad vidste ofrene om deres skæbne? Venezia svarer, at jøderne fra ghettoerne vidste mest, men de var afkræftede og nedbrudte og havde mistet alt, - også viljen til at leve.

Bogen vier et kapitel til det fejlslagne oprør i Sonderkommandoen i oktober 1944. SS likviderede alle oprørerne. Kun fangerne i krematorium III, hvor Venezia opholdt sig, blev sparet, da dette krematorium havde været afskåret fra at deltage i oprøret. SS havde dog til hensigt at likvidere alle i Sonderkommandoen, da der ikke måtte være vidner til jødemordet. Det lykkedes imidlertid Venezia og hovedparten af de overlevende fra Sonderkommandoen at blande sig med de ”almindelige” fanger, da disse evakueredes fra lejren i januar 1945. En dødsmarch fulgte og, for Venezia´s vedkommende, ophold i tre tyske koncentrationslejre, herunder Mauthausen, før befrielsen. Omkring 90 medlemmer af Sonderkommandoen overlevede krigen.

I en beretning som Venezia´s, som er afgivet mere end 60 år efter at begivenhederne fandt sted, kan det ikke undgås, at erindringsfejl, efterrationaliseringer og påvirkninger fra efterkrigstiden har sneget sig ind. Ikke desto mindre er det indtrykket, at Venezia´s beretning i høj grad læner sig op ad, hvad han selv har set og oplevet. Mere end så mange andre berettere styrer han dermed fri af påvirkninger, som ikke har rod i egne oplevelser. Venezia har en knivskarp hukommelse, men hvor den svigter, eller hvor han erkender, at han ikke var i en position til at vide det og det, gør han læseren opmærksom på forholdet. Et eksempel: Til forskel fra mange Auschwitz-overlevende, der mener at vide, at det var den (i efterkrigstiden) så berygtede dr. Mengele, som forestod selektionen ved deres ankomst til Auschwitz, angiver Venezia, at han ikke er klar over, hvem der stod for selektionen, da hans transport ankom. Denne tilgang giver Venezia´s beretning en høj troværdighed.

Venezia´s beretning rykker ikke afgørende ved det billede, vi i forvejen har af Sonderkommandoens arbejde. Nogle af de overlevende medlemmer af Sonderkommandoen er i øvrigt tidligere blevet interviewet. På den anden side er det første gang, at et medlem står frem og afgiver en sammenhængende beretning om Sonderkommandoen og mordprocessen i Auschwitz-Birkenau. Dette gøres med troværdighed, overblik og detaljerigdom. Bogen skal derfor være stærkt anbefalet.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Den Store Fædrelandskrig
Tyskerne i Normandiet
Bismarck