Menu
Forrige artikel Næste artikel

Det glemte eksperiment

Kategori: Bøger
Visninger: 418

Af Kenn Tarbensen, ph.d., seniorforsker, Erhvervsarkivet

Der var fest og farver på Københavns Hovedbanegård 4. juni 1938. I toget mod Esbjerg var der reserveret ekstra vogne til danske familier, der kollektivt udvandrede til Venezuela, hvor de skulle opbygge en ny landbrugskoloni. Der var bevægede festtaler af lederen af Statens Udvandringskontor, kaptajn Borch, og direktør Rudolf Christiani, der blev spillet musik og som fællessang blev sunget ”Du danske mand”. Toget kørte kl. 9.15, mens tusindvis viftede med Dannebrogsflag. I Slagelse, Odense og Fredericia blev yderligere udvandrerfamilier samlet op. Fra Esbjerg blev kolonisterne sejlet til Antwerpen, hvorfra de med tog sendtes videre til Bordeaux. Herfra begyndte den lange sørejse til Venezuela.

I 1934 var Statens Udvandringskontor blevet oprettet. Bag forslaget om kontoret stod direktør Rudolf Christiani fra entreprenørfirmaet Christiani & Nielsen. Han var også medlem af Folketinget (Venstre), hvor netop udvandring havde hans store interesse. Christiani mente, at danske kolonister kunne være gode banebrydere for dansk erhvervsliv ude i verden. Bag idéen var naturligvis den høje arbejdsløshed i Danmark. Efter et stort forarbejde af netop Christiani blev der indgået aftale mellem regeringerne i Danmark og Venezuela om kolonisering af Chirgua-dalen. Statens Udvandringskontor fik over 5.000 henvendelser fra danskere, der var interesserede i at opgive tilværelsen i Danmark og rejse til Venezuela. Omkring 500 familier afleverede et ansøgningsskema, og 48 familier med i alt 250 mennesker blev udvalgt. Heraf var der 175 børn og 11 ugifte mandlige medhjælpere. Det var dem, som den junimorgen i 1938 efterlod alt, hvad de ejede i Danmark, for at forfølge drømmen om et bedre liv i et land, de næsten intet vidste om.

Efter aftalen mellem de to regeringer skulle jorden i Chirgua-dalen være ryddet og klar til opdyrkning. Det var den ikke. Enkelte kolonister tog fat på rydningen, mens andre satte sig ned og brokkede sig. Problemerne tårnede sig op, og inden for to år rejste de allerfleste hjem igen i stilhed. I Venezuela betragtede man kolonien som et eksperiment. I Danmark var det hele blot en fiasko, der skulle glemmes. Deraf bogens titel.

Gennem officielle aktstykker, private breve med mere oprulles hele historien om dette statslige forsøg på at lave en organiseret, kollektiv udvandring. Det blev angivelig første og eneste gang. Historien blev da også godt og grundigt glemt i Danmark. Indtil denne bog. ”Det glemte eksperiment” er en interessant og forunderlig historie. Bogen er ikke blot historien om udvandring, men er et vigtigt kapitel i 1930’ernes Danmarkshistorie: Statslig organisering af udvandring som svar på den høje arbejdsløshed.

Forfatterne er Vejlejournalisten Jesper Sørensen og Catalina Peña-Guillén, der stammer fra Ecuador og er uddannet advokat. I fællesskab har de haft de bedste forudsætninger for studier i litteratur og kilder i både Danmark og Venezuela.

For de fleste læsere vil Venezuelas historie og geografi utvivlsomt være ret ukendte forhold. Det klarer forfatterne fint ved løbende at indføje relevant baggrundsinformation.

Bogen bygger på omfattende research. Så vidt det ses, er alle relevante kilder fremdraget i både Danmark og Venezuela. Dertil er gennemført interviews og fremdraget hidtil ukendte fotos, der dog burde være gengivet i en bedre kvalitet. Der rettes nogenlunde op på dette ved publicering af nogle af bogens fotos på websitet www.dennyeverden.dk, hvor der også kan findes yderligere omtaler af bogen.

Kildefortegnelsen er dog højst kritisabelt opstillet. Kildehenvisninger som f.eks. ”Akter fra Socialministeriet med journalnumrene 11.3 og 11.4” og ”Officielt dokument over de danske kolonister fra koloniens administration, Statens Arkiver i København” (s.249) er aldeles ubrugelige.

I et appendiks findes en oversigt over samtlige emigranter inkl. familier og evt. medhjælpere, og det er både rart at have ved hånden under læsningen og må tillige være et nyttige værktøj for slægtsforskere med familiemedlemmer, der deltog i udvandringen. I et andet appendiks gengives standardkontrakten mellem udvandrerne og Venezuelas regering. Et navneregister savnes derimod meget.

Fremstillingen er let fortællende og fornuftigt disponeret. Arbejdet med bogen har været stort og forfatterne må lykønskes med veludført arbejde og med udgivelsen, der bestemt fortjener en stor læserskare.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Schweiz Historie – Fra oldtid til nutid
Vulva
Minerydning Skallingen