Menu
Forrige artikel Næste artikel

Mogens Møller: Præsten i Vejlby og hans søn – ofre eller mordere?

Kategori: Bøger
Visninger: 438

Af Per Ole Schovsbo

Det er en skrækkelig historie. Aldeles forfærdelig. En hidsig præst slår sin kusk ihjel i det herrens år 1607 for 18 år senere at modtager sin velfortjente straf. Halshugning med sværd. Men præstens søn får ved bagtalelser, retssager og løgne, præsten erklæret uskyldigt dømt og hovedvidnerne til forbrydelsen henrettet for falsk vidneforklaring. Projektet lykkedes så godt, at vi møder den ”uskyldige” præst både i de lokale myter, Sten Steensen Blichers novelle fra 1829 og den personalhistoriske litteratur helt frem til vor egen tid. Først da litteraturprofessor Hans Brix søgte bagom Blichers novelle i 1950 og læste sagsakterne igennem, begyndte præstens ”uskyld” at blegne. Da dommer A P Larsen, Ebeltoft, få år senere fremlagde resultaterne af sine undersøgelser, var præstens ”uskyld” forsvundet. Dommer Larsen antydede tilmed at sønnens forsøg på at skjule faderens forbrydelse, kostede de to uskyldige vidner livet, måske flere.

Mogens Møller, der er tidligere advokat i Grenaa, fører læseren gennem denne forfærdelige histories mange sagsakter, myter og omfattende litteratur.  Det er et vanskeligt stof med mange faldgruber, men Mogens Møllers systematiske ihærdighed og slet skjulte indignation overfor ikke mindst Sten Steensen Blicher, lykkes det. Blicher ofrede sandheden om præsten og hans søn for en tvivlsom historisk novelle, Præsten i Vejlby, hvis honorar satte ham i stand til at betale sine regninger. Novellen har absolut intet med virkeligheden at gøre.

Mogens Møller har skrevet flere lokalhistoriske artikler og bøger og været redaktør af områdets lokahistoriske årbog ”Grenaa og Omegn”. Udbredelsen af sandheden om den onde præst og hans onde søn fra lokalområdet på Djursland er blevet en hjertesag. De falske historier og myter, der har vokset vildt i 400 år i hele det danske litterære og lokalhistoriske univers og oven i købet filmatiseret tre gange efter Blichers novelle, skyder Mogens Møller veloplagt ned en for en, ligesom han imødegår de mange myter og det gejstlige netværks dunkle usandheder og slemme antydninger. Hele 14 præster har forsvaret deres henrettede embedsbroders ære og hvad står der ikke i Wibergs Præstehistorie og Kirkelig Haandbog om præstens uskyld? Det er i hvert fald heller ikke sandheden.

Anmelderen kan godt følge Mogens Møllers irritation over historiske romaner og dramadokumentariske TV-serier og film, der lader hånt om de historiske kendsgerninger. De ofrer jo vores muligheder for at få en hæderlig viden om vore forfædres virkelighed – for at opnå så mange seere og solgte biletter som muligt - næsten ligesom Blichers historiske noveller eller Ingemanns historiske romaner. Men at gå et skridt videre og erklære historiske romaner som helhed for en useriøs genre (side 171) er efter anmelderens mening nok at gå for vidt.

Mogens Møller arrangerer sit dokumentariske stof om præsten og hans søn og deres onde gerninger som var de juridiske indlæg i byretten, med henvisninger, bilag og talrige gentagelser suppleret med lidt useriøse antydninger af lokale adelsslægters indblanding i sagernes behandling ved de forskellige retsindstanser. Hertil kommer det flimrende billedmateriale, der har åbenlyse fejl - fx læses der på illustrationen side 152 tydeligvis 1695 men årstallet er i teksten gengivet 1625. Manuskriptet har kort sagt haft behov for en kritisk, afklarende og læsevenlig redaktion, inden det gik i trykken.

Man ærgrer sig, fordi det historiske budskab er alt for vigtigt til at drukne i juristeri. Så selvom Mogens Møller skal have tak for sit imponerende og meget overbevisende arbejde, hvis resultater har rystet ikke blot anmelderen men sikkert også alle andre læsere – kunne de være fremlagt meget enklere med brug af moderne hjælpemidler som fx noteapparater, tidstavler og tekstbokse. Historiske kort over området før udskiftningen (fx konceptkortene) kunne også have vejledt de læsere, der ikke kender området og prøver på den onde præst og hans lige så onde søns onde håndskrift ville kunne give en form for grafologisk autencitet, eftersom denne histories sandhed netop findes i håndskrevne arkivalier.  

Læs kommentar på anmeldelsen her

Siden er oprettet 14. marts 2016.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Forbrydelsens ansigt
Organiseret kriminalitet – dengang og i dag
Et barnelig i en kuffert