Menu

Challenger

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 45

 

Af Kresten Søe

Challenger CL-604’s opgaver i Det danske forsvar

Det første canadiskproducerede Bombardier CL-604 Challenger-fly blev bevilliget anskaffet til forsvaret i 1997, og det første af fire leveret året efter.
Nu efter snart 30 år er Challenger flyene ved at være udslidte og skal udfases og sendes på pension, hvorefter opgaverne er planlagt overdraget til private aktører og andre flytyper.

Flyets indledende opgaver var i de første år efter leveringen primært inspektion, transporttjeneste og fx VIP-flyvninger året rundt for Danmarks regering og kongehuset. Hyppige passagerer er her især stats-, udenrigs- og forsvarsministeren og regentparret.
I 2000 overtog Challenger også havmiljøopgaver efter monteringen af radar, som kunne opspore oliespild.

Challenger udfører også internationale opgaver

I 2011 deltog den danske Challenger også i anti-pirat operationer i Det Indiske Ocean omkring Afrikas horn, mens flyet i Middelhavet for EU tog del i Frontex missioner for at beskytte EU's ydre grænser. Her patruljerer Challenger for at opdage skibe med flygtninge og migranter og bidrager derudover til at bekæmpe smugling og grænseoverskridende kriminalitet.

Som følge af den stigende internationale interesse omkring Grønland blev opgaverne her for det udstationerede fly i Kangerlussuaq i 2021 udvidet fra 220 til 365 dage om året.
Arbejdet her omfatter dels patruljering og suverænitetshævdelse dels ad hoc opgaver som eftersøgning og redningsaktioner på indlandsisen og på havet, hvor menneskeliv er på spil.

Indhold, opbygning og layout

Bogen består af 60 fortællinger redigeret af Nanna Sofia Hansen.
Der indledes med forsvarets valg mellem de tre fly, der var kandidater til opgaverne, de fire Challenger flys anskaffelse, de første erfaringer og flyets forskellige anvendelsesområder.
Områderne uddybes derefter i en række temakapitler under overskrifter som fx Hverdagen. Havmiljø overvågning, Missioner for EU og Nato samt VIP transport med bidrag af fx Helle Thorning-Schmidt og Anders Fogh Rasmussen.

Der er ingen mangel på dramatiske redningsaktioner og eftersøgninger, men kapitlerne omfatter derudover også bidrag fra hverdagen på Flyvestation Aalborg, evakueringer af fx sårede i krigshærgede områder og opgaver som støttefly for forsvarets jagere F-16 og F-35. Alt sammen aspekter, som giver læseren et fint indblik i arbejdet ombord via kortere og længere bidrag fra piloter, teknikere og andet tilknyttet personel.

De mange enkeltbidrag indgår i et fint samspil med den unikke fotoledsagelse og danner en indbydende helhed, som giver et omfattende indblik i alle aspekter i det bredt anvendte flys vigtigste opgaver.

Vurdering og målgruppe

Bogen er skrevet efter samme koncept som F-16 oplevelser på danske vinger. (se anmeldelsen her) Kærnemålgruppe er som i denne - udover nuværende og tidligere ansatte i luftvåbnet - videregående forsvars- og flyinteresserede. Men har også bud til læsere, der bor eller følger forholdene i Grønland, vil for en stor del være interessenter til dette fine monument over den nu aldersstegne Challenger.

Der skal dog også i den forbindelse gøres opmærksom på, at bogen rummer en del teknisk stof og militære forkortelser, som trods af forklarende uddybning ikke er hverdagslæsning udover de primære målgrupper.

De færreste af bidragyderne er fuldblodsjournalister eller drevne forfattere, og de mange personlige indlæg kan derfor stedvist fremstå ujævnt. Nogle er kortfattede og vel indforståede, mens andre folder sig bedre ud i længere spændende beretninger, hvor dramatikken også trækker læsset.
Men langt de fleste bidragydere stempler fint ind og levendegør de mange begivenheder og aspekter i hverdag, arbejdsforhold, træning og aktion sammen med Challenger flyene.

Hertil kommer så - som allerede omtalt - layoutet og det ledsagende æstetisk imponerende billedmateriale, der gør sig fornemt i bogens store format og i den grad understøtter atmosfæren med flyvning, fly og grønlandske naturscenarier.

[Historie-online.dk, den 7. oktober 2026]

Se relaterede artikler
Det hemmelige Bornholm
Danmark i krig
Fredericia Fæstnings Historie, bd. 1-3