Menu
Forrige artikel Næste artikel

En pokkers skrivesyge

Kategori: Bøger
Visninger: 884

Af Claus Møller Jørgensen

Tidsskrifter spillede i Danmark-Norge, som i det øvrige Europa, en central rolle i udviklingen af en offentlighed med rødder i det civile samfund, som skete i løbet af 1700-tallet. Før 1820 blev der i Norge publiceret 55-60 tidsskrifter og i Danmark 360, som indgik en i samlet dansk-norsk offentlighed. Det er disse tidsskrifter, som undersøges i denne bog.  Det er selvfølgelig ikke første gang, 1700-tallets tidsskrifter tages under behandling. Men til forskel fra tidligere undersøgelser, der har fokuseret på de politisk-teoretiske og patriotiske bidrag, som pegede frem mod det liberale og det nationale, undersøges alle de forskellige skriftlige bidrag, som findes i tidsskrifterne.

Udviklingen blev muliggjort af prisfaldet i produktionen af tryk, som gjorde det rentabelt at trykke tekster oftere, i mindre format og i større kvanta. Det gav mulighed for, at flere kunne finde spalteplads, samtidig med at tidsskrifterne udviklede sig med nye tekstformer, genrer og temaer. Samtidig var det klart, at man ikke kunne skrive hvad som helst. Censuren var en integreret del af tidsskrifternes vilkår, som umuliggjorde kritik af enevælden og statsreligionen. Enevældens forhold til den skriftbaserede offentlighed var dog ambivalent. På den ene side ønskede man den skrivende offentligheds råd om dette og hint, på den anden side var man hele tiden på vagt overfor den offentlige mening og søgte at kontrollere den. Perioder med videre rammer for meningstilkendegivelser afløstes af restriktive, men enevælden søgte hele tiden at holde tøjler i den borgerlige offentlighed, der var under udvikling.

Tøjlerne bestod dels i en hård censurlovgivning dels i et patron-klientlignende forhold mellem kongemagten og udgiverne, der understøttede den voldsomme straffelovgivning. Udgiverne var afhængige af kongelige privilegier for at kunne udgive deres tidsskrifter, og det betød, at de censurerede sig selv for at kunne forsætte deres udgivervirksomhed og dermed deres forretning. Dette kom fx til udtryk da Povel Juel blev henrettet i 1721 for majestætsfornærmelse og landsforræderi. Ingen tidsskrifter skrev fra den offentlige henrettelse eller om sagen i det hele taget.

Som 1700-tallet skred frem ændrede tidsskrifterne og deres vilkår sig også. Begrebet publikum fik en ny betydning til, ved siden af at referere til samfundet eller almenheden, mere præcist at få sin moderne betydning som det læsende publikum.  Dette læsende publikum udgjorde det marked, der holdt tidsskrifter oppe økonomisk dog som regel kun i nogle få år. Gennemsnitligt lå oplagene på 150 til 300 eksemplarer i århundredets anden halvdel, men enkelte som Minerva kom i 500 eksemplarer og J. S. Sneedorfs Patriotiske Tilskuer i 1000. Publikum var langt overvejende københavnsk, hvor langt de fleste tidsskrifter blev udgivet. Subskribenterne boede i det hele taget i den by, tidsskriftet blev udgivet i, mens få eksemplarer blev sendt med post til store og mellem stor byer i provinsen og Norge. Håndværkere, købmænd, lærere, studenter, embedsmænd og repræsentanter for hof- og statsforvaltningen udgjorde grundstammen i det læsende og tidsskriftsholdende publikum.

1740rne ses som et skelsættende årti i tidsskriftshistorien. Man får de første spectatortidsskrifter, som beskuer samfundets tildragelser fra moralsk perspektiv. Nye oplysningstanker gjorde sig gældende og udfordrede censurens grænsesætninger. Oprettelsen af Sorø akademi i 1747 bidrog også til 40rne som et årti der indvarslede nye tider. J. S. Sneedorff, som udgav tidens vigtigste bidrag til specatorgenren med sin Patiotiske Tilskuer  (1761-63), var professor i statsret i Sorø. Inden for en bastant standstænkning var hensigten med tidsskriftet at opdrage personer af de fire stænder til, hver på deres standsmæssige baggrund, at bidrage til det fælles bedste i husstand og stat. Sneedorffs Tilskuer vakte beundring og spredtes i hele tvillingeriget, og artikler derfra blev recirkuleret og genbrugt i et ret stort omfang.

I århundredets anden halvdel greb skrivekløen om sig. Dele af publikum ville også deltage som forfattere.  Publikum blev differentieret, hvilket udgiverne ivrigt debatterede konsekvenserne af: hvordan skulle man indrette et tidsskrift, som havde et mangeartet publikum med forskellige genrepræferencer.  Hvordan skulle man på en gang tilfredsstille de lærde, de dannede og læserne af triviallitteratur, hvorunder kvinder regnedes. En særlig genre var tidsskrifter, som bragte oversatte artikler fra udenlandske tidsskrifter. Motivationen var forskellig. Profit, formidling, dovenskab, mangel på indenlandske forfattere og tid eller frygten for censur. Publikums krav om nyt i nye former blev ofte angivet som årsagen til at sakse fra udenlandske tidsskrifter. Det, som blev oversat, var ligeså mangfoldigt som tidsskrifterne selv fra digte og filosofiske essays, boganmeldelser og afhandlinger til rejeskildringer og artikler om husdyrhold.

Fra udlandet holdt oplysningstænkningen i bred forstand sit indtog i de københavnske tidsskrifter. Hovedstrømningen var moderat; den store franske revolution blev mødt med anerkendelse i 1789 og med afstandtagen fra 1793. Som Struensee-intermezzoets korte ytringsfrihed viste, var der dog også mere radikale antiklerikale ideer i omløb. En senere radikal som Niels Ditlev Riegels, der satte fokus på de fattige og kritik af adel og religion, var dog en enlig stemme.  Oplysningstænkere som Kant, der fik meget stor indflydelse, og Rosseau blev hurtigt introduceret i oversættelser, men også i oversættelserne finder man enkelte radikale stemmer som engelske skribent Thomas Paine. 

1790erne blev, i kraft af den lempelse af censuren som statskuppet i 1784 førte med sig, en periode med vækst i tidsskrifterne og i diskussionerne om forfatning, menneskerettigheder, religions- og ytringsfrihed indtil det blev for meget for Fr. 6. At tage offentligheden med på råd gennem skrivefrihed havde ført til skrivefrækhed, og man satte en prop i hullet med trykkefrihedsloven fra 1799, som satte snævre grænser for det tilladelige og hårde straffe for det utilladelige.

Publikums deltagelse i den offentlige mening, der rakte ud over fejringer af magthaverne, peger ifølge forfatterne fremad. De blev aktører. Den vedvarende censur kaldes produktiv, fordi statens ageren både skabte, efterspurgte og begrænsede tidsskriftslitteraturen; staten var med til at skabe den offentlige mening. Tidsskrifterne bidrog til at udvikle en offentlighed, hvor flere stemmer kom til orde på flere steder efterhånden som tiden gik.

Tidsskrifternes mangfoldighed var et af de vigtigste bidrag til udviklingen af offentligheden i perioden. Bogen følger denne udviklings mangfoldige udtryk og problemstillinger fra udgivernes perspektiv og med fokus på udviklingen af tidsskrifternes publikum. Der er blik for de internationale forbindelser, som kendetegner tidsskrifternes indhold og form; den europæiske kontekst inddrages i det hele taget oplysende, hvor det er relevant. Selv om enkelte personer drages frem, er det ikke personer, der står i centrum, men de temaer, problemstillinger og forhold tidsskrifterne satte på dagsordenen og ikke mindst relationen til publikum og dette publikums udvikling i sig selv. Det er der kommet en interessant og relevant historisk fremstilling ud af, der giver nye indsigter i et emne, der i kraft af den måde det er grebet an på, får langt bredere betydning for forståelsen af udviklingen af en dansk-norsk offentlig mening end tidligere, mere begrænsede undersøgelser. Enkelte steder kunne man godt have ønsket sig, at der var gået lidt mere i dybden. Hvordan oversættelsen af Thomas Paine er undsluppet censuren kunne være interessant at vide. Tidsskrifternes sprogpolitik berøres ganske kort, hvilket er ærgerligt for den, der interesserer sig for patriotisme og nationalisme. Sneedorff ville i sin Patriotiske Tilskuer forbedre det danske sprog, men hvorfor og hvordan behandles ikke nærmere.  Men man kan jo ikke få det hele. Der er med denne bog givet et omfattende og veldokumenteret billede af tidsskrifterne, deres indhold og deres publikum, der i kraft af sin bredde giver en mere nuanceret forståelse af et centralt historisk fænomen. At den er skrevet på norsk bør ikke afskrække nogen.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Borgerskab og fællesskab
Magten og kulturen
Bondegårde i Skast Herred 1636-1760