Menu
Forrige artikel

Orient ekspressen

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 525

 

Af Kresten Søe

Orientekspressen - togrejsen som livsstil

Orientekspressen var et eksklusivt og legendarisk tog, der i knap hundrede år fra 1883 til 1977 fragtede passagerer mellem Paris og Istanbul. Ruten blev især berømt takket være krimiforfatteren Agatha Christie, der lader sine berømte detektiv Hercule Poirot opklare et af sine mest kendte mord i dette tog. Den norske journalist og forfatter Torbjørn Færøvik har i bogen valgt at rejse to måneder med toget fra London og fortsætte videre Paris-Istanbul med yderligere forlængelse af den klassiske Orientrute til Samarkand i Centralasien. Undervejs passerer han gennem en lang række lande med ophold i de store byer. På togrejsen øser han flittigt af sin viden fra et væld af historiske værker. Yderligere præsenteres læseren for en række kulturelle personligheder som gennem tiderne har haft tilknytning til stederne - blandt andet forfattere som Knut Hamsun, Orhan Pamuk, Hemingway, Ibsen m.fl. Hertil kommer flittig reference til den historiske baggrundsramme med markante skikkelser som Kemal Atatürk, Mozart, Maria Theresia, Timur Lenk, Adolf Hitler og mange andre, som har sat deres aftryk langs ruten enten via arkitektur eller handlinger. Endelig skildres forfatterens personlige møde med de forskellige byer, landskaber og  - ikke at forglemme - de mennesker, som han træffer undervejs. Enten i toget, på hoteller, berømte cafeer eller ved seværdigheder. Bogen er ikke illustreret og omfatter næsten 600 sider. Den afsluttes af 35 sider med litteraturliste og noter plus stikordsregister.

Indhold, fremstilling og form

Bogen fremstår som en traditionel klassisk rejseskildring, hvor forfatteren fortæller om stederne og deres historie, som han delvist også sanser den gennem atmosfæren. Her er det klart de historiske begivenheder, aktørerne og åstederne, der er i centrum frem for egen person og foretag. Den verden, læseren møder, fremtræder lidt altmodisch. Færøvik foretrækker fx klart at købe sine billetter ved lugen på stationen, selv at opsøge sit hotel på stedet og læse sin Times dugfrisk ved morgen- eller cafebordet frem for at benytte internet via labtop og mobil. Han skriver veloplagt og detaljeret og inddrager fortrinsvis sine egne holdninger via iagttagelse og ordvalg frem for gennem direkte kommentarer. Stederne, som opsøges, er ofte tidligere tiders intellektuelle mødesteder i form af fx cafeer, boghandler og åsteder af historisk betydning. Færøvik er en god iagttager med blik for sociale forhold og uligheder og kommer fx fint bag håbløsheden og korruptionen i de tidligere kommunistiske østlande. Ofte følger han spontant med lokale og lader historierne flyde gennem dem. Turismen og turisterne iagttages og vurderes både gennem historiske og personlige briller. Færøvik går her egne veje: filosofisk, reflekterende og kritisk iagttagende men også tørt uden at have meget til overs for den overfladiske masseturisme. Hverken den brede folkelige gøren og laden, som festivitas eller de organiserede rundvisninger af overvægtige amerikanske turister valueres med positive briller. Gennem især Tyskland og Østrig kredses meget om nazitiden og antisemitismen, ligesom der flittigt refereres til Hitler og hans forhold til steder, bygninger og byer. Mange steder udbygges fremstillingen med citering fra ældre kilder fra fx de nævnte forfatteres oplevelser fra stederne. Yderligere tilføres oplevelserne liv ved Færøviks iagttagelse af andre besøgende de steder, han færdes.

Vurdering og målgruppe

Alt i alt en bog for læseren, som ynder den traditionelle mere intellektuelle dvælende rejseskildring fjernt fra masseturismen, moderne cafekultur, netbooking og ditto planlægning af overnatning og rejsetider. Selv om senior-interrail er stigende som turistform, så skal bogens primære publikum dog næppe findes her. Målgruppen er snarere de lidt ældre intellektuelle læsere, som foretrækker oplevelserne fra lænestolen, mens der reflekteres nostalgisk over udviklingen. Umiddelbart er den primære forudsætning her en indgående historisk interesse, idet bogen her i den grad fylder på. Færøvik er en god iagttager, som går i dybden, men også formår at servere sin viden og refleksion veloplagt og vedkommende for læseren. Dog skubber hans fascination af nazismen, Hitler og 2 verdenskrig i bogens første kapitler næsten alt andet til side. På samme måde skygger fraværet af humor, reservationen over for de nye tider og mod den mere folkelige lokalkultur en del for de indtryk og oplevelser, der formidles. Et element, der på en gang både er bogens styrke og dens svaghed. Færøvik er klart mere til litterær dannelse, klassisk musik, støvede boghandler, detaljeret historiefortælling og fordybelse end smalltalk og nærvær på åsteder med folkekulturelt islæt. Men går han og læseren med bogens spydige ironiske afstandtagen og forhåndsfordomme glip af noget her. Måske - ?
Døm selv ud fra følgende signifikante episode, hvor Færøvik beretter et replikskifte fra München - tilsyneladende uden at opfatte den underlæggende ironi hos modparten - en tjener, han just har belært om, at ikke Oktoberfesten men Indiens alkoholfrie hindufestival Kumbh Mela, er den største fest i verden. Patroniseringen returneres dog med et elegant: ”Og du drak ikke øl, mens du var der”. – Færøvik (frysende?): ”Ikke en dråbe”. Hvorefter tjeneren tørt afslutter: ”Stakkels dig”. Et stakkels, der med undertegnede som hyppig gæst i München klart synes at gå dybere end omsorg for gæstens tørre hals.

[Historie-online.dk, den 26. november 2019]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Folk og glasfiberfartøjer fra Det sydfynske Øhav
Værftet det forsvandt
Aalborgbådene