Dristige missioner fra 2. verdenskrig
Menu
Forrige artikel

Dristige missioner fra 2. verdenskrig

Kategori: Bøger
Visninger: 1512

Af Peter Johan Yding Brunbech

Der er dømt smæk for skillingerne når Rasmus Dahlberg og Det Historiske Hus tager os med på 10 Dristige missioner fra 2. verdenskrig. Her er overvejelserne om godt og ondt lagt til side og kampen mellem diktatur og demokrati sat i skammekrogen, og man får frit lov til at svælge i maskulint vovemod, resolut optræden og sindrige dingenoter.

Vi kommer med på Hardanger-vidderne, hvor langskæggede norske sabotører overvintrede på en diæt af rensdyrhjerne, mens de ventede på muligheden for at slå til mod Vermok-anlæget og den tyske tungtvandsproduktion. Vi følger en håndfuld tyske kommandosoldater som i juni 1940 med svævefly indtager Belgiens stærkeste fæstning for derved at skabe fri passage for de tyske troppers fremstød over Albert-kanalen, og vi stifter bekendtskab med den excentriske britiske ingeniør, der designede en bombe, der kunne ”slå smut” over torpedonettene i den opdæmmede sø foran Möhnedæmningen i Ruhr.

Hver enkelt beretning i Dristige missioner er søgt gengivet så spændende som muligt, med fokus på det dramatiske i hændelsesforløbene og elementær spændingsopbygning. Det er udført relativt vellykket, selvom unødvendige bipersoner og sidehistorier nogen gange tager overhånd, og sproget til tider bliver for patetisk. Alligevel lader man sig ofte fange af fortællingerne, og når Dahlberg beretter om den tyske U-47, kan man næsten for sit indre øre høre det lavmælte ”Scheisse”, der sikkert har undsluppet 3. maskinisten da ubådens skrog skrabede mod bunden, mens den kantede sig forbi blokskibene på vej ind i den engelske flådes Home Base Scapa Flow.

Det er en af den slags bøger mine kammerater og jeg ville have stået i kø efter på skolebiblioteket i 8. klasse, for at den – sammen med dinosaur-bøgerne – kunne tilfredsstille vores dansklæres ublu kvantitative krav om litteraturtilegnelse. Selv her over 15 år senere kan den levere et par gode timer i lænestolen en søndag eftermiddag, mens familien pligtskyldigst får våde sokker på kælkebakken.

Det er simpelthen Discovery Channel på bogform…

Selvom genren vel kan indbyde til det, styrer Dahlberg stort set fri af risikoen for at overvurdere sine missioners betydning. En enkelt gang går det dog galt: Det var ikke Knut Haukelids sænkning af færgen Hydro med 13.500 liter tungt vand ombord i februar 1944, der fik Hitler til at tabe kapløbet om at producere den første atombombe. Det kapløb havde tyskerne tabt lang tid tidligere, hvis de da overhovedet nogensinde havde været seriøse konkurrenter. Hvad man så troede på allieret side, er selvfølgeligt et andet spørgsmål.

Selv historiebøger som denne må tilsyneladende ikke være til udelukkende for underholdningens skyld. Vi skal have en undskyldning for at dykke ned i bombesprængninger og blodsudgydelser, og i denne bogs tilfælde er det ifølge forfatteren, at krigen er en del af vores fælles fortid og at ”dens væsen” derfor er værd at studere. Dette kan man næppe være uenig i. Om bogens 10 fortællinger så bidrager videre til en nærmere forståelse af dette ”væsen”, er et andet og mere tvivlsomt spørgsmål.

Rasmus Dahlberg afslutter sit forord med en tak til kollegerne på Det Historiske Hus, der har hjulpet med bogen og udtaler den forhåbning, at den vil underholde, oplyse og anspore eftertanke. Til dette fromme ønske kunne man svare: Underholde? Ja. Oplyse? Tjaa bum bum – jeg er dog af bogen blevet belært om, at dristige missioner bedst udføres om natten (befrielse af ex-diktatorer fra bjergtoppe lader til at være en undtagelse fra denne regel). Anspore eftertanke? I mit tilfælde ”nej”

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Tilintetgørelseskrig
Udsigt fra et skyttehul
Krystalnatten