Menu
Forrige artikel

Halvguderne

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 82

 

Af Poul Porskær Poulsen, historie-online.dk

Fodbold i Italien er en stor historie. Det har det været i mange år, og på nogle tidspunker også verdensfodboldens dominerende nation i forhold til at vinde VM for landshold og diverse turneringer for klubhold. Vi husker skam godt AC Milans drømmehold i 80’erne med Franco Baresi, Paolo Maldini og det hollandske trekløver Gullit, van Basten og Rijkaard – elegant, atletisk spil i højt tempo, der satte de fleste andre hold skakmat. (At holdet så var ejet af Silvio Berlusconi, måtte man tage med). Men vi husker også mere destruktive elementer som Helenio Herreras Inter i 60’erne, hvor det ultradefensive låse-system, cathenaccioen, tilsat hurtige angribere, der kunne sætte lynangreb ind, blev dominerende. Kønt var det vel ikke, men effektivt. Vi husker de bedste italienske spillere, der afgjorde kampe: Marco Tardelli, Sandro Mazzola, Andrea Pirlo, Gianluigi Buffon, Dino Zoff og adskillige flere samt naturligvis de udenlandske stjerner, der kom til at præge Serie A.

Alt dette har Christian Nørgaard Larsen skrevet en ganske inciterende lille bog om. Lille i format, hvilket bl.a. betyder, at det begrænsede antal billeder er meget små, og det er en skam. Egentlig også en skam, at bogens forside prydes af Diego Armando Maradona, når nu der er så mange gode italienske fodboldspillere, som kunne være på forsiden.

Nå, men taksten er i hvert fald god. Forfatteren beskriver med ti nedslag calcio Italiana – og der tages ikke specielt hensyn til de berømte danskere, der har været til at præge ligaen: John Hansen, Harald Nielsen, Preben Elkjær m.fl. Man kunne have beskrevet undtagelserne fra det faste mønster med dominansen fra Milanoklubberne samt Juventus fra Torino ved Hellas Veronas sensationelle scudetto i 1985 med Elkjær som uimodståelig striker – men i stedet fortælles den skønne historie om Cagliari på Sardinien og Gianni Riva fra Lombardiet, der baskede de norditalienske favoritter og vandt mesterskabet i 1970.

Der er også nedslag om Serie A’s etablering, tragedien på en bjergside i 1949, hvor hele Torinos feterede hold, der symboliserede Italiens genrejsning efter anden verdenskrig, blev dræbt, den tidligere omtalte catenaccio og naturligvis historier om omfattende korruption, matchfixing og om de voldelige fans, ultras, der også har sat deres stempel på historien om italiensk fodbold. For samtidig med at der er en masse flotte resultater, europacup- og Champions League-sejre og fire gange vinder af world cup, så har italiensk fodbold haft et væld af skandaler, og dem kan man også få genopfrisket i denne bog.

Det er en fodboldbog med masser af indsigt i calcio i støvlelandet og en fin evne til at binde spillet på banen sammen med den samfundsmæssige udvikling. Og den evigt løbende Klaus Berggreen, der havde stor succes i Italien, har skrevet et fint indsigtsfuldt forord. ”Halvguderne” absolut en historisk bog, og tilmed velskrevet og let læst, så herfra skal lyde anbefalinger – bortsat fra det der med lidt større format og lidt bedre billeder.

[Historie-online.dk, den 13. januar 2021]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Århus som idrætslandskab
Tidens krav er sportens krav
Fanden tage i morgen