Menu
Forrige artikel Næste artikel

Galatheas forunderlige rejse

Kategori: Bøger
Visninger: 591

Af Poul Porskær Poulsen, arkivar Vejle Byhistoriske Arkiv & Stadsarkiv

Om få dage stævner den tredje Galathea-ekspedition ud på de syv verdenshave. Dansk videnskabelige forskning skal igen have et indspark derudefra – måske kommer der nye opdagelser, nye arter, nye sammenhænge, nye erkendelser – hvem ved, man kan jo have lov til at håbe!

I begyndelsen af 1950’erne sejlede den anden Galathea-ekspedition ud og gjorde store opdagelser, men det hele blev faktisk indledt i 1845, hvor korvetten Galathea den 24. juni sejlede ud fra København. Planen var at sejle jorden rundt og på turen gøre videnskabelige undersøgelser, hvorfor der også var adskillige videnskabsmænd med ombord: Zoologer, kartografer, geologer, en entomolog m.fl. Og naturligvis tegnere til at afbillede de mange særheder, man ville finde undervejs. Turen kom til at var godt to år; 23. august 1847 lagde Galathea til ved Københavns red, og på de to år var der sket en masse. Måske ikke helt som det var planlagt, men de rejsende havde i hvert fald fået en mængde nye indtryk og oplevelser og nogle var mærket for livet af sygdom.

De videnskabelige resultater af ekspeditionen var begrænsede. Mange af de genstande, der blev bragt eller sendt hjem, blev ikke genstand for egentlig undersøgelse, nogle gik til, mens de ventede på, at videnskabsmænd skulle give sig til at forske i dem og skrive om dem. Men det var nu ikke kun derfor: Rejsen kunne formodentlig have givet endnu større resultater, hvis kaptajnen, Steen Bille, havde været interesseret i naturvidenskab. Videnskabsfolkene ombord fik kun begrænset mulighed for at undersøge de steder, der blev besøgt – og en del steder, som videnskabsmændene mente ville være et besøg værd, ønskede Bille ikke at besøge. Angiveligt fordi han var mest interesseret i at komme til allerede civiliserede havne, hvor der var mulighed for visitter, baller osv. Derimod var han ikke meget for de mere øde pladser – hvor der måske kunne have været spændende og nye oplysninger at finde.

Alt dette hører vi om i Søren Koustrups bog. Koustrup er tipoldebarn af en af ekspeditionens deltagere, tegneren Chr. Thornam, fra hvem der er gemt adskillige breve. Så mange af beskrivelserne er hans, for Koustrup lader nemlig de deltagende fortælle selv. Bille og Thornams skriverier er de mest talrige, men også andre af de ombordværende har ytret sig, og gennem disse breve, dagbøger og efterfølgende beretninger lader Koustrup os følge Galathea jorden rundt. Selve formen med at læse citater i stedet for en afrundet fremstilling kan godt virke lidt irriterende i begyndelsen. Citaterne er jo også bearbejdet til (næsten) nutidssprog, og man kan spekulere over, om citaterne mon er korrekte (specielt når forlaget i pressemeddelelsen kalder bogen for en fortælling i romanform), men jeg vælger at tro, at man kan stole på citaternes autencitet – og efterhånden som rejsen skrider frem vender man sig også til formen, fordi man kommer til at kende de skrivende. Billes meget minutiøse og meget velformulerede beskrivelser af alle de mange lokaliteter, der blev besøgt – han er bestemt en god iagttager – og Thornam, der bestemt også har antennerne ud og ser meget – ikke mindst spindesiden af de mange forskellige indfødte folk har hans uforbeholdne interesse. F.eks. på Bora Bora, hvorfra han betror søsteren hjemme i Danmark:

”Jeg har mødt en pige – en virkelig nydelig ung pige, der har en formue på et halvt hundrede kokostræer, to svin og nogle høns, og som på det nydeligste og naiveste måde gav mig sin kærlighedserklæring. Hun trak en ring af sin finger for at give mig, men jeg tog forstanden med på råd og gav hende en kurv. Det har jeg aldrig gjort før, og det bliver vist også sidste gang.

For det første var jeg bange for at hun ikke ville falde i din smag, da hun var temmelig brun, lugtede stærkt af kokosolie, røg dygtigt tobak og spyttede slemt.

Og for det andet plejer disse gode damer at blive gamle, før de er tyve, og det ville jo være kedeligt.

Endelig det tredje, som slog hovedet på sømmet: Jeg er bange for at hendes familie skulle få i sinde at besøge os i København – og de har ingen klæder på.” Thornam har også tegnet denne sydhavs-skønhed, og man forstår, at det kunne være svært for enlige mænd på jordomsejling ind imellem!

Vi får en masse at vide om forskellige steder som Nicobarerne, Malysia, Batavia, Manila, Canton, Sandwichøerne, Valparaiso osv., og tidens måde at beskrive det fremmede på er meget anderledes fra, hvordan man i dag beskriver andre kulturer. Her er Bille i Singapore: ”Malajen går altid med en dolk ved sin side, og ikke sjældent er den forgiftet. Undertiden bærer han tillige en bøsse på nakken. Hans trodsige gang og skumle blik forråder en vildhed, der stikker skarpt af mod hinduens kvindagtighed og den sanselige kinesers selvtilfredshed”.  Og Thornam om de samme malajer: ”Malayen er stolt, vellystig, falsk og snedig, doven, dorsk og ordknap. Lige så stærk overtroen er blandt dette folk, lige så slap er dets religiøsitet…” Den slags karakteristikker af alverdens folkeslag er der masser af, og det er faktisk spændende læsning at være placeret tilbage i hovedet på en 1840’er-dansker ude i den store verden. Og det må man vel sige om bogen generelt, der også er smukt illustreret af mange af de tegninger, som Galatheas to tegnere bragte med hjem. Man keder sig ikke i selskab med Bille, Thornam og de andre ekspeditionsdeltagere, dels fordi de skriver godt og de mange steder, der besøges, er så elementært interessante at høre om (som i en gammeldags drengebog). Også livet ombord hører vi en del om, og man kan prise sig lykkelig for, at man ikke var sømand på den tid: Hårdt arbejde, tørre tæsk, dårlig plads og en sjælden landgang var hvad, man kunne forvente, og en gang imellem skyllede jo altså også en og anden overbord, eller man blev angrebet af forskellige former for sygdom, såsom nicobarfeber, skørbug osv., og det kunne også koste livet. Koustrup har søgt at få denne del af ekspeditionsdeltagerne med også, selvom det er indlysende svært, eftersom der ikke er efterladt så meget skriftligt materiale, men det meste af beretningen foregår hos officerer og videnskabsfolk – og det var jo ofte også kun dem, der fik lov at komme i land, så det er jo også dem, der har mest at fortælle.

Men held og lykke til Galathea 3 og det samme til denne beretning om rejsen jorden rundt i midten af 1840’erne. Beretninger om eksotiske steder kan vi godt bruge endnu, og de interne gnidninger i besætningen er naturligvis med til at vække interessen. Som nævnt så vænner man sig til formen med citat på citat, men man får også nok af den til sidst – jeg tror nu stadig en fremstilling inklusive de mest beskrivende citater ville have været at foretrække. Den sidste beretning om den rejse er nok ikke skrevet endnu, men med denne har man fået en let læst og spændende beretning, der vil kunne læses blot med et minimum af forhåndsinteresse.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
I sansernes vold
Karen Sophies barselsfærd
Fædrelandskærlighed