Menu
Forrige artikel Næste artikel

Johann Schiltbergers rejseberetning.

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 257

Af Torben Kjersgaard Nielsen, Historiestudiet, Aalborg Universitet

Johann Schiltberger hed en sydtysk væbner, der i slutningen af 1300-tallet deltog i Kong Sigismund af Ungarns forsøg på at befri Konstantinopel fra osmannernes belejring og dermed lette presset på den ungarske grænse. Johann blev imidlertid taget til fange og tilbragte herefter 31 år i fangenskab/slaveri hos skiftende osmanniske og mongolske fyrster. Fra 1396 til 1402 tjente han som løber for osmannerfyrsten Beyasid I. En løber var en slave, der gik eller løb foran trænet og annoncerede herskerens komme.  1402 døde Beyasid efter at være slået af den mongolske fyrste Timur Lenk, der overtog Johann som slave. Herefter var Johan Schiltberger slave for skiftende mongolske fyrster, inden han kunne returnere til München 1427. I løbet af sin tid som slave for osmanner og mongoler rejste Johann Schiltberger gennem dele af Mellemøsten, Nordafrika og Asien, og hans rejseberetning, nedskrevet efter flugten i 1427, står i rejselitteraturen på linie med Marco Polo og John Mandeville.

Som en stor del af i hvert fald Mandevilles, og givetvis også dele af Marco Polos beretninger, er pure opspind, således er også dele af Schiltbergers beretning løgn og latin. Han har læst Mandeville og bruger hans fantasifulde beskrivelser grundigt igennem sin egen rejseberetning, som dog alligevel giver en mængde interessante beskrivelser fra sig om forhold i de muslimske lande i perioden, som vi ellers ikke ville vide meget om.  Schiltberger lader sin beretning strukturere i pagt med de geopolitiske grænser, hvor Donau-floden var en central grænsemarkør. Schiltbergers geografiske udsyn struktureres simpelthen i forhold til Donau, om det er på ’denne side af Donau’, ’mellem Donau og havet’ eller endnu længere væk. Især hans beskrivelser af vestkaukasiske og armenske områder, beskrivelser af forholdene omkring det Kaspiske hav og Krim-halvøen vurderes som vigtige, ligesom også hans henvisninger til katolske missions-stationer i Armenien og kristne samfund på tatarernes stepper. Også Schiltbergers informationer om de østkristnes ritualer og trosforhold og om islam, heriblandt riterne i forbindelse med omvendelse fra kristendom til islam, er bemærkelsesværdige for perioden.

Schiltbergers tekst fremstår således vældig interessant på mange forskellige planer: kulturmødeanalyse, fremmedforståelse, konstruktion af andethed m.v.. Desværre kan man ikke sige det samme om den indledende tekst, der sætter Schiltbergers beretning i en historisk kontekst og forsøger at bestemme Schiltbergers tekst i sammenhæng med øvrig rejselitteratur. Ole Høiris’ indledning er desværre ikke synderligt oplysende endsige analytisk, men holder sig til almindeligheder om periodens antropologiske tænkning og Schiltbergers verdensbillede, der ikke lægger meget til selve beretningen. Noteapparatet til Schiltbergers tekst ville ligeledes have vundet ved en bevidst gennemtænkning, idet noterne nu fremstår som en uskøn blanding af realkritiske noter, hvor teksten har et ophav andre steder fra (eksempelvis John Mandeville), og noter, som er banale, anakronistiske kommentarer. En hård dom måske, men læs for eksempel note 98, som er en kommentar til Schiltbergers beretning om, hvor mange forskellige titler en kong Boursbaï gav sig selv i et, givetvis fiktivt, brev til Rom. Efter opremsningen af de mange, imponerende titler som hersker over alle mulige områder og regioner, hedder det i noten: ”Dette er noget, armenerne har bildt Schiltberger ind. Det har ingen relation til virkeligheden, hvor svulstigt kronede hoveder ellers kan præsentere sig.”

Dette er synd, idet at dømme efter hans egne tidligere arbejder ville Ole Høiris udmærket have været i stand til at levere en mere gennemgribende analyse af Schiltbergers tekst – og undgå sådanne uoverlagte bemærkninger. Måske skal vi vente med denne analyse til en senere udgivelse?

I mellemtiden kan vi imidlertid glæde os over, at Schiltbergers tekst nu er oversat og dermed tilgængelig for en større skare af studerende og andre interesserede, som kan spekulere over, hvordan kulturmøder gik for sig i gamle dage – og sammenligne med nutidens forestillinger om ’de andre’. Og det er jo ikke så skidt.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Klostre i det middelalderlige Danmark
hikuin 36 - Kirkearkæologi i Norden 9
Vikingernes liv og færden