Menu
Forrige artikel Næste artikel

Mammutmanden

Kategori: Bøger
Visninger: 654

Af Regitze Kruuse

Når man læser de første sider, er man noget forvirret over, hvad denne bog egentlig handler om, men efterhånden går det jo op for én, at det gælder Nordhavsekspeditionerne i slutningen af 1800tallet.

For at øge forvirringen begynder bogen med en personoversigt …. Og den slutter med endnu én. Søren Koustrup kunne med fordel have slået dem sammen, og så have brugt lidt mere tid på at få alle med. for de valg, han har foretaget, virker ret tilfældige. Jeg havde gerne set, at der fx var en samlet liste over hvem, der deltog i hvilke ekspeditioner; hvem der omkom; og hvem der overlevede.

Både titel og undertitel er ret misvisende, for bogen handler ikke om én mammutmand, men om flere (selvom jeg stadig ikke har fundet ud af, hvad forfatteren mener med dette udtryk). ”Tre ekspditionern og et bryllup” er ret hen i vejret, for bogen handler ikke om 3, men om 4 ekspeditioner, og der optræder mindst 2 bryllupper, så mon ikke Søren Koustrup har forsét sig på en amerikansk film og syntes, at det lød smart?

Ekspeditionerne er først af alle den finsk-russiske professor A.E.Nordenskiöld’s rejse på skibene Vega og Lena, der stævnede ud for at finde Nordøstpassagen  nord om Rusland til Japan samt udforskningen af Lenafloden. Efter mange strabadser nåede de omsider frem, men det varede lange tider, før verden hørte, hvad der var sket med besætning og skibe.

I mellemtiden fik amerikanerne stablet endnu en ekspedition på benene, der i skibet Jeannette drog afsted for at finde både Vega  og det sagnomspundne land på Nordpolen. Ligeledes er skibet Rodgers sejlet nordpå for at finde ud af, hvad der er sket med foregående rejsende, men hun må på et tidligt tidspunkt vende om på grund af isen. Den 4. og sidste ekspedition var den danske Dijmphna, der trods sit sære navn ikke er en sammenstillen af initialer, men derimod navnet på financier A.C.Gamél’s afdøde mor.

Bogen er skrevet ud fra bevarede breve, dagbøger, logbøger, telegrammer og aviser, men også her er en del forvirring, for samtlige kilder er oversat til dansk (hvilket er glimrende), bortset fra én: Tømmermand Sven Andersson’s dagbog, skrevet til hans elskede hustru, er bibeholdt på svensk til stor undren for denne læser. Illustrationerne er derimod godt valgt: Det er samtidige stik og fotografier, og det eneste, man savner, er nogle nutidige billeder af Polarhavet.

Og det sproglige roderi er ikke endt med dette, for Søren Koustrup’s dansk er elendigt for at sige det mildt. Jeg troede først, at han var nordmand, siden han har problemer med ganske almindelige, danske udtryk, som fx ”[de] jublede og slog håndflader”, ”minutterne blev til kvartaler”, ”når øjnene sprækkes” og ”en tredje [søn] udartede dog” (til hvad mon?!); han har svært ved at skelne mellem ”hans” og ”sin”; - og min konstante yndlingsaversion hos danske forfattere: De kan ikke kende forskel på datid og nutid, men blander det rundt i én forvirring.

Og som om det ikke er nok, at Søren Koustrup demonstrerer sit dårlige dansk; han forsøger også at være avanceret ved at bruge engelske udtryk, der enten er helt forkerte (”crownest”, der hedder ”crow’s nest”på engelsk og ”udkigstønde” på dansk eller ”et uventet, dramatisk look”, der skal betyde ”udsigt”, men dette hedder på engelsk ”view”) eller hvor der findes et glimrende ord på dansk (”August og hans best man”, hvilket hedder ”forlover”). Han kan heller ikke blive enig med sig selv om, hvorvidt de engelske skrubtudser skal med almindelig skrift, med kursiv eller i anførselstegn.

Til min utrolige forbløffelse opdagede jeg endvidere, at Søren Koustrup ikke alene er elendig til dansk, han er også forlagsredaktør, forlægger og har udgivet 28 tidligere bøger! Jeg er forfærdet! Det er ikke underligt, at det står sløjt til med det danske sprog.

Man må dog lade ham, at han kommer med 2 ganske morsomme sprogblomster: ”Tumle rundt som en blåmeleret hoppebold i vognbunden” og ”støv og smågrus, der [….] lå som myretuer i lommerne” samt en lille munter orddelingsfejl ”skele-tis”, men dette er ikke nok til at gøre bogen læseværdig, og det er trist, for det kunne have været en spændende og interessant historie. Den hænger ikke sammen, kronologien er svær at overskue, og som læser får man ikke lyst til at læse mere end de første 10 sider, hvorefter man opgivende smider den fra sig.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Krigen på havet
Frederik Visbys Århus
Romantikkens forfatterinder