Menu
Forrige artikel Næste artikel

Eichmann

Kategori: Bøger
Visninger: 613

Af Palle Andersen, Historisk Samling fra Besættelsestiden

Hvem er han?” noterede den amerikanske dommer Francis Biddle ud for Eichmanns navn på et retsdokument under Nürnbergprocessen. Så ukendt var Adolf Eichmann for de allierede, og så lidt kendte man efter krigen til Eichmanns præcise rolle i Endlösung, dvs. mordet på de europæiske jøder. Selvom Eichmanns rolle så småt herefter begyndte at dæmre for sejrsmagterne, var hans tilfangetagelse lavt prioriteret, og han slap relativt let til Argentina i 1950. To år senere fulgte hans kone og to børn efter uden de store vanskeligheder. I flere år levede Eichmann et normalt familie- og arbejdsliv i Argentina. Imidlertid førte udtalelser fra Eichmanns egen mund, hvori han vedstod sig jødemordet og blot beklagede, at det ikke var lykkedes at likvidere alle de 13,5 millioner europæiske jøder, forfølgerne på sporet. Eichmann kidnappedes i 1960 af israelske agenter og førtes til Israel, hvor han stilledes for en domstol. Retssagen blev en international mediebegivenhed, og nu blev Eichmann kendt som et symbol på nazismens forbrydelser på linje med Hitler og Himmler og efterhånden taget til indtægt for allehånde synsvinkler på jødemordet, og, mere generelt, folkedrab. Han blev skiftevis set som en patologisk afviger, prototypen på ”det totalitære menneske” (Hannah Arendts opfattelse) eller legemliggørelsen af ”den lydige og afsondrede bureaukrat” (bl.a. Eichmanns selvfremstilling), der, føjede teoretikere til, i sine hænder havde samlet en ufattelig teknisk og organisatorisk magt.

Alle disse opfattelser og flere til tager historieprofessor David Cesarani et opgør med i sin nye grundige og nuancerede biografi om Eichmann. Metoden er at skippe vidtløftige teorier, som alligevel ikke står for en nærmere kildemæssig prøvelse. I stedet ses Eichmanns liv og karriere forfra og i den samtidige kontekst. Født i Tyskland men opvokset i Østrig var der intet unormalt i Eichmanns opvækst og personlighedstræk. Eichmann voksede op til at blive en for samtiden ganske normal ung mand. At han havde antisemitiske synspunkter var der intet unormalt i, - det var nærmest normen i hans protestantiske middelklassemiljø. Der er heller intet, der tyder på, at han valgte nazismen på grund af antisemitismen. Antisemitismen var for ham og titusinder af andre blot en del af nazismens ”pakkeløsning”. Afgørende var derimod, at han efter sin indtræden i SS blev headhuntet til SS-Sikkerhedstjenesten SD’s lille og ubetydelige jødekontor. Her kom han under indflydelse af kontorets leder Edler von Mildenstein, der kun havde foragt tilovers for Goebbels’ og SA’s pøbelagtige jødepogromer. Politikken måtte i stedet være en ordnet og total udvandring af de tyske jøder til Palæstina, helst under SS’ ledelse. Heraf fulgte i øvrigt også samarbejdet med zionistiske organisationer om udvandringen.

Med SS’ og SD’s voksende indflydelse på jødepolitikken dumpede en karriere som professionel antisemit ned i Eichmanns turban. Samtidig viser foredrag og rapporter fra 1936 til 1938 fra Eichmanns hånd, at han efterhånden havde taget en antisemitisme til sig i dens mest radikale form. Ifølge Eichmann var der tale om en verdensomspændende jødisk sammensværgelse vendt mod tyske interesser. ”Studiet” af jøderne i SD viste ildevarslende for fremtiden, at selv den mest uanselige jøde kunne forbindes med denne sammensværgelse. Stadigvæk var der imidlertid intet, der nødvendigvis pegede frem mod Eichmanns senere rolle som den ledende organisator af de europæiske jøders deportation til dødslejrene i øst.

Det næste trin i Eichmanns karriere udspillede sig i Wien i 1938 efter Anschluss, hvor han ved hjælp af terror udvirkede titusinder af østrigske jøders emigration. ”Succesen” førte ham tilbage til Tyskland som leder af et tilsvarende tysk centralt udvandringskontor. Eichmann blev nu yderligere taget under SD-lederen Reinhard Heydrichs vinger, da ”Wien-modellen” viste, at SD og ingen andre lå inde med nøglen til resultater i jødepolitikken. Eichmanns centrale virke i et par år skulle imidlertid komme i forbindelse med den Anden Verdenskrigs udbrud og den tyske besættelse af det vestlige Polen. Annekteringen af dele af Polen udløste gigantiske SS-styrede planer om folkeforflytninger. Polakker og jøder skulle ud og ”folketyskere” skulle ind. Eichmann blev en central organisator af disse udrensninger fra 1939 til 1941, - et kapitel i Eichmanns virke, der indtil nu er gået forholdsvist upåagtet hen. Cesarani mener, at Eichmann med dette Polens-kapitel satte en normal medmenneskelighed over styr. De brutale udrensninger var dog stadigvæk ikke lig med folkedrab.

Folkedrab var derimod øverst på dagsordenen ved det næste sporskifte i Eichmanns karriere. På Wannsee-konferencen i januar 1942, som Eichmann på vegne af Heydrich medvirkede til at forberede og desuden også deltog i, blev koordineringen af det totale mord på de europæiske jøder aftalt. Senere udtalelser fra Eichmann angiver, at han følte ubehag ved denne ændring i jødepolitikken. Det afgørende er imidlertid, at Eichmann valgte at skubbe ubehaget til side for fuldt ud at hellige sig jødemordets realisering. Eichmanns egen forklaring gik på, at det ikke var hans beslutning eller ansvar. Politikændringen var vedtaget af bevægelsens ”paver” (Hitler, Himmler, Heydrich), som Eichmann lydigt måtte indordne sig under. Således vaskede Eichmann sine hænder, og, tilføjer Cesarani, ved at acceptere jødeudryddelsen sikrede den ambitiøse Eichmann sig rollen som krumtappen i organiseringen af de europæiske jøders deportation til dødslejrene.

Det grundliggende spørgsmål i Cesaranis biografi er, hvad der forklarer, at Eichmann gik hele vejen og blev organisator af folkemordet. Man kan nærme sig et svar ved at svare på, hvad Eichmann ikke var eller blev. For det første var Eichmann ikke det ”totalitære menneske”, der robotagtigt og viljesløst førte en entydig magts befalinger ud i livet. Sådan var det nazistiske system ikke skruet sammen. Tværtimod var det præget af uklare kompetencefordelinger og magtkampe. Og selvom Eichmann intet ansvar havde for de strategiske beslutninger i jødepolitikken, var han ikke desto mindre en viljestærk personlighed, der dygtigt deltog i rivaliseringen om jurisdiktionen. For det andet var Eichmann heller ikke den lydige og afsondrede bureaukrat. Ulydighed lå ham ikke fjernt, hvis direktiver kom på tværs af hans målsætninger, - som da han i Ungarn i 1944 satsede på at fortsætte deportationerne til Auschwitz og dermed kom på konfliktkurs med Himmler, der i stigende grad tøvede. Eichmann var heller ikke afsondret fra eller ubekendt med de lidelser, den tyske jødepolitik forårsagede. Han skabte og han så de østrigske jøders elendighed, og han så ved selvsyn nedskydninger af jøder i østområderne, og han arbejdede direkte i marken under den tyske aktion mod de ungarske jøder i 1944. Tilbage står derfor ideologien, den radikale antisemitisme, som forklaringsfaktor. Eichmann lod sig gribe af ideer med et uhyggeligt potentiale. Dette potentiale slog for Eichmanns vedkommende ud i fuldt flor med krigens angivelige alt – eller – intet – karakter og hans tiltagende afstumpethed som fødselshjælpere. Senest fra begyndelsen af 1942 var Eichmann besat af målsætninger, der tillod en tilsidesættelse af ethvert menneskeligt hensyn og enhver moralsk norm.           

Med Cesaranis værk står vi med den autoritative biografi om Adolf Eichmann. Det er desværre alt for sjældent, at seriøse og forskningsbaserede udenlandske værker om den Anden Verdenskrig, nazismen og Holocaust udkommer på dansk. Med udgivelsen af Eichmann-biografien har det Schønbergske Forlag vist vejen.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Beredskab ved daggry
Nürnberginterviewene
Vinter i Prag